Vismænd, kønsdifferencieret skat og politikeres aftrækkerfinger

For en uge siden bragte avisen.dk — et af fagbevægelsens onlinemedier — en historie, der sikkert fik mange læsere til at spærre øjnene op. “Økonomisk logik: Lad kvinderne betale mest i skat” lød overskriften på historien, der blev videreformidlet af både Ekstra-Bladet (meget lidt overraskende) og Jyllands-Postens erhvervssite, epn.dk (meget lidt flatterende).

Avisen-dk’s historie begynder således: “Det giver økonomisk mening, at kvinderne skal betale mest i skat. Sådan lyder det i en ny rapport fra tre topøkonomer.” Mediet fandt historien så interessant, at de også begav sig ud i de Københavnske gader og lavede en voxpop over spørgsmålet om, hvorvidt det ville være en god ide at have forskellige skattesatser for mænd og kvinder.

I Ekstra-Bladets udgave fik konklusionsforstærkeren en ekstra tand: “Kvinderne skal betale mest i skat. Det giver mening økonomisk. Sådan lyder en af delkonklusionerne i en ny vismandsrapport fra Det Økonomiske Råd.” Samme formulering gik igen hos Nordjyske.

Opfordrede de tre økonomer (vismand Claus Thustrup Kreiner, professor ved Københavns Universitet Jakob Roland Munch og overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen) bag arbejdspapiret — der altså ikke var en vismandsrapport, som alle ovennævnte medier ukritisk berettede, inden avisen.dk selv rettede fejlen i deres egen historie — virkelig danske politikere til at overveje at indføre differencieret skat for mænd og kvinder? Svaret, der ikke længere kan kaldes en nyhed, er naturligvis nej. Denne avis’ debatredaktør, Christopher Arzrouni, har allerede givet avisen.dk & co. fortjente prygl for et “journalistisk” arbejde i forbindelse med denne historie, der lader en del tilbage at ønske.

De ovennævnte mediers ubehjælpsomme formidling og fejlagtige dramatisering af ganske udramatisk økonomisk stof er imidlertid ikke det eneste, der kalder på kritisk behandling. Der er der også minimum to ordførere fra Folketingets politiske partier, der gør — nemlig SF’s Karina Lorentzen og Venstres Fatma Øktem, der begge gik i vandet (eller fælden) med begge ben og udtalte sig til avisen.dk uden (må man formode) selv at have sat sig ind i, hvad Kreiner, Munch og Whitta-Jacobsen rent faktisk havde skrevet. Lorentzen giver den fuld gas — bl.a. med en belæring til økonomerne om, hvad de burde have taget med i deres beregninger — mens Øktem mere afdæmpet nøjes med at konstatere, at Venstre ikke kan gå ind for den form for diskrimination på arbejdsmarkedet.

Hvad begge politikere — og ikke mindst avisen.dk — med fordel kunne være mere opmærksomme på (udover en basal forståelse for, hvordan økonomer arbejder, og hvorfor) er forskellen på normative udsagn og positive (eller deskriptive) udsagn. Et normativt udsagn siger noget om, hvordan et eller andet bør være, mens et positivt udsagn siger noget om, hvordan et eller andet er — uanset hvad man så måtte synes om det.

At forstå den afgørende betydning af denne forskel er tvingende nødvendigt både for politikere og medier, hvis deres arbejde med samfundsforhold og politisk regulering skal give nogen som helst mening. Der er faktisk ganske stor forskel på at konstatere en faktisk forekommende forskel mellem mænd og kvinder på den ene side og på den anden side udtale sig om, at forskellen er god eller ønskværdig, eller at man bør føre politik baseret på den.

Kreiner, Munch og Whitta-Jacobsen dokumenterer alene et forskningsresultat, der viser, at mænd og kvinder reagerer forskelligt på skatteændringer, og konkluderer derpå, at det ville være vanskeligt at udnytte i praksis i skattepolitikken. At de ikke eksplicit tager moralsk afstand fra en politik baseret på forskningsresultatet betyder ikke, at de ikke finder den moralsk problematisk. Det er næppe udtryk for andet, end at de er økonomer af profession, der holder sig til rent økonomiske betragtninger i stedet for moralfilosofiske af slagsen.

Endelig vidner denne nærmest instinktive springen fra en rent beskrivende konklusion om en forskel på, hvordan mænd og kvinder reagerer på beskatning, til en diskussion af forskellens normative aspekter om en tilgang til politik, hvor regulering — at “gøre noget” eller “gøre mere” — af menneskers adfærd som udgangspunkt anses for den bedste og mest rigtige løsning. Det normative udgangspunkt for både de nævnte medier og politikere er tydeligvis, at hvis forskere påpeger (muligheden for) en faktisk eksisterende forskel mellem mænd og kvinders adfærd i forhold til skat, så må vi straks tage fat på en diskussion om, hvordan skattepolitikken bør indrettes i lyset af denne forskel. Den politiker eller det medie, der for alvor begynder konsekvent at indtage det udgangspunkt, at ingen regulering — at gøre mindre — lige så vel som mere eller ændret regulering — at gøre mere — kan vise sig at være den bedste løsning, fortjener en fornuftens hædersbevisning.

I denne sag kunne en fornuftig politiker have valgt en mere distanceret og nøgtern udgave af Fatma Øktems udtalelse til avisen.dk, eksempelvis:“Det er bestemt en interessant forskel, forskerne der har fundet. Jeg kan dog ikke se, hvordan man moralsk kan forsvare at indføre forskellige skattesatser for mænd og kvinder, og jeg hæfter mig ved, at de tre økonomer heller ikke anbefaler dette.”