Luise satsede hele børneopsparingen på kunst - Nu "økonomisk uafhængig"

Mød Luise Faurschou, der brugte sin børneopsparing på at åbne galleri som 20-årig og satte verdensrekord for salg af Edvard Munchs malerier, før hun blev konsulent for milliardærer, der skal have en Ai Weiwei i deres kunstpark.

Joseph Beuysinstallation var egentlig ganske simpel. Den tyske verdenskunstner havde beklædt væggene med lydabsorberende grå filt og placeret et sort piano midt på gulvet i Anthony d'Offays galleri i London.

Et ensomt musikinstrument med mulighed for at frembringe den smukkeste musik i en verden af kvælende lydfornægtelse. Livsglæde over for livslede, kreativitet over for kontrol, skønhed over for magtmisbrug.

Dybt fascinerende og dybt skræmmende på samme tid for en 19-årig dansk pige, der i sommeren 1985 var taget til London med sin kæreste.

"Et år senere kunne hun stolt betale farens ven hele lånet tilbage, da hun havde solgt et af cobrakunstneren Pierre Alechinskys malerier til den fyrstelige sum af 160.000 kr."

"Jeg var blown away med det samme. Når jeg tænker på et afgørende øjeblik i mine mange år med kunst, var det her, det hele startede," siger kunsthandler og kurator Luise Faurschou, da vi mødes på vinslottet Chateau La Coste uden for Aix en Provence, der 31 år og tusindvis af kunstoplevelser senere er en del af hendes arbejdesplads.

"Det har været en fantastisk rejse, jeg har været på, og som jeg ser det, er den næsten kun begyndt. Der er så meget, som jeg stadig vil, og nu er jeg et fantastisk sted i livet. Jeg har erfaring, netværk og ro, men samtidig er jeg stadigvæk nysgerrig og fuld af energi," fastslår 50-årige Luise Faurschou.

Netop hjemkommet fra ti dages galleribesøg i New York, "det kræver sine gummisko at gå og gå og gå", viser hun rundt på endnu en gåtur i de smukke Luberonbjerge, hvor den nord-irske milliardær Paddy McKillen, der bl.a. ejer en stor del af de londonske luksushoteller Claridges, The Connaught og The Berkeley, har etableret en biodynamisk vingård med tilhørende kunstpark.

Her boltrer store kunstnere som Louise Bourgeois, Tadao Ando og Tracey Emin sig i bakkerne mellem vinrankerne, oliventræerne, de blomstrende magnoliaer og cypresserne. Og her er et af Luise Faurschous nye projekter ved at tage form. Hun har formidlet kontakten mellem Paddy McKillen og Ai Weiwei, som de begge beundrer, og den kinesiske kunstner er ved at udføre et værk på 400 kvm, der er skabt til en bestemt bakke på La Coste.

Kunstkenderen der ikke kendte til kunst

At Luise Faurschou en dag skulle komme på fornavn med verdens største kunstnere og selv stige til tops inden for kunstverdenen, anede hun ingenting om, da hun i 1985 ved et tilfælde af ungdommeligt gåpåmod havde forvildet sig ind på Anthony d'Offay-galleriet sammen sin kæreste Jens Faurschou - hendes senere ægtemand og nu eksmand og ekspartner.

Men hvorfor ikke, når man nu var i London, være en smule kulturel, tænkte hun dengang.

"Det er lidt vildt at tænke på, men vi gjorde det bare - helt uden at være nervøse. Det er nok ungdommens velsignelse, at man bare kaster sig ud i ting"

"Jeg anede vitterligt intet om kunst, da jeg åbnede døren til galleriet. Men det skubbede i den grad til min nysgerrighed, at Joseph Beuys kunne være så tilgængelig og så stimulerende. Som al stor kunst så får man meget igen, hvis man kommer med åbenhed og er villig til at lade sig overraske og selv tænke videre. Både Jens og jeg fik i hvert fald en af de helt store wow-oplevelser," husker hun og besluttede næsten på stedet, at hun ville arbejde med kunst og have et galleri.

Året efter gik drømmen i opfyldelse. Parret åbnede Galleri Faurschou i Store Strandstræde midt i København i 1986, mens de stadig var studerende. For hendes børneopsparing og et lån på 10.000 kr. fra en af hendes fars venner.

"Det er lidt vildt at tænke på, men vi gjorde det bare - helt uden at være nervøse. Det er nok ungdommens velsignelse, at man bare kaster sig ud i ting," smiler Luise Faurschou, der her tre årtier senere kan se tilbage på en fantastisk karriere i kunstens tjeneste.

Et år senere, i 1987, kunne hun stolt betale farens ven lånet tilbage, da hun havde solgt et af cobrakunstneren Pierre Alechinskys malerier til den fyrstelige sum af 160.000 kr.

"Jeg turde næsten ikke sige tallet, da en mulig køber spurgte," mindes hun.

Hurtigt etablerede hun og eksmanden sig i toppen af den danske galleriverden. Begges sans for at se kvalitetskunst, "jeg får at vide, at jeg har et godt øje, og jeg kan se, hvilket af en kunstners ti malerier, der stiger mest", og tænke visionært, "det er en drivkraft for mig at læse nye strømninger og forstå, hvad der sker", kombineret med hendes sans for at sælge og hans sans for økonomi, var en potent opskrift i et eksploderende kunstmarked.

"Vores timing med galleriet var perfekt. Indtil vi kom, var der kun nogle få veletablerede gallerier, det meste kunst blev solgt på kunstnersammenslutningerne. Men galleriscenen sprudlede i slutfirserne, hvor den nye generation af kunstnere gerne ville samarbejde med os," fortæller Luise Faurschou, der tidligt begyndte at repræsentere mange af de stadig anerkendte og storsælgende danske kunstnere.

"Tænk sig, så har vi tre gange sat verdensrekord for et salg af et Munch-maleri," siger Luise Faurschou med lysende øjne, uden at nikke ja eller nej til rygterne om priser på trecifrede millionbeløb"

Først kom Morten Stræde, siden Michael Kvium, Erik A. Frandsen, Christian Lemmerz og Nina Sten-Knudsen for bare at nævne et udvalg. Galleriet udviklede sig hurtigt, ikke mindst fordi Luise og Jens Faurschou var førende i at bringe danske kunstnere til udlandet og udenlandske kunstnere til Danmark. Picasso, Edvard Munch, Robert Rauschenberg, Gerhard Richter, Mark Tansey og Bruce Nauman har alle udstillet i Store Strandstræde.

"Vi var nogle af de første, der forstod, hvor vigtigt det var at tænke internationalt i galleriverdenen. Stort set med det samme tog vi på de store messer som Art Basel, og vi var også visionære nok til både at bringe danske kunstnere ud i verden og udenlandske kunstnere til Danmark," forklarer Luise Faurschou, der i 2007 åbnede endnu et galleri i Beijing og fik en unik kontakt til det nye kinesiske marked og kunstnere som Ai Weiwei og Cai Guo-Qiang.

"Vi kunne have åbnet galleri i Berlin eller New York, som så mange andre, men Kina var mindblowing i de år."

Kniber sig i armen over Edward Munch

Internationalt er de to Faurschouer dog mest kendt for deres ekspertise i norske Edvard Munch. I fem år havde de fem eksperter fra Munch-museet i Oslo ansat til at udfærdige det ultimative katalog over Munchs 1789 malerier, Catalogue Raisonné på fire bind og ti kilo,

"Oslo Kommune havde ikke råd, så vi trådte til," siger hun og konstaterer - de gjorde det naturligvis ikke blot for deres blå øjnes skyld - at uden for auktionshusene er det deres galleri i København, der har solgt flest Munchmalerier i de seneste årtier.

"Jeg kniber mig stadig i armen over, at vi har fået lov til at udstille Munch. Han var sin tids vigtigste kunstner og er en inspiration til mange unge, og han er virkelig en af mine yndlingskunstnere sammen med Louise Bourgeois. Jeg er stadig fire gange om året på museet i Oslo, for jeg bliver så berørt, hver gang jeg ser hans værker. Og tænk sig, så har vi tre gange sat verdensrekord for et salg af et Munch-maleri," siger Luise Faurschou med lysende øjne, uden at nikke ja eller nej til rygterne om priser på trecifrede millionbeløb.

"Diskretion er en æressag i min branche."

En ting er dog klar. 160.000 kr. er ikke længere et tal, hun har svært ved at sige højt. Hun og Jens Faurschou er blevet rige på deres kunsteventyr.

"Jeg er privilegeret nok til at være økonomisk uafhængig," som hun underspillet formulerer det.

I 2011 lukkede de deres gallerier og åbnede udstillingshallerne Faurschou Foundation i Københavns Nordhavn og i Beijings attraktive distrikt 798. En slags private museer, hvor de hurtigt etablerede udstillinger med bl.a. Ai Weiwei og Louise Bourgeois.

"Jeg måtte sælge en Munch for at kunne åbne vores Foundations, men sådan er det jo. Man må sælge for at kunne noget nyt, og det var tid til at gøre noget andet end at være galleriejere. Kunstmarkedet var ved at udvikle sig i en retning, som vi ikke ville være med i. Enten skulle vi åbne flere gallerier i flere byer, men så ville vi blive mere administratorer og komme længere væk fra kunsten, eller også skulle vi bevæge os i en anden retning. Ingen kommer forrest ved at gå efter andre," forklarer Luise Faurschou, der i 2014 blev købt ud af sin eksmand.

Arbejdet med Ai Weiwei

Luise Faurschou valgte at træde ud af foundationen og i stedet arbejde globalt som kunsthandler, konsulent og kurator. I 2015 åbnede hun firmaet Faurschou Art Resources, der nu har bragt hende til Aix en Provence, hvor hun bl.a. arbejder på projektet med Ai Weiwei.

"Ai Weiwei har selv valgt stedet og suger kraften fra jorden til sig og lader sig inspirere. Ligesom vinen. Som gode kunstnere er oftest, er han enormt reflekterende og i stand til at overskue stor kompleksitet og identificere sammenhænge, så kunsten bliver et rum, hvor en sag kan belyses fra mange sider," fortæller hun om værket, der med Ai Weiweis baggrund som verdenskendt kritiker af det kinesiske samfund sandsynligvis får en politisk agenda.

Det står dog først færdigt i 2017, hvor værkets indhold afsløres for offentligheden. Processen blev forsinket, da Ai Weiwei under mediestorm blev smidt i fængsel i Kina.

"Jeg har fået tre diskusprolapser ved at bære rundt på kunst, ikke mindst Louise Bourgeois', og operationerne har da ikke været sjove"

Til gengæld er Luise Faurschou hurtig til at sætte ord på, hvorfor samarbejdet mellem hende og den irske hotelmilliardær Paddy McKillen er et match made in heaven. Hun var hans borddame til en middag for år tilbage, hvor han fortalte om sine planer i Sydfrankrig, hvor kunstnere byggede værker særligt til stedet.

"Jeg blev forelsket i Chateau La Coste, fordi Paddy McKillen lader kunstnerne gøre præcis, hvad de er inspireret til. Lige som de største kunstnere, er også de største samlere generøse. Og så har han den samme filosofi omkring kunst som mig, nemlig at den skal være åben og tilgængelig for alle. Og med stor respekt for naturen og historien omkring," forklarer Luise Faurschou om samarbejdet med den irske forretningsmand, hvis kunstpark, mod entre, er åben for alle, der har lyst til en smuk blanding af natur og kunst.

"Jeg er selv opvokset i frodig natur og skov. Jeg har fået mit æstetiske blik ved at gå i naturen på Midtsjælland sammen med mine forældre, så det har Paddy McKillen og jeg også tilfælles" uddyber Luise Faurschou, hvis far var jæger og naturplejer på Gunderslevholm Gods.

"Når man satte et hegn, så skulle det se ordentligt ud, og når man stillede en række sten op, så skulle de stå ordentligt."

Kunstens ansvar for fremtiden

Solen varmer os, mens vi sidder på arkitekt Tadao Andos terrasse og taler med udsigt til kunstværker og vinranker. En kat vimser rundt i idyllen foran en kunstig sø, hvor Hiroshi Sugimotos stålskulptur "Mathematical model 012" skinner på den ene side af Andos lette betonbygning, og en edderkop af Louise Bourgeois - som Luise Faurschou kuraterer på en stor udstilling i Norge i maj 2017 - byder velkommen på den anden side.

"Jeg elsker det lige her. Vin, mad og kunst giver mig energi, og næres vi ikke alle af smukke ting," spørger hun ud i luften, mens vi ser på Andos skarpe linjer af betonsøjler, der forsvinder ind i vinmarkens bølgede bakker.

"Det kan da godt ærgre mig, at jeg ikke havde økonomi til selv at købe nogle værker af Mark Tansey, da vi udstillede ham i 1990'erne. Dengang kostede hans malerier omkring 800.000 kr., og nu sælges de for mellem 13 og 40 mio. kr.

"Hans byggeri er et mesterværk, som i den grad understreger landskabets naturlige, organiske form. Det giver en ro og en meditativ tilstand, som er superlækker. Samtidig er vinen jo både produktion og forretning, så hele stedet er en slags forædling, hvor man laver noget ordentligt," fastslår Luise Faurschou og fortsætter:

"Jeg var hos en anden samler på et gods i Skotland. Der gik vi i et par timer i the middle of nowhere, da vi kom til en færist, som naturligvis var lavet ordentligt. Det gælder om at efterlade sig en verden i bedre stand, end den du kom ind i," siger Faurschou og påpeger, at der er en grund til, at hendes nye firma hedder Art Resources.

"Ting skal holdes i balance, og vi skal ikke bare være bæredygtige, men også regenerative. Det er det ansvar kunsten også har i fremtiden."

Diskusprolapser af kunst

Som et godt eksempel på fremtidens kunst, nævner Luise Faurschou dansk-islandske Olafur Eliassons værk "Ice Watch" til klimatopmødet i Paris sidste år.

"Det var fabelagtigt at placere 12 isblokke fra Grønland på Pantheon Republique. Ikke bare var det æstetisk, men han formåede også at koge et meget komplekst emne ned til noget helt enkelt. Isen smelter og er forgængelig, selvom den er kold. Vi ved det jo godt, men når man lægger sin hånd på isen, opleves det meget nærværende, og det er det, god kunst kan. Den kan forrykke opfattelsen af, hvordan verden ser ud," forklarer Luise Faurschou og fastslår, at kunst kun bliver endnu vigtigere til at forstå en vild verden, der drøner derudad med virtual reality, klimaforandringer og globalisering.

"Kunstnere er eminente til at komme med bud på, hvad omvæltninger gør ved os mennesker. Så at være i kunstens verden bliver kun endnu federe i årene fremover, særligt hvis man forstår alle de nye teknologier. Forvent dog ikke, at kunst giver alle svarene, snarere at det er et fabelagtigt diskussionsrum," siger Luise Faurschou, der på ingen måde har fortrudt, at hun som 19-årig blev grebet af Joseph Beuys.

"Jeg har fået tre diskusprolapser ved at bære rundt på kunst, ikke mindst Louise Bourgeois', og operationerne har da ikke været sjove. Og så kan det da godt ærgre mig, at jeg ikke havde økonomi til selv at købe nogle værker af Mark Tansey, da vi udstillede ham i 1990'erne. Dengang kostede hans malerier omkring 800.000 kr., og nu sælges de for mellem 13 og 40 mio. kr. Men sådan er det, og heldigvis har jeg da købt meget andet. Der er en latent samler i enhver gallerist."