Tinderbox sluttede med et af den slags indslag, som debutudgaven af den nye fynske festival vil blive husket for. Søndagens ubestridte topnavn, engelske Robbie Williams, ledte publikum gennem fællessangen ”Come Undone”, mens regnen høvlede ned.
Det var endnu en fugtig omgang for det standhaftige publikum i Tusindårsskoven, der både lørdag og søndag var mål for de mest lunefulde sider af dansk sommer. Vand fra oven giver problemer på jorden, og når 23.000 musikfans og 6.000 hjælpere tramper gennem græsset, hopper af glæde foran scenerne eller bare prøver at komme i læ, skaber det mudder og andre våde udfordringer.
"En begejstring hos deltagerne vidner om, at der vitterlig er et fynsk potentiale på festivalmarkedet"
Regnen gjorde weekenden til en hård dåb for festivalen, men det er i den slags situationer, at en succes kan måles: Kan arrangørerne kapere opgaven? Holder publikum ud?
Svaret på det første må blive et ”måske”. Mudderet voksede lørdag til ankelhøjde visse steder, og særligt i Magicbox-området, hvor dansemusikken spillede, var adgangsvejen og pladsen foran scenen i opløsning. Det sidste er et rungende ”ja”! De er seje i Odense og omegn. På med regnslag og Gore-Tex og så videre til næste band.
Der var langt mellem træflis, halm, køreplader og andre hjælpemidler, som kan redde en regnvejrsfestival. Den slags koster og kan knække en arrangør. Det har man set før på Fyn, da den gamle Midtfyns Festival i Ringe regnede sig til konkurs.
Tinderbox-folkene fik hjælp af en opklaring, så det ikke gik helt galt, men det er regnen, jeg først og fremmest vil huske fra de tre dage.
Jeg vil også huske, at festivalen overordnet set gjorde et godt indtryk. Nem at finde rundt på, masser af toiletter, ingen forsinkelser, flinke folk alle steder og en begejstring hos deltagerne, der vidner om, at der vitterlig er et fynsk potentiale på festivalmarkedet.
Regn gav festivalgængerne mange kvaler men når solen brød igennem til Tusindårsskovens bløde bund, var alting godt.
Jagt på identitet
Og så er der musikken.
Tinderbox har endnu ikke fundet sin egen identitet, og det var på en måde som at være til tre festivaler. Fredag med den heftige dansemusik og det elektroniske præg. Lørdag med jovial fest og mange danske bands, og en søndag med stærk musik og fuldt fremmøde.
Den sidste dags endagsbilletter fyldte for første gang pladsen op med popfans lokket til af Robbie Williams og et vist element af rockmænd med bandtrøjer på tur for at fange Faith No More.
Lars H.U.G. åbnede eftermiddagen i høj sol med evergreens og egne favoritter. Stemmen er i topform for tiden, og med en vekslen med ”Kopy”-sange som ”Så Længe Jeg Lever” og nye numre fra comebackalbummet ”10 Sekunders Stilhed” balancerede han elegant mellem det genkendelige og det skæve. Særligt da han lukkede sættet med de to Kliché-klassikere ”Havets Blå” og ”Militskvinder”.
Royal Blood er et af de bands, der tager fra Tinderbox med mange nye venner. Det er bare to mænd på guitar og trommer, men de kan bøffe sig op til at larme som Led Zeppelin og swinge som White Stripes. Det var årets indslag til luftguitarister.
Hos The Cardigans var det melakolien og det let nostalgiske, der dominerede. Heldigvis. Det svenske band er ikke aktuelt med nyt materiale og greb dybt i et stærkt bagkatalog med perler som ”Erase/Rewind”, ”Communication”, ”My Favorite Game” og ”Love Fool”. Helt roligt spillet og med Nina Persson som en slags glamourøs goth strålende i forgrunden.
Alt var godt, solen skinnede, folk sad i græsset. Og så kom regnen tilbage.
Faith No More var et af få rock-indslag i et ellers poppet progrem.
Tung rock for de få
Faith No More var på papiret ikke et nemt match for det ellers poppede program, og festivalen kom for alvor ud af sin comfort zone, da crooneren fra Helvede, Mike Patton, lukkede op med stor stemme, metal-guitar og tung bas.
Gruppen er gendannet efter års pause, har et nyt album på gaden og mere karisma end de fleste. Man ved aldrig helt, hvornår det er gas eller alvor. ”Epic”, ”Midlife Crisis” og ”We Care A Lot” rockede stenhårdt, men Faith No More sprænger gerne boksen og kan være funky og jazzede.
"Det er ikke værdigt for kunstnere at møde et sparsomt befolket telt. Men det måtte ske, for den urbane musik var stort set fraværende på festivalen"
Det gjorde showet pirrende, og de drivvåde fans (der ikke fyldte meget foran Blå Scene) fik endda et par croonede ballader at varme sig på, da Patton elegant brølede sig gennem ”Easy” af The Commodores og Bee Gees-klassikeren ”I Started A Joke”.
Vittigheder og fællesang bliver også Robbie Williams’ overskrift.
Han kom, han sang, han gøglede. Og der blev sunget igennem på pladsen – fra ”Let Me Entertain You” og ”Rock DJ” til ”Angels” og bidder af alle mulige (og umulige) sange, han har samlet op i løbet af karrieren.
Robbie Williams var det største brede navn på Tinderbox-plakaten, og han gjorde det, som et hovednavn skal kunne: Samlede festivalen. Han var i det gakkede hjørne og osede af selvironi. Påstod, at han har skrevet Oasis-hittet ”Wonderwall”, dansede fjollet og var med blonderet hår mest af alt en tegneserieudgave af sig selv.
Skizofrent program
Store festivaler som Tinderbox, der vil stå på et bredt fundament, har brug for stjerner som Robbie Williams. De har brug for nutid og fortid og for at blande genrer. Spørgsmålet efter debutfestivalen er dog, om blandingen er for blandet?
Der er langt fra Faith No Mores metalriff til Calvin Harris’ elektroniske hitlistedance og klub-dj’s. Fra den gumpetunge pop fra danske navne som Rasmus Walther og Topgunn til brølet fra Royal Blood.
Tinderbox gjorde et prisværdigt forsøg på at tage dansemusikken alvorligt, og Magicbox-området var et hit. Så stort et hit, at der må lukkes for adgang, da Morten Breum fyrede op lørdag aften.
På andre tidspunkter tabte festivalen fokus, og når Carpark North spiller i regnvejr, kunne man være hvor som helst i det danske sommerland. Det er en skizofreni, som store musikfestivaler er født med, men der skal strammes op og files til i Odense.
Det er ikke værdigt for kunstnere som den vrede amerikanske rapper Angel Haze at møde et sparsomt befolket telt. Men det måtte ske, for den urbane musik var stort set fraværende på festivalen, og så kommer der bare ikke fans og løfter en ellers stærk performer.
En sidste tanke er, at Robbie Williams selvfølgelig samlede folk og lavede fællessang. Det gjorde han sjovt nok også på Midtfyns Festival i 1998, og på den måde var Tinderbox både helt ny – og mindede om noget, man har set før.
