Fugl Føniks for Pernille Rosendahl: "Jeg er blevet chefen for det hele"

Tiden var den rette. Til at finde lyden af sig selv. Fra højskolesangbog til Hollywood Hills. Fra parforhold til enlig mor. Børsen har fulgt Pernille Rosendahl gennem første tone og til det soloalbum, der snart udkommer, og som hun har investeret mursten og opsparingen i. Det tog bare lidt mere end tre år

Hvornår tænker du at ramme Laurel Canyon?

Bedste hilsner, Pernille

Det er december 2015, og jeg er landet i Los Angeles for at mødes med Pernille Rosendahl, der de seneste to måneder har haft fast adresse her for at færdiggøre sit første soloalbum.

Vi aftaler at mødes dagen efter, og Pernille sender sin adresse. Der er 20 minutters køretur op til Hollywood Hills fra Mickey’s på Sunset Boulevard, hvor jeg sidder i fuld sol denne søndagseftermiddag.

Rundt om bordene er der gang i weekendens sidste fest. Neonskiltet Homo Happy Hour blinker rytmisk til Bowies "Let’s Dance", der bliver drukket limonade med vodka, og på podiet danser et par halvnøgne mænd for penge.

"Rækkehuset er solgt. Parret er gået fra hinanden. Og opsparingen fra mursten og dommertjansen i "X Factor" er investeret i det soloalbum, hun nu selv udgiver"

Røde og hvide stjernelys er viklet rundt om boulevardens mange træer. Helt op til kronerne. Lydsporet af Rihanna, Pet Shop Boys, Gloria Gaynor, Lada Gaga og Frank Ocean trækker Sunset ind i aftenen. Det er sjovt at kigge på.

Næste morgen tager jeg bilen op til Oakstone Way og huset, Pernille har lejet. Jo længere man kører op ad bakkerne, jo mere forandrer byen sig.

Fra boulevardens sidegader med hvidskurede, imposante villaer, oppustelige juledekorationer og garage-show off i millionklasse til Lookout Mountain Avenue, hvor det hele bliver lidt mere skævt. Her har sultne, men smukke træhuse med skifertræ adresse med klassiske patriciervillaer og nybygget, diskret overskud.

Show down i bakkerne

Lookout Mountain Avenue er indgangen til Laurel Canyon, der i 60’erne og 70’erne var matrikel for musikere som Frank Zappa, Jim Morrison, Joni Mitchell. You name it.

"They made music together, took drugs together, formed bands together, slept together," skrev magasinet Vanity Fair i 2015 om musikmiljøet i Laurel Canyon dengang.

I dag er Hollywood Hills, som området også hedder, røget op i en kvadratmeterpris, der kræver et par solide succeser på bankkontoen. Ingen tvivl – Laurel Canyon er en fællesmængde af økonomisk og kulturel kapitel, men show down er måden, vejret trækkes på. Her udmønter happy hour sig i stilhed.

Her er ingen barer eller turistbusser, der udpeger millionklasse-kasser. De allerstørste villaer ligger hengemt bag bladfagre træer og snørklede grusveje, hvor bilerne er parkeret diskret bag hegn. Heroppe kan de kendte efternavnes børn gå i skole i fred.

Jeg parkerer på Oakstone Way, en blind vej med overvældende udsigt til bjerge og skov. Ved det meterhøje træværk, der skjuler den arkitekttegnede villa, hvor Pernille har adresse.

Det er her, hun de seneste måneder har skrevet og indspillet de sidste numre til pladen; i det hjemmelavede studie i villaens gæstehus sammen med produceren Søren Vestergaard.

Pernilles 9-årige søn Tristan hilser fra sofaen i stuen. Et par skolebøger ligger side om side med iPaden og et par orange skydere med aflange skumgummipatroner.

Villaen er smukt indrettet med skandinavisk design og rigeligt med dagslys fra de mange panoramavinduer ud til haven og swimmingpoolen. Svajende siv og blomsterbuske i lilla nuancer.

"Ja … vi har ikke haft det helt dumt her, vel …" siger Pernille henvendt til Tristan, da hun laver kaffe til os.

"Nooooooooooo," siger han og nikker.

Det er mere end tre år siden, Pernille begyndte arbejdet med pladen, som nu er i den afsluttende fase.

Den trak sine første toner ind en sommermorgen, dengang hun stadig var kæreste med musikeren Johan Wohlert. Og de boede i et rækkehus i Hellerup.

Fra rækkehus til toværelses

I dag er livet markant anderledes. Rækkehuset er solgt. Parret er gået fra hinanden. Og opsparingen fra mursten og dommertjansen i "X Factor" er investeret i det soloalbum, hun nu selv udgiver.

For at økonomien kan hænge sammen, er Pernille og Tristan flyttet i en billig toværelses lejlighed i København.

"Jeg har nok været i en lidt vægtløs tilstand. Men jeg har valgt at sige, at det er okay at være her. Hvor man faktisk ikke ved noget"

"Den her plade er det mest personlige projekt, jeg nogensinde har haft. Det har været en lang proces, og der har været dage, hvor jeg virkelig har tvivlet på, om jeg ville lykkedes med det. Både kunstnerisk og økonomisk. Men det har ikke kunnet være anderledes. Det har været vigtigt at håndbære den og nødvendigt at være beslutningsdygtig ned til mindste detalje. Jeg har ikke haft et pladeselskab i ryggen, og det er klart at sådan en proces har kostet på alle konti."

At det oveni har taget over tre år er kommet bag på hende selv.

"Men jeg har skullet finde min lyd. Som den er, når

den bare er mig. Da jeg gik i gang den sommermorgen, havde jeg ikke begreb om hvor lang tid, det ville tage. Jeg har brugt de her år på at mærke, hvordan der er inde i mig, og hvad jeg skal sige med det. Om hvad der skulle bo i den her plade," siger Pernille, da vi har sat os med kaffe i havens skyggehjørne.

Et af numrene på pladen, "Is This it?", rummer et hjørne af det svar:

Some told me

I shouldn´t expect anymore from life than

getting a house and a man and a car and a dog

and a child to greet me like a sun in the morning

Is this it?

Is this harder than you thought it would be

No one told me

how hard it would be to fight for love

and I can´t answer all the questions

I got in my head when I wake up in the morning

"På pladen er der mange åbne spørgsmål. Om vores higen efter noget større. Vores behov for drømme. Og viden. Om vores rastløshed. Rastløsheden bliver ofte skældt ud. Men jeg mener, at den er en drivkraft."

Var det den første sang, du lavede?

"Nej… den første sang er ikke kommet med på pladen. Det var den ikke god nok til. Men for mig var der noget nyt i den. Det var nærmest en folkevise eller en salme. Det var virkelig syret. Det var ikke tidens tand, der kom ud der. Det lød ikke som den musik, der bliver spillet i radioen og på hitlisterne."

Hvordan lyder en folkevise eller en salme, når det kommer fra dig?

"Altså det var meget højstemt. Ret højstemt," siger hun, bryder ud i et grin og fortsætter:

"Men samtidig var den en lille sang. Den baskede ikke med vingerne. Det var en lille ting, det var ikke gennemtænkt."

Ikke desto mindre blev netop det at søge tilbage i det gamle, nordiske musikbibliotek et omdrejningspunktet for pladen.

Hvad begyndte du at lytte til?

"I starten var det gamle danske viser: "Du er mine øjesten. En bette dejlig én". Jeg spillede også Højskolesangbogen igennem igen og igen. Jeg har aldrig før hørt så meget Carl Nielsen. Jeg begyndte at studere, hvordan man skriver sådan nogle sange... Hvad er det, som får os til at føle noget, når vi lytter? Hvad gør en sang håbefuld? Trist? Eller opløftet? Hvad er det i måden at skrive på, som får de her følelser frem?"

Blev det en vision for pladen?

"Man kan vel sige, at jeg håber, pladen vil røre noget i dem, der hører den. Men det er jo ikke sikkert, at det er lykkedes. Det er op til lytteren at vurdere, om jeg har nået det mål. Men visionen har været, at man skal mærke noget. Føle noget. Jeg vil gerne ramme mennesker. Og jeg vil ikke fedte med mig selv."
Væk fra rampelyset

Det var en årelang og udadvendt periode, Pernille Rosendahl lagde bag sig, da hun gik i gang med pladen: flere sæsoner i træk med "X Factor". Og dermed konstant i kontakt med de sange, der rør sig i tiden. Nu var behovet et andet.

"Det at gå i gang med pladen var som at tage en pille, der langsomt rensede ud i alt det, jeg havde samlet op over en del år."

En slags detox?

"Det kan man godt sige. I hvert fald begyndte jeg fra den sommerdag at lytte til en helt anden slags musik. Og med det opstod der også et naturligt behov for at fjerne sig fra rampelyset. Jeg havde brug for at slå bak. Fuldstændig. Og trække mig tilbage. Jeg fik behov for at fordybe mig og ikke være tilstede i alting."

Hvad gør det ved én?

"Faktisk blev jeg ret usikker på, hvor jeg selv stod. Jeg har nok været i en lidt vægtløs tilstand. Men jeg har valgt at sige, at det er okay at være her. Hvor man faktisk ikke ved noget."

… og så går arbejdet i gang?

"Ja. På en måde kan man sige, at jeg nulstillede mig selv som kunstner. De sidste år har jeg cirklet rundt i sådan en slags Fugl Føniks-fest."

Om og om igen

Pernille Rosendahl gik i arbejdslejr og laboratorium. Sammen med en række forskellige musikere har hun afprøvet sine tekster og melodier igen og igen.

"Det har været trial and error. At prøve sig frem. Begå en masse fejl. Men sammen med de her dygtige mennesker har jeg holdt fokus på, at det er et sted derude. Og nu hvor vi har brugt de sidste måneder her i Los Angeles på at samle pladen, synes jeg, vi er nået frem til en helhed, jeg er meget, meget glad for."

Albummets musikalske univers er i dag blevet sit eget. Aftrykket af den danske salmehistorie er til stede – blandet med storladne strygere, urban trommer og banjo.

Vi lytter til et par af numrene, da vi senere på dagen cirkler ned ad bjerget og lander i det hyggelige byområde Studio City for at spise frokost. Som med Pernille Rosendahls tidligere albums med gruppen Swan Lee er melankolien også tilstede i den nye musik.

"Det er nok et slags grundvilkår," siger hun. Og det minder mig om første gang, vi mødtes til et interview til modemagasinet Costume tilbage i 2002. Dengang var Pernille Rosendahl en relativt ukendt sangerinde på 28 år, der bl.a. fortalte om sin turbulente opvækst i en nordjysk rigmandsfamilie, der gik i opløsning i takt med farens eskalerende alkoholmisbrug. Hun beskrev også et interview med David Bowie, der havde ramt hende stærkt: Han sagde, at det mest triste ved den vestlige verden er, at moderne mennesker ikke tør omfavne både det mørke og lyse i deres hverdag. For ham gik livet ud på at acceptere al tristessen og melankolien, for det er også forbundet med al det vidunderlige og skægge.

Og dengang sagde du, at melankolien nok ville følge dig resten af livet?

"… det havde jeg sgu’ nok ret i," siger hun og river alvoren ud med et klikkende grin.

Det er svært at være utilfreds med noget, når december skinner, og cafeen i Studio City serverer én af byens bedste caesar salads.

Indie prinsessen, der forsvandt

I starten af 00’erne blev Pernille Rosendahl måske ikke Danmarksberømt, som da hun i 2010 dukkede op i "X Factor", men hun blev et af landets mest beundrede stilikoner.

De mandelformede blå øjne og 165 centimeter star quality var mildt sagt til at få øje på i landets modemagasiner. I takt med at Swan Lee gik i radiohit efter radiohit, og det danske anmelderkorps stod klar med superlativer, blev hendes pandehår og sorte eyeliner under øjnene reproduceret på ret så mange andre kvinder i gadebilledet.

I 2006 tog Pernille et skridt i en anden retning. Sammen med kæresten Johan lavede hun rockbandet The Storm. Og det faldt ikke i anmeldernes smag, som ville have deres indie prinsesse tilbage.

"For os var det en fælles drøm om at lave noget, det faldt vores hjerter nær. Vi var jo bare et pallet lille rockband."

På kort tid udgav The Storm tre albums, og den kærlighed de ikke fik fra anmelderne, fik de modsat fra et lille, men trofast livepublikum.

Da Danmarks Radio i 2010 kunne annoncere, at Pernille Rosendahl var ny dommer i talentprogrammet "X Factor", blev omverdenen igen overraskede.

"Jeg var så træt af at blive sat i kasser. Jeg havde behov for at gøre noget, der ikke var så politisk korrekt og tage et livtag med folkeligheden. For jeg elsker virkelig folkelighed."

Var du slet ikke i tvivl?

"Mit instinkt var i første omgang at sige nej, men jeg kunne mærke, det ville være en forkert beslutning. Og de tre år som dommer i "X Factor" har lært mig utroligt meget. Det er et stort maskineri. Som dommer har du ansvaret for, at en gruppe mennesker lander i den bedste udgave – både personligt og musikalsk. For mig blev det en lille lederuddannelse, som jeg på ingen måde har villet være foruden."

I bilen på vej hjem til huset på Oakstone Way kører radiokanalen i sløjfer med Drakes "Hotline Bling".

"Det er jo det vildeste pornoorgel, han har gang i på det her nummer. Det er sateme cool," siger hun og bliver afbrudt af Tristan på bagsædet.

"To dollar til bandekassen," lyder det tilfredst, og så fortsætter de begge med at synge: "… I know when that hotline bling… That can only mean one thing...".

Der er en lethed i at være i selskab med Tristan og Pernille. Der bliver grint. Og givet plads.

Om aftenen – efter vi har spist bøffer og hjemmelavede pommes frites – slutter de af med vandbomber og undervandssvømning i poolen.

Da Tristan er gået i seng, sætter vi os på havebænken med et glas rødvin. Himlen er filmisk stjernefyldt. Og her er helt lydefrit.

"Sådan har det været, siden vi kom. Det har været ret godt for det her pladeprojekt. Nogle gange bliver der jo nødt til at være lidt stille omkring én, for ellers kan man sgu’ ikke høre sig selv."

Der er noget særligt ved at bo på toppen af bjerg.

"Tristan sagde det meget fint en aften, hvor vi sad herude: "Det er som om, at himlen er tættere på end i Danmark. Som om man næsten kan få fat i stjernerne". Det har han, synes jeg, ret i. Der er en kraftfuldhed i det her aftensyn."

Universet og himlen er også et tema på Pernilles plade. Christopher Nolans science fiction film "Interstellar" fra 2014 og ikke mindst komponisten Hanz Zimmers lyddesign er været til inspiration.

"Jeg har dyrket det soundtrack helt religiøst. Den her følelse af at kigge op på himlen og føle sig helt ubetydelig… den stemning har jeg villet have med på pladen."

Hvad er det særlige ved det for dig?

"Tomheden ude i rummet har jeg altid været betaget af. Vi ved jo så lidt om, hvordan universet hænger sammen. Størstedelen er fyldt op af mørkt stof og energi, som vi stadig ved så lidt om," siger Pernille, der på Twitter følger astronauter, som er udstationeret i rummet. Og hun har været til en del foredrag om den uendelige galakse.

"Det er så spændende. Det med ikke at vide, hvad noget er."

En død kolibri

Næste morgen bliver jeg vækket af et hårdt dunk på vinduet. En lille kolibri ligger forslået ved husmuren og trækker sit sidste vejr.

Det er ikke den første, fortæller Pernille, da vi mødes til morgenmad.

"Jeg ringede til ejerne, da det skete første gang. Det er meget mærkeligt, for det er ikke noget, de har oplevet tidligere."

Og så sker det for dig, der er lidt af et fuglemenneske?

"Ja, det er ret syret. Mit firma hedder noget med fugle. Mit hjem er fyldt med billeder af fugle. Og så er det jo ret sørgeligt at se så mange flyve ind her og ikke overleve," siger hun og fortsætter:

"I tidernes morgen, da jeg startede med at synge i Savage Rose, kan jeg huske, at Anisette sagde: "Du ligner en lille solsort, der skal have en regnorm ned i munden, når du synger"."

Det kan vi ikke lade være med at grine af, da vi fjerner den døde kolibri.

Lyden af Frank Ocean

I Echo Park Downtown L.A. er Jeff Ellis i fuld gang med at mixe numrene på Pernilles plade.

I sommeren 2015 sendte hun ham en mail og to sange. Sammen med Søren Vestergaard havde hun hørt et musiknummer igen og igen, som Ellis havde mixet: "Valentine" af det amerikanske indieband Linus Young.

"Jeg er blevet chefen for det hele. Hvordan skal pladen lanceres. Hvordan skal den udgives?"

"Vi var helt vilde med lyden. Det var popmusik, men ikke tivoliseret popmusik. Det var rigtig musik med guitarsolo. Og så var det simpelthen perfekt mixet."

Dagen efter får hun en mail tilbage. Jeff vil gerne mixe pladen, skriver han og sender Pernille videre til sit management. De får aftalen på plads – og i det forløb finder Pernille ud af, at Jeff Ellis også har mixet det, hun kalder et mesterværk på den nye urbanscene. Nemlig Frank Oceans Grammy-vindende debutalbum Channel Orange.

"Og da vi så snakker sammen, fortæller Jeff, at han det sidste døgn har siddet og mixet Oceans kommende album. Det var fuldstændig surrealistisk."

Efter en snak, hvor Ellis fremhæver de numre, han særligt godt kan lide fra Swan Lee og spørger ind til ideen bag The Storm, er Pernille ikke i tvivl om, at Jeff Ellis er en mand, der går grundigt til værks.

"Og så taler vi selvfølgelig en hel masse om musik, og måden at arbejde med en plade på. Om at det godt må tage tid. Jeg tror, vi genkender nørden i hinanden. Og jeg var ikke i tvivl om, at Søren og jeg skulle tage turen til Los Angeles for at færdiggøre pladen med Jeff."

De sidste måneder har de tre musikere i tæt samarbejde gjort numrene færdige – og her op til udgivelsen er Jeff Ellis på vej til København for at få de allersidste musikalske brikker på plads.
3-2-1

Først kollektiv med Swan Lee. Så duo med The Storm og nu solo.

"Ja… 3-2-1. Det går ligesom nedad," siger Pernille og piller ved et par øreringe i karat, da vi er på shoppetur i Kmart.

"Egentlig har jeg aldrig haft en drøm om at stå alene. Jeg har altid været optaget af og haft et behov for at være en del af et fællesskab. Men med den her plade var det noget andet. Jeg kunne ikke andet end at sætte mig i førerstolen. Jeg har i ligeså høj grad følt mig som en iværksætter som en musiker."

Hvordan har det været?

"Meget anderledes. Det gælder ikke kun det musikalske. Jeg er blevet chefen for det hele. Hvordan skal pladen lanceres. Hvordan skal den udgives? Hvordan skal videoen være og artworket på albummet. Ja… alting."

"Og så har der også været mange mennesker med i processen og tilblivelsen af pladen. Jeg tror næsten, at der har været 100 mennesker med til at hjælpe den på vej."

Der er mange roller at bestride?

"Ja. Heldigvis har jeg prøvet det før med Swan Lee, som vi også selv udgav. Men det er klart lidt mere udfordrende at gøre det alene. Og så kan man jo ikke helt komme udenom det med økonomien. Jeg har forsøgt at lade være med at tænke på, hvad pladen har kostet at lave. Det ville slet ikke give mening," siger Pernille, der står overfor næste udfordring, når hun om et par dage rejser hjem til Danmark.

Så går arbejdet med at få pladen distribueret i gang. I dag er det ikke nok at få den udgivet på cd og vinyl. Sangene skal streames og på de rette spillelister.

"Jeg er den type kunstner, der gerne vil fortælle en sammenhængende historie. Pladen er tænkt som en samling sange, der klæder hinanden og som udgør et værk. Men jeg er jo ikke blåøjet. Jeg ved godt, at det er helt afgørende, at sangene bliver streamet én for én."

Hvordan opleves det som musiker? At ens album, hvor der er tænkt over forløb og numre, måske ikke bliver hørt sådan. At det måske kun er et enkelt nummer eller to, der bliver solgt?

"Sådan har det egentlig altid været. Jeg lyttede også til de samme numre igen og igen, ligesom alle andre har gjort de i deres generationer. Men netop fordi man havde det samlede værk, var der pludselig en sammenhæng eller nogle helt andre sange, der voksede og endte med at blive et hit – måske bare for én selv."

Som fugle jo skal …

De mange kufferter er fyldte. Det er sidste morgen i huset på Oakstone Way. Om en time tager vi turen ud til lufthavnen. For Pernille og Tristan er det ikke sidste gang, de flytter et par måneder af deres liv til Los Angeles.

"Jeg vil meget gerne tilbage og arbejde her. Det har været så inspirerende at møde folk i musikbranchen herover. Det jeg laver, er an acquired taste. Det er ikke mainstream-pop. Men herover er nicherne jo så meget stærkere. Så kan jeg godt se mig selv lave den næste plade her."

Mens vi pakkerne bilerne, lyder der et klonk på køkkenvinduet. Det er endnu en fugl.

I et par minutter sidder den under træet og ryster sin fjerdragt. Og så sker det eneste rigtige: Den bevæger sig. Drejer til siden, basker og flyver.

"Som fugle jo skal," griner Pernille lettet. Og siger på gensyn til huset på Oakstone Way.

På toppen af Los Angeles.

Pernille Rosendahls album udkommer til april.