Få adgang Køb

Tryg og Kræftens Bekæmpelse forlænger samarbejde med fem år

"Partnerskabet viser, hvordan vi kan kombinere forsikring med et vigtigt formål," lyder det fra partnerchef i Tryg

Dækningen er et tilbud til Tryg-kunder, der er medlemmer af Kræftens Bekæmpelse.
Dækningen er et tilbud til Tryg-kunder, der er medlemmer af Kræftens Bekæmpelse. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix. Grafik: Michaël Dorbec. Tryg forsikring

Forsikringskoncernen Tryg og Kræftens Bekæmpelse har besluttet at forlænge deres partnerskab, der blev indgået i 2021, med yderligere fem år.

En central del af samarbejdet er forsikringsproduktet "Sammen mod Kræften", som parterne har udviklet i fællesskab.

Det er en tilvalgsdækning til Trygs person- og rejseforsikringer, der blandt andet giver mulighed for hjælp til pleje i hjemmet, tilskud til hjælpemidler og boligtilpasning samt ekstra dækning, hvis kræftsygdom påvirker en planlagt rejse.

Dækningen koster to kr. om måneden pr. forsikring og tilbydes Tryg-kunder, der er medlemmer af Kræftens Bekæmpelse.

"Partnerskabet viser, hvordan vi kan kombinere forsikring med et vigtigt formål og udvikle løsninger, der tager højde for nogle af de særlige behov, der kan opstå, når kræft rammer," siger Anders Ladewig, partnerchef i Tryg.

Samarbejdet bidrager samtidig økonomisk til Kræftens Bekæmpelses arbejde med forskning, forebyggelse og patientstøtte.

"Samarbejdet med Tryg giver nogle forsikringsmæssige fordele for alle vores medlemmer – og især kræftpatienter og pårørende," siger Ken Andersen, fundraisingdirektør i Kræftens Bekæmpelse.

Andre læser også