I næsten 20 år har en forsikringsordning skullet beskytte ejere af nye boliger mod alvorlige byggeskader.
Mange mener dog, at forsikringerne ikke har fungeret, og derfor har regeringen med et nyt lovforslag nu lagt op til at afskaffe ordningen fra årsskiftet.
Det møder opbakning hos flere partier på Christiansborg – men der er dog hage.
Partierne efterlyser nemlig, at regeringen finder en anden måde at sikre boligejerne på.
“Vi skal selvfølgelig ikke fjerne en ordning og samtidig efterlade boligejerne med et nyt hul i deres beskyttelse. Vi skal have belyst, om der er behov for andre eller bedre løsninger,” udtaler Marie Brixtofte, boligordfører for Venstre, til ForsikringsBrief.
Et tilsvarende budskab kommer fra boligordførerne fra Danmarksdemokraterne og Enhedslisten, hvoraf sidstnævnte er parlamentarisk grundlag for SSFMR-regeringen.
“Vi vil gerne have en alternativ løsning, der beskytter almindelige mennesker, når de bygger,” lyder det fra Lisbeth Torfing, boligordfører i Enhedslisten.
Meldingerne kommer, efter at boligminister Jacob Mark (SF) tidligere har indikeret, at der ikke skulle komme nogen afløser for forsikringsordningen.
Ministeren har til ForsikringsBrief udtalt, at han hverken ser ræson i “at fortsætte i lappeløsningssporet eller at forsøge at finde et nyt, fordyrende bureaukrati uden dokumenteret effekt.”
Men nu lader Jacob Mark (SF) alligevel til at være åben for en alternativ løsning.
FAKTA
Byggeskadeforsikringsordningen
- Ordningen blev indført i april 2008.
- De nuværende regler indebærer, at den professionelle bygherre, der opfører et boligbyggeri, skal tegne en forsikring, som dækker bygningen mod alvorlige byggeskader. Forsikringen følger bygningen, hvorfor det er den aktuelle boligejer, der er dækket.
- Forsikringen gælder i 10 år.
- Det er kommunen, der som bygningsmyndighed i en konkret sag vurderer og afgør, hvorvidt der er tale om opførelse af en bebyggelse, der er omfattet af forsikringspligten.
- I årene 2022 til 2025 (frem til oktober) blev der dækket mellem 0,8 pct. og 4,7 pct. af de anmeldte skader årligt, viser tal fra Social- og Boligstyrelsen.
Kilde: Forsikringsoplysningen og Boligministeriet
For at forstå baggrunden for ordningen for byggeskadeforsikringer skal man tilbage til 2008.
Her blev ordningen indført efter en lang række sager om forbrugere, der var kommet i klemme som følge af konstruktionsfejl ved opførelsen af nye boliger.
Det betød, at boligejerne efterfølgende skulle igennem lange og komplicerede tvister og retssager for at få udbedret fejl og mangler.
Derfor gjorde man det lovpligtigt for bygherrer at tegne en byggeskadeforsikring med det formål at styrke forbrugernes retsstilling og nedbringe antallet af fejl og mangler i det private boligbyggeri.
Siden dengang har ordningen dog løbende fået kritik.
Flere mener, at dækningen har været for begrænset, ligesom der har været historier om, at boligejere er alligevel er endt i kamp med forsikringsselskaberne, fordi selskaberne ikke vil dække skaderne.
Samtidig er antallet af udbydere af forsikringen løbende dalet.
I dag er der kun én udbyder af byggeskadeforsikringer, efter at Topdanmark trak sig fra markedet i 2025. Der er tale om selskabet First, som sælger forsikringer for syndikater, der hører under forsikringsmarkedet Lloyd's of London.
Netop den manglende konkurrence har fået byggeriet til at stejle.
Koster trecifret millionbeløb
Rasmus Dahl, direktør i Eurodan-huse, har tidligere kaldt ordningen for “noget politisk makværk.”
Tilsvarende bifalder man hos arbejdsgiverorganisationen Dansk Håndværk, at regeringen nu vil droppe ordningen.
“Kravet har kostet erhvervslivet mellem 120 og 240 millioner kroner om året – en omkostning, som i sidste ende har gjort nybyggerier dyrere. Desuden har der de seneste år kun været et enkelt selskab, der udbød forsikringen, og dermed har den frie konkurrence på prisen været sat helt ud af kraft,” udtaler direktør Morten Frihagen i en pressemeddelelse.
Der er da heller ikke nogen af de tre boligordførere, som ForsikringsBrief har været i kontakt med, der begræder, at regeringen vil lukke ordningen.
“Hvis vi har en lovpligtig ordning, som er dyr og kun dækker en meget lille del af de anmeldte skader, så skal vi også turde spørge, om den giver mening,” lyder det fra Venstres Marie Brixtofte.
“Vi bakker op om at afskaffe ordningen. Man kan se, at ordningen ikke virker. Derfor giver den falsk tryghed og risikerer dermed at gøre mere skade end gavn,” lyder det tilsvarende fra Lisbeth Torfing fra Enhedslisten.
Også Ulrik Knudsen fra Danmarksdemokraterne støtter, at regeringen vil “luge ud i bøvl og unødvendigt bureaukrati” ved at lukke ordningen.
Men ligesom de andre partier ønsker han at undersøge, om der findes andre “og mindre bureaukratiske måder” at give boligejerne tryghed på.
“For risikoen forsvinder jo ikke, bare fordi man fjerner ordningen. For mange danskere er boligen den største investering, de kommer til at foretage i deres liv,” udtaler han til ForsikringsBrief.
Lignende opfordringer til at finde alternative løsninger er tidligere kommet fra både forsikringsselskabet Gjensidige og Forbrugerrådet Tænk.
Men foreløbig har boligminister Jacob Mark meldt pas.
ForsikringsBrief har spurgt ministeren, hvad han siger til opfordringerne fra de tre partier, og nu åbner han døren for dialog om alternativer.
“Hvis der skulle komme konkrete forslag til løsninger, der kan give boligejerne en bedre beskyttelse, er det naturligvis altid noget, jeg gerne hører nærmere om,” lyder det fra Jacob Mark.
“Men jeg ser ikke nogen grund til at fortsætte ned ad en blind vej og holde fast i en ordning, der påfører forbrugerne unødige udgifter og regler, uden at give dem den hjælp og tryghed som var hensigten.”
ForsikringsBrief har spurgt de tre partier om, hvorvidt de har bud på konkrete løsninger.
Det tyder dog ikke umiddelbart på, at det er fra denne kant, at idéerne skal komme.
Hos Danmarksdemokraterne oplyser Ulrik Knudsen, at han ikke har lagt sig “fast på én konkret model endnu,” mens meldingen er mere klar fra Enhedslistens Lisbeth Torfing.
“Desværre ikke, og jeg har heller ikke set gode bud på en velfungerende løsning,” udtaler hun.
Marie Brixtofte fra Venstre svarer ikke konkret på spørgsmålet om mulige løsninger, men udtaler, at hun vil holde tæt øje med den høring, der kommer med lovforslaget, og den videre dialog med boligministeren.
Lovforslaget har høringsfrist 29. september.