Få adgang Køb

Protector får påbud fra Arbejdstilsynet for “mangelfuld” APV

Sagen bunder alene i en administrativ fejl, lyder det fra den danske landechef

Selve tilsynsbesøget fandt sted den 15. juli 2026 i den danske del af Protector, der hører hjemme i Codanhus på Frederiksberg.
Selve tilsynsbesøget fandt sted den 15. juli 2026 i den danske del af Protector, der hører hjemme i Codanhus på Frederiksberg. Liselotte Sabroe

Arbejdstilsynet har været en tur forbi forsikringsselskabet Protector, hvilket har resulteret i et påbud fra myndigheden.

Det fremgår af en aktindsigt, som ForsikringsBrief har fået.

Påbuddet drejer sig om den lovpligtige arbejdspladsvurdering (APV), som alle virksomheder med ansatte skal gennemføre mindst hvert tredje år og ved væsentlige ændringer i arbejdet, og som har til formål at sikre medarbejdertrivsel og et sundt fysisk og psykisk arbejdsmiljø.

Mangelfuld APV

Tilsynsbesøget fandt sted den 15. juli 2026 i den danske del af Protector, der hører hjemme i Codanhus på Frederiksberg.

Efter besøget var det Arbejdstilsynets vurdering, at virksomhedens arbejdspladsvurdering var “mangelfuld”, fremgår det af dokumenterne.

Det aktuelle påbud drejer sig om specifikke krav til APV'en, som Protector har forsømt at efterleve.

Reglerne foreskriver nemlig, at APV'ens handlingsplan skal være i virksomheden, og at den skal være tilgængelig for virksomhedens ledelse, ansatte og Arbejdstilsynet.

ForsikringsBrief har spurgt adm. direktør i Proctector Danmark, Anders Blom Monberg, hvorfor selskabet ikke har levet op til de gældende regler.

Hertil svarer landechefen i et skriftligt svar, at “handlingsplanen forelå forud for kontrolbesøget, og anmærkningen handler således alene om dens tilgængelighed.”

Ifølge direktøren er sagen ikke et udtryk for Protectors generelle arbejde med arbejdsmiljø og trivsel.

“Det skyldes en administrativ fejl, at den på tidspunktet for kontrolbesøget ikke var frit tilgængelig. Det forhold er naturligvis straks blevet bragt i orden.”

Selskabet skal efterkomme påbuddet senest den 30. oktober 2026.

Andre læser også