Dansk Boligforsikring melder sig nu på banen på markedet for byggeskadeforsikringer.
Men selv om regeringen har efterlyst udbydere på området, er det ikke nok til at ændre holdningen hos boligminister Jacob Mark (SF).
Han ønsker fortsat at droppe den lovgivning, der gør forsikringerne obligatoriske for bygherrer af nye boliger.
Det oplyser ministeren i et skriftligt svar til ForsikringsBrief, efter at Dansk Boligforsikring har opfordret regeringen til at fastholde ordningen.
“Jeg forstår godt Dansk Boligforsikrings ærgrelse. Men et nyt produkt ændrer ikke ved de grundlæggende problemer med ordningen,” skriver Jacob Mark.
“Den er dyr, konkurrencen har i en årrække været meget begrænset, og kun en lille del af de registrerede skader bliver i dag dækket. Ordningen risikerer dermed at give boligejerne en falsk tryghed.”
Ministeren holder dog en lille dør åben for forslag til ordningen, som længe har været omdiskuteret.
FAKTA
Byggeskadeforsikringsordningen
- Ordningen blev indført i april 2008.
- De nuværende regler indebærer, at den professionelle bygherre, der opfører et boligbyggeri, skal tegne en forsikring, som dækker bygningen mod alvorlige byggeskader. Forsikringen følger bygningen, hvorfor det er den aktuelle boligejer, der er dækket.
- Forsikringen gælder i 10 år.
- Det er kommunen, der som bygningsmyndighed i en konkret sag vurderer og afgør, hvorvidt der er tale om opførelse af en bebyggelse, der er omfattet af forsikringspligten.
- I årene 2022 til 2025 (frem til oktober) blev der dækket mellem 0,8 pct. og 4,7 pct. af de anmeldte skader årligt, viser tal fra Social- og Boligstyrelsen.
Kilde: Forsikringsoplysningen og Boligministeriet
Diskussionerne skyldes ikke mindst, at der mangler konkurrence på området, eftersom der er i dag kun er én udbyder – nemlig forsikringsformidleren First.
Samtidig har der tidligere været flere sager med boligejere, der alligevel ikke har kunnet få erstatning, selv om der har været en byggeskadeforsikring.
Desuden har ministeren i forbindelse med et lovforslag om at droppe ordningen selv henvist til data, der viser, at kun få boligejere får dækket deres anmeldte skader.
Der er tale om tal fra Social- og Boligstyrelsen, der viser, at der i årene 2022 til 2025 kun blev dækket mellem 0,8 pct. og 4,7 pct. af de anmeldte skader årligt.
Dermed er dækningsgraden ifølge ministeren væsentligt lavere end for andre forsikringer.
Faktum er, at rigtig mange skader ikke dækkes
Jacob Mark (SF), boligminister
Hos Dansk Boligforsikring, der har analyseret området og forberedt sit indtog på markedet i et helt år, kan man dog ikke genkende tallene.
Desuden har Peter Arnfeldt, der er talsperson og bestyrelsesmedlem i Dansk Boligforsikring, peget på, at ordningen indeholder et stort “skyggetal”.
Ifølge ham håndteres mange byggeskader nemlig ved, at forsikringsselskabet tager fat i byggefirmaet, der har sjusket, og får det til at udbedre skaden – men uden at det opgøres.
“Det er skader, som aldrig bliver registreret i forsikringsmæssig sammenhæng,” siger Peter Arnfeldt til ForsikringsBrief.
Men det holder ikke, mener boligminister Jacob Mark.
“Hvert år bliver der anmeldt flere tusind fejl og mangler i nye ejendomme, hvor kun et fåtal bliver dækket af byggeskadeforsikringsordningen. Jeg har derfor svært ved at se, at ordningen skulle have en positiv “skygge effekt”,” skriver han i sit svar.
“Faktum er, at rigtig mange skader ikke dækkes, og at forbrugeren derfor er overladt til selv at udbedre skaderne.”
Hører gerne på forslag
Dermed er ministeren altså ikke blevet overbevist om, at den snart 20 år gamle forsikringsordning skal have lov til at overleve.
Droppes den, har Dansk Boligforsikring fortalt, at selskabet vil aflyse sin plan. Det skyldes, at selskabet anser det som nødvendigt, at forsikringerne er lovpligtige for, at der er et marked.
Døren hos boligministeren er dog som nævnt ikke helt lukket.
Til ForsikringsBrief udtaler Jacob Mark, at “hvis Dansk Boligforsikring har konkrete forslag til en løsning, der faktisk virker for boligejerne, er selskabet meget velkomment til at bidrage med dem i høringen.”
“De oplysninger vil vi naturligvis se nærmere på,” skriver han.
Ministeren understreger dog igen, at han ikke som udgangspunkt ser behov for at beholde ordningen.
“Vi skal ikke fastholde en dyr og obligatorisk ordning alene på baggrund af forventninger til, hvordan markedet måske vil udvikle sig,” skriver Jacob Mark.
Ministeren har også tidligere udtalt, at han er lydhør over for forslag, efter at boligordførere fra Enhedslisten, Venstre og Danmarksdemokraterne opfordrede ham til at se på alternative løsninger, hvis ordningen lukkes. Læs om det her.
Forbrugerrådet Tænk og forsikringsselskabet Gjensidige har ligeledes efterlyst, at der ses på justeringer af ordningen eller helt nye alternativer – læs mere om det her.
Omvendt ser brancheforeningen Forsikring & Pension ingen grund til at fastholde forsikringsordningen og mener, at markedet selv må klare opgaven – læs om det her.