Hvis forsikringsbranchen har svært ved at tjene penge på byggeskadeforsikringer, er det blot endnu en god grund til at lukke området.
Sådan lyder det nu fra boligminister Jacob Mark (SF) om de forsikringer, der har til hensigt at beskytte ejere af nye boliger mod alvorlige byggeskader.
I 2025 droppede Topdanmark området, fordi selskabet tabte penge på det, og hos den eneste udbyder i dag, forsikringsfirmaet First, er der ikke tale om nogen “guldrandet” forretning, fortæller topchef Flemming Parris.
Alligevel kritiserer First nu regeringens planlagte lukning, da selskabet mener, at det vil være katastrofalt for de danske boligejere, og at ministeren i øvrigt benytter misvisende data som begrundelse.
Men boligministeren fastholder, at forsikringsordningen grundlæggende ikke fungerer.
“At markedet samtidig ikke er attraktivt for forsikringsselskaberne, understreger blot problemerne med ordningen,” skriver Jacob Mark i et skriftligt svar til ForsikringsBrief.
Derfor vil ministeren fortsat udfase de lovpligtige forsikringer fra årsskiftet, men han erklærer sig dog villig til at se på data på området fra First.
Ministerens melding skriver sig ind i den seneste tids debat om ordningen for byggeskadeforsikringer, som er et nicheområde, men som ifølge flere parter har vigtig betydning for boligejerne.
FAKTA
Byggeskadeforsikringsordningen
- Ordningen blev indført i april 2008.
- De nuværende regler indebærer, at den professionelle bygherre, der opfører et boligbyggeri, skal tegne en forsikring, som dækker bygningen mod alvorlige byggeskader. Forsikringen følger bygningen, hvorfor det er den aktuelle boligejer, der er dækket.
- Forsikringen gælder i 10 år.
- Det er kommunen, der som bygningsmyndighed i en konkret sag vurderer og afgør, hvorvidt der er tale om opførelse af en bebyggelse, der er omfattet af forsikringspligten.
- I årene 2022 til 2025 (frem til oktober) blev der dækket mellem 0,8 pct. og 4,7 pct. af de anmeldte skader årligt, viser tal fra Social- og Boligstyrelsen.
Kilde: Forsikringsoplysningen og Boligministeriet
Ordningen blev sat i søen i 2008 efter sager om boligejere, der var plaget af fejl ved opførelsen af nye boliger.
For at styrke forbrugernes retsstilling og øge kvaliteten i boligbyggeriet gjorde et politisk flertal det obligatorisk for bygherrer at tegne en byggeskadeforsikring.
Men ordningen har over årene tiltrukket kritik.
Den er blandt andet gået på, at forsikringerne ikke dækker tilstrækkeligt. Boligministeren har selv henvist til, at tal fra Social- og Boligstyrelsen viser, at der i årene 2022 til 2025 kun blev dækket mellem 0,8 pct. og 4,7 pct. af de anmeldte skader årligt.
Den anden del af kritikken er gået på, at konkurrencen på markedet har været dalende, og at der altså nu kun er én udbyder.
Det hænger som nævnt sammen med, at det har været svært at få økonomi i forsikringstypen, som har et relativt lille omfang med årlige tegninger for mellem 120 og 240 mio. kr.
Til ForsikringsBrief har Dansk Boligforsikring dog annonceret, at selskabet er klar til at gå på markedet, hvis ordningen fastholdes.
Og i lighed med selskabet First mener Dansk Boligforsikring, at der er knas med de tal for skadesdækningen, som regeringen benytter.
Kritikken lyder blandt andet på, at tallene ikke er fuldstændige og kun dækker skader i forbindelse med 1- og 5-års eftersyn og ikke perioderne imellem.
Desuden har begge selskaber peget på, at ordningen har betydelige “skyggetal”.
Med det menes, at First ifølge topchef Flemming Parris skubber på hos entreprenører for, at de skal fikse skader, som boligejeren har meldt ind. Det bliver dog aldrig til en egentlig forsikringssag, og dermed fremgår de ikke af skadesopgørelserne.
Endelig påpeger First, at erstatningsprocenten på byggeskadeforsikringerne er på omkring 80 pct. Det vil sige, at 80 pct. af de indbetalte præmier går til erstatninger. Dertil kommer driftsomkostninger, inden der kan genereres overskud.
Kort sagt mener forsikringsselskaberne, at boligminister Jacob Mark tegner et skævt billede af byggeskadeforsikringerne med udmeldingen om, at de kun i begrænset omfang dækker boligejernes skader.
Det afgørende for mig er, at forbrugerne har betalt for en dyr, obligatorisk ordning, som kun dækker en lille del af de registrerede skader
Jacob Mark, boligminister for SF
Ministeren skriver til ForsikringsBrief, at han “naturligvis lytter til kritikken.”
“Hvis First mener, at selskabet ligger inde med dokumenterede oplysninger, som kan give et mere fuldstændigt billede af ordningen, er de velkomne til at sende dem til ministeriet i forbindelse med høringen,” skriver han.
Han tilføjer, de offentliggjorte tal bygger på de oplysninger, som myndighederne har adgang til. Og de viser altså, at blot en lille del af de registrerede skader bliver vurderet dækningsberettigede.
Desuden påpeger ministeren, at “dækningsgrad og lønsomhed er to forskellige ting.”
“Det afgørende for mig er, at forbrugerne har betalt for en dyr, obligatorisk ordning, som kun dækker en lille del af de registrerede skader,” skriver ministeren.
“Trods flere evalueringer og forsøg på forbedringer står vi fortsat med en dyr, obligatorisk ordning, der ikke fungerer efter hensigten. Derfor er det for mig at se rettidig omhu over for forbrugerne at udfase den.”
Udsigt til lavere priser?
Flemming Parris fra First har opfordret ministeren til at få foretaget en uafhængig analyse af byggeskadeordningen. Det forholder Jacob Mark sig dog ikke til.
First-direktøren har desuden udtalt, at han tvivler stærkt på, at ministeren og boligejerne skal sætte næsen op efter lavere priser, hvis byggeskadeforsikringerne droppes.
Han mener nemlig ikke, at byggefirmaerne vil sænke prisen på boligbyggeri med det, som forsikringerne har kostet, hvis ordningen droppes.
Den påstand svarer ministeren ikke på. I stedet oplyser hans ministerium kort, at “når forsikringspligten bortfalder, bortfalder bygherrens obligatoriske udgift til forsikringen også. Den udgift udgår derfor af byggeriets samlede købspris.”
Læs hele interview med Flemming Parris fra First her.
Som ForsikringsBrief har beskrevet, er det ikke kun First og Dansk Boligforsikring, der er bekymret for regeringens plan om udfasning af byggeskadeforsikringsordningen. Det samme gælder også Forbrugerrådet Tænk og forsikringsselskabet Gjensidige.
Flere partier rundt om regeringen har til ForsikringsBrief fortalt, at de ønsker at drøfte alternative løsninger, hvis regeringen vil droppe ordningen. Læs om det her.