Der er rigeligt med udfordringer for danske virksomheder, men truslen fra cyberangreb er på vej til at bevæge sig op som den mest alvorlige på topledelsernes agenda.
Det mener Jan Kamp Justesen, adm. direktør i LB Forsikring.
“Lur mig, om det (cyberangreb, red.) ikke er nummer ét om nogle år,” sagde han mandag til en debat på brancheorganisationen Forsikring & Pensions årsmøde i Glyptoteket i København.
Her var det overordnede tema "tryghed", mens emnet for den konkrete debat netop var cybertruslen.
Det kunne næsten ikke blive mere aktuelt, eftersom hackere i de seneste uger har kastet sig over danske og europæiske virksomheder og institutioner i et voldsomt omfang.
Kun få er forsikret
Her har der blandt andet været angreb på CPR-registret, Magasin, Københavns Universitet samt kølesystemer i mange europæiske supermarkeder.
De mange angreb er tidligere blevet kædet sammen med den anspændte geopolitiske situation, hvor statslige aktører i stigende grad spiller en rolle ved cyberangreb.
Udviklingen fik for nylig Styrelsen for Samfundssikkerhed til at hæve truslen fra destruktive cyberangreb fra middel til høj.
Ifølge Jan Kamp Justesen er det derfor ikke underligt, at cybertruslen har rykket sig højere op på dagsordenen hos virksomhedslederne.
Hvor it-sikkerhed for bare ti år siden var “pakket godt væk” i hjørnerne af danske virksomheder, er cybertruslen “i dag kommet helt ind i bestyrelseslokalet,” sagde han.
Der er dog brug for endnu mere opmærksomhed på området, da langt de fleste virksomheder fortsat ikke har nogen cyberforsikring.
Netop den pointe fremhævede Lars Bonde, koncerndirektør i Tryg, der var den eneste anden deltager i debatten, da Lisbeth Bech-Nielsen, minister for samfundssikkerhed og beredskab, havde meldt afbud.
Vi har en klar underforsikring på det her område
Lars Bonde, koncerndirektør i Tryg
Ifølge Lars Bonde er det blot 10-15 pct. af Trygs erhvervskunder, der har en cyberforsikring.
“Så vi har en klar underforsikring på det her område,” sagde koncerndirektøren.
Forsikringer dog kun en del af løsningen, understregede han – virksomhederne bliver også nødt til at forberede sig i hverdagen, så hackere ikke kan trænge ind i systemerne.
Ifølge ham er det blot 27 pct. af de små og mellemstore virksomheder, der rent faktisk har en konkret plan for at håndtere en sikkerhedshændelse.
"Vi ved, at det gør en afgørende forskel, om kunderne har en plan for, hvis der sker noget. Og der har vi som forsikringsselskab også en forpligtelse til at hjælpe dem til at være rustet til en skade," sagde Lars Bonde og nævnte, at Tryg blandt andet har forskellige rådgivningsløsninger til kunderne.
Begge direktører påpegede, at der grundlæggende er behov for en endnu større indsats på området.
Det skyldes ikke mindst indtoget af kunstig intelligens, som ifølge Jan Kamp Justesen fra LB Forsikring kun vil øge truslen.
“Det går altså virkelig stærkt med AI, hvor vi i højere grad kan arbejde meget hurtigere, og hvor vi åbner for vores systemer, så AI kan kigge ned i alle hjørner af virksomheden,” sagde topchefen.
“Men det gør også, at alle hjørner kan udnyttes,” tilføjede han.
Ifølge Forsikring & Pension har der allerede halvvejs inde i 2026 været 120 anmeldte hackerangreb, hvilket svarer til godt 60 pct. af alle angreb i 2025. Det er vel og mærke data, der er indsamlet før de seneste ugers mange angreb.
Samtidig er antallet af cyberforsikringer tegnet af små og mellemstore virksomheder blot steget med 3,5 pct. på to år til 24.218 cyberforsikringer. Det udgør dermed en lille del af de over 300.000 små og mellemstore virksomheder, der findes i Danmark.