Købstædernes Forsikring har indgået et nyt samarbejde med Boligportal.
Sådan lyder det på Linkedin fra platformen for lejeboliger, der hvert år skaber over 100.000 matches mellem boligsøgende og udlejere."Som en del af det nye samarbejde får boligsøgende, der køber et abonnement på 4 uger eller 2 måneder, mulighed for at få en flytteforsikring fra Købstædernes Forsikring med på vejen. Det kræver blot, at de giver samtykke til at modtage information om forsikringen," skriver Boligportal.
Boligportal annoncerede tilbage i 2022 et samarbejde med den svenske forsikringsudfordrer Hedvig.
Hedvig rykkede i 2021 ind i Danmark, men allerede i 2023 besluttede selskabet sig for at fokusere på det svenske hjemmemarked, og Hedvig trak sig derfor ud igen.
Partnerskabet er det seneste i rækken for Købstædernes Forsikring, der i august indledte et stort samarbejde med Coop.
Selskabet har meddelt, at flere end 20.000 Coop-medlemmer allerede har skrevet sig op til at høre mere om de nye forsikringstilbud.