Få adgang Køb

If vinder sag om hvidvask i den svenske højesteret

En principiel dom fra den svenske Högsta domstolen slår fast, at forsikringsselskabet If lovligt kunne afvise en bilerstatning

Ved første retsinstans fik sagsøger medhold og blev tilkendt 20.000 svenske kr., ca. 13.000 kr., i erstatning fra If. Den afgørelse har den svenske højesteret nu omgjort.
Ved første retsinstans fik sagsøger medhold og blev tilkendt 20.000 svenske kr., ca. 13.000 kr., i erstatning fra If. Den afgørelse har den svenske højesteret nu omgjort. Foto: PR. Brsen Grafik. If forsikring

Et forsikringsselskab er ikke forpligtet til at udbetale erstatning, selv om der påviseligt foreligger en dækningsberettiget skade, hvis selve kravet mistænkes for at have et hvidvaskformål.

Det slår den svenske højesteret, Högsta domstolen, fast i en principiel afgørelse, hvor forsikringsselskabet If har fået medhold i at afvise en erstatningsudbetaling.

Sagen omhandler en privatperson, der søgte om forsikringserstatning hos If, efter at hans brugte bil var blevet ødelagt i en bilbrand. Skadesbehandlerne hos If bekræftede, at der ganske rigtigt var tale om en forsikringsbegivenhed, men selskabet nægtede alligevel at udbetale erstatningen. Begrundelsen fra If var, at kundens anmodning om udbetaling blev mistænkt for at ske i forbindelse med hvidvask.

Det skriver det svenske medie Risk & Försäkring.

Risiko er nok

Ved første retsinstans fik sagsøger medhold og blev tilkendt 20.000 svenske kr., ca. 13.000 kr., i erstatning fra If. 

Afgørelsen blev dog anket, hvorefter landsretten omstødte dommen med den begrundelse, at omstændighederne omkring hvidvask fritog selskabet for betalingspligten, skriver mediet.

Og samme konklusion er højesteret altså kommet frem til.

I domsafsigelsen fremhæver domstolen, at det er tilstrækkeligt, at der foreligger en “bebrejdelsesværdig risiko” for at handlingen er strafbar. Det kræves således ikke, at penge eller genstande – som i dette tilfælde den udbrændte bil – direkte kan knyttes til en konkret forbrydelse eller kriminel aktivitet. Det afgørende er i stedet, om de samlede omstændigheder ud fra en objektiv vurdering fremstår tilstrækkeligt kvalificerede til hvidvask.

Sagsøger skal som følge af afgørelsen godtgøre If for selskabets sagsomkostninger på 28.000 svenske kr., svarende til knap 19.000 kr.

Andre læser også