Få adgang Køb

Blackstone-plan vækker uro blandt genforsikrere

Kapitalgiganten Blackstone vil sammen med Aon oprette et nyt syndikat hos Lloyd’s. Modellen kan give adgang til op mod 2 mia. dollar i årlige præmier – men møder kritik fra traditionelle genforsikrere

Det nye syndikat skal tage del i risici, som mægleren allerede har samlet og placeret i markedet, men den ordning møder kritik.
Det nye syndikat skal tage del i risici, som mægleren allerede har samlet og placeret i markedet, men den ordning møder kritik. Mike Segar

Blackstone vil længere ind på forsikringsmarkedet. 

Ifølge Financial Times har kapitalforvalteren ført samtaler med et af verdens største selskaber inden for forsikringsmægling, Aon, om et Lloyd’s-syndikat.

Lloyd's of London er kendt som verdens største markedsplads for forsikringer og genforsikringer. Et syndikat betyder en midlertidig gruppe af investorer og forsikringsgivere, der går sammen om at påtage sig forsikringsrisici.

Kontroversiel struktur

Det nye syndikat skal tage del i risici, som mægleren allerede har samlet og placeret i markedet. Planen bygger på kontroversiel struktur, en såkaldt “broker facility”. 

Det er en ordning, hvor en forsikringsmægler samler en portefølje af risici og på forhånd aftaler med en eller flere forsikrere, at de automatisk tager en bestemt andel af forretningen. Det betyder, at forsikreren får adgang til en strøm af præmier, men samtidig overlader en større del af udvælgelsen og placeringen af risici til mægleren.

Syndikatet kan ifølge Financial Times få adgang til op mod to mia. dollar i årlige præmier, ca. 13 mia. kroner, gennem Aons broker facility.

Reaktion fra kritikere

Modellen adskiller sig dermed fra traditionel underwriting, hvor forsikreren i højere grad vurderer og prissætter hver enkelt risiko selv.

Netop dét har fået kritikere til at reagere. En genforsikringschef siger til FT, at Aon reelt vil “forpakke risiko og tage den væk” fra det traditionelle forsikringsmarked.

Kritikken retter sig også mod private kapitalforvalteres rolle. Genforsikrere frygter, at alternative investorer kan trække sig efter store tab. Aon fremhæver omvendt, at modellen skal tilføre ny og langsigtet kapital til markedet, skriver mediet.

Andre læser også