KØB SENESTE NYT KURSER Køb Abonnement
Annoncørbetalt indhold af Lederne

Mange virksomheder har svært ved at arbejde med ESG: ”Vi indfører mange tiltag, men vi er også afhængige af fremtidens teknologi”

Mia Valentina Lauridsen er marketingansvarlig i H. Daugaard, hvor man aktivt arbejder med at forbedre sig på ESG-området. Det er dog ikke uden sine udfordringer - særligt ikke i transportbranchen. Foto: Kåre Viemose
Mia Valentina Lauridsen er marketingansvarlig i H. Daugaard, hvor man aktivt arbejder med at forbedre sig på ESG-området. Det er dog ikke uden sine udfordringer - særligt ikke i transportbranchen. Foto: Kåre Viemose

Den bæredygtige omstilling kan være svær både at komme i gang med og kontinuerligt at arbejde med – selvom det fremover kun bliver et stadigt mere essentielt fokusområde for alle virksomheder. Udfordringen kan dog være større i nogle brancher end andre. Logistikselskabet H. Daugaard i Kolding prioriterer arbejdet, men har også svært ved at komme frem til de rigtige løsninger på egen hånd. Den faglige organisation Lederne har sat sig for at gøre arbejdet med ESG og bæredygtighed nemmere for danske virksomheder.

Det er ingen hemmelighed, at transport er en stor post i erhvervslivets samlede CO2-regnskab. Den forkromede løsning findes ganske enkelt ikke endnu, når det kommer til de køretøjer, der ligger i den tunge ende af skalaen, så på den måde er det svært at komme i bund med CO2-udledningen.

Samtidig betyder de stigende krav til dokumentation på bæredygtige tiltag eller ESG-rapportering, at det kan være svært at finde vej i det bæredygtige landskab, der kun bliver mere komplekst – også gennem lovgivning.

Hos H. Daugaard i Kolding er bæredygtighed og ESG i den grad på dagsordenen – på trods af, at man er udfordret på en lidt anden måde end i mange andre brancher, påpeger Mia Valentina Lauridsen, der er marketingansvarlig.

”I vores branche er ”den dybe tallerken” desværre ikke opfundet endnu, da vi endnu ikke har det bæredygtige og holdbare alternativ til diesel. Vi har en masse andre små alternativer som HVO (biodiesel, red.), men det er væsentligt dyrere og derfor ikke konkurrencedygtigt ift. vores kunder, og snakker vi el, så er rækkevidden og infrastrukturen endnu et for stort problem og kan ikke konkurrere med diesel. Brint er heller ikke kommet langt. Så man kan sige, at vi er nødt til at vente lidt på fremtiden,” påpeger hun.

1I1A5205.jpg
Når man er i venteposition i forhold til teknologiske landvindinger, der kan ændre transportsektorens miljøpåvirkning markant, er der andre lavthængende frugter, man er nødt til at gribe, mener Mia Lauridsen. Foto: Kåre Viemose

Selv i udfordrende brancher er der plads til indsatser

Men selvom man endnu ikke har midlerne til at tackle de største poster i CO2-regnskabet, så betyder det ikke, at der ikke er ESG-point at hente i en virksomhed som H. Daugaard.

”Vi har implementeret et eco-driving system, der skal spare så meget brændstof som muligt baseret på chaufførernes kørselsadfærd, vi er opmærksom på, hvordan vi driver vores lagerhoteller både ift. strøm og varme, og så investerer vi også i lastbiler, der er nyere og dermed har nyere teknologi, hvilket gør dem mere forsvarlige både miljømæssigt og sikkerhedsmæssigt – og så kører vi også med el, der hvor vi kan,” fortæller Mia Lauridsen og tilføjer:

”Men generelt tror jeg, vi for os synes, det er sværere at omstille sig grønt i vores branche end i andre, fordi vi mangler teknologien. Det er også derfor, vi prøver at plukke de lavthængende frugter og tænke mange bække små.”

H. Daugaard har nedsat en ESG-gruppe på fem nøglepersoner, men man mangler dog generelt en kompetence in-house, som har den fulde forståelse for og overblik over ESG, og hvad det indebærer. Det arbejder man hårdt på at løse.

1I1A5260.jpg
H. Daugaard har nedsat sin egen ESG-gruppe på fem personer, som løbende skal forbedre arbejdet med alle de tre indsatsområder. Foto: Kåre Viemose

Der mangler kompetencer til det konkrete ESG-arbejde

Og netop den udfordring kender man godt til inde hos den faglige organisation Lederne.

”Når vi laver undersøgelser hos vores medlemmer og spørger dem over en bred kam, så mangler langt de fleste kompetencer til at håndtere ESG-data og bæredygtighed helt overordnet. Det er selvfølgelig forskelligt, hvor virksomhederne står henne, nogen er på bar mark, mens andre er i godt i gang, men mangler stadig et værktøj til at beregne på deres mest almindelige ESG-nøgletal,” fortæller Camilla Engelshardt, der er direktør i Lederne.

Og denne udfordring har Lederne sat sig for at løse med lanceringen af ESG Profilen.

Det er et nyt værktøj, der giver både helt konkret viden og forståelse, og som giver nogle konkrete outputs, man kan bruge internt til at drive transformationen og fælles forståelse af, hvad bæredygtighed er, og hvordan virksomheden bruger det. Derudover kan ESG Profilen også anvendes som et dialogværktøj til stakeholders, såsom banken eller investorer eller samarbejdspartnere som søger en forståelse af, hvordan man arbejder med bæredygtighed i virksomheden.

”Vi fokuserer på at modne virksomheders arbejde med ESG, og vi vil gerne sørge for, at ledere kan træffe bedre beslutninger ift. ESG. Det gælder om for os at sikre, at virksomhedens virke og produkter ikke ødelægger klima eller mennesker – og ikke kun om lovgivning og compliance,” tilføjer Camilla Engelshardt.

1I1A5202.jpg
ESG Profilen er en ramme, som giver virksomheder og ledere mulighed for at få et overblik over og afrapportere på deres miljø-, sociale og ledelsesmæssige forhold. Her ses overblikket. Foto: Kåre Viemose

Og selvom H. Daugaard stadig må vente på den helt store klimarevolution inden for transportsektoren, så er det stadig vigtigt at gøre, hvad man kan.

”Vi har fokus på ESG og bæredygtighed, fordi det betyder noget for vores kunder og vores partnere. Vi bliver mødt med krav om at kunne dokumentere, at vi handler. Men vi gør det også for at skabe en bedre verden – alle kan jo se, det går den forkerte vej med klimaet. Og vi synes ikke, det går hurtigt nok med omstillingen,” siger Mia Lauridsen.

Men klima og miljø er én ting – og det er selvfølgelig oplagt at fokusere på det som transportselskab – men der er også S’et og G’et, der kan arbejdes med, mener Camilla Engelshardt.

”Man kan hurtigt blive meget fokuseret på et enkelt område – her er det vigtigt også at få øjnene op for alle de sociale og ledelsesmæssige forbedringer, man kan lave, mens - i dette tilfælde - transportbranchen bliver mere moden på de store poster,” siger hun.

1I1A5214.jpg
Værktøjet skal bidrage til at virksomheder kan få øjnene op for, hvordan de kan forbedre sig på alle de tre områder: Environmental, Social og Governance. Foto: Kåre Viemose

Værktøjet giver et solidt fundament

H. Daugaard har desuden selv været med til at teste ESG Profilen i samarbejde med lederne.

”Jeg synes, det er et godt værktøj til at komme i gang med, og det giver et godt overblik. Man kan nogle gange godt have sine egne forestillinger om, hvor og hvor langt man er, og der kan ESG Profilen især fungere som en god øjenåbner. Når tallene kommer på bordet, bliver det mere tydeligt, hvor skarp man er på de enkelte områder – så den giver et godt udgangspunkt for at skride til handling,” siger Mia Lauridsen.

Netop det at skride til handling er også ét af de vigtigste succesparametre for værktøjet, påpeger Camilla Engelshardt.

”Det er et godt eksempel på, hvordan man kan være langt på E, S eller G og samtidig få glæde af at modne sin forståelse og sit arbejde med de øvrige områder. Det handler nemlig mere om ledelse og mindre om rapportering. Jeg håber, værktøjet kan give mange en langt bedre forståelse og et bedre fundament for at arbejde med den bæredygtige omstilling,” slutter hun.

Du kan læse mere om ESG Profilen og bruge værktøjet her.

Annoncen er produceret den 23.06.2023 af Børsen Creative i samarbejde med Lederne

Forsiden lige nu