KØB SENESTE NYT KURSER Køb Abonnement

Netflix træder speederen i bund

authorimage
BLOGS
Af:
01. Sep 2015

Netflix vil nu være større end de øvrige konkurrenter tilsammen. Og det kræver ifølge selskabets ledelse helt andre boller på suppen end i dag.

Som et lyn fra en klar himmel dropper Netflix nemlig en af selskabets største succesaftaler for at rykke i en helt anden liga.

Det er filmdistributøren Epix som streamingtjenesten, med over 60 mio. abonnenter fordelt på 50 lande, smider helt ud af filmlisterne. Epix er et joint venture i mellem filmstudierne MGM, Lions Gate Entertainment og Viacom Paramount.

Det er samtidigt et farvel til store Hollywood-succeser som Hunger Games, Mission Impossible, Transformers og The Wolf of Wall Street. Film der ellers har trukket en hel del besøg blandt brugerne frem til i dag. I alt to tusinde film forsvinder fra Netflix.

Aftalen udløber med udgangen af september.

Wolf of Wall Street - hvordan kunne de lige droppe den?


Forklaringen er at filmene, trods populære, allerede er bredt tilgængelige på konkurrerende streamingtjenester. Og dem vil Netflix ikke længere dele bord med. Aftalen med Epix var ikke tilstrækkelig eksklusiv.

Netflix har nemlig indgået en langt større aftale end tidligere med filmstudier som Disney, Marvel, Pixar og måske oven i købet Lucasfilm, hvilket betyder film som Frost, Iron Man, Avengers, Pirates of the Caribbean og Star Wars.

Okay. Godt svar igen.

Aftalen med Lucasfilm er endnu ikke bekræftet af Netflix.

Fælles for aftalerne er den at Netflix har betinget sig at ingen øvrige streamingtjenester - og her menes der især konkurrenter som Amazon Prime og Hulu – vil få tilgang til de samme storfilm.

Netflix har samtidigt planer om at udvide tjenesten fra 50 til 200 lande inden indgangen af 2017, hvilket med ét vil gøre Netflix større end de øvrige konkurrenter tilsammen.

Det vækker glæde blandt analytikerne.

Blandt bankerne har Netflix aktien modtaget ikke mindre end 24 købsanbefalinger i streg fra nogle af verdens største investeringshuse.

Sammenlagt har 51 pct. af analytikerne en købsanbefaling, 36 pct. en vent-og-se anbefaling og blot 13 pct. en salgsanbefaling.

Gennemsnittet for kursforventningerne over de næste 12 måneder ligger på 140 dollar, når man gennemtrevler bankernes aktieanalyser med højst tre måneder på bagen.

Netflix handles mandag i 115 dollar.