Bjarne Riis siger farvel til cykelsporten: Her er hans nye karrierevej

Besøget er ved at være slut, men inden vi siger farvel, er der lige noget, Bjarne Riis gerne vil vise.

Fra entréen i sin villa ved Vejle Fjord, som han og konen Anne Dorthe Tanderup fik opført i 2002 på grunden, hvor der før lå en planteskole, fører han os ud mod den ene side af det buede hus, ned ad trapper, gennem en slags bryggers og ind i et rum med afdæmpet belysning og væg-til-væg-hylder, der viser sig at være Riis’ vinkælder. Som ivrig samler “since forever” har han gennem årene taget vine med sig hjem fra steder i verden, hvor han har rejst, og ned fra en hylde hiver han bl.a. en tom Cheval Blanc fra 1990 med signaturer på etiketten fra sine tidligere holdkammerater Jan Ullrich, Erik Zabel, og Rolf Aldag samt den dato og det sted, hvor de fire stjerneryttere i 1999 delte den mellem sig.

Men det er ikke dét, Bjarne Riis gerne vil vise. I et hjørne af lokalet, hen over ryglænet på en stol, hænger den: den gule trøje fra Tour de France i ’96, der altså ikke længere ligger klar til afhentning i en papkasse i garagen, som Riis ellers sagde, da han i 2007 erkendte brug af doping, mens han kørte for det tyske cykelhold Telekom i 90’erne. Og modsat hvad han påstod dengang, betyder trøjen tilsyneladende stadig noget for ham, i hvert fald nok til at han vil fremvise både den og møblet, som den hænger på: En ornamenteret, gul træstol, polstret med stoffet fra et signeret eksemplar af den gule trøje, som Riis fik foræret på dagen for Tour-sejren – af hvem husker han ikke længere – mod at han lod sig fotografere i stolen, siddende midt under triumfbuen i Paris.

“

Cykelsporten, der har jeg været – det er et overstået kapitel. Jeg synes, at jeg har lyst til at lave noget andet

Bjarne Riis

Dengang boede han i Luxembourg, hvor han var rejst til hjemme fra Herning for at begynde sin professionelle cykelkarriere. Siden flyttede han og Anne Dorthe Tanderup til Toscana, og de sidste 17 år har familien haft adresse i den schweiziske by Sorengo ved Lugano, nær grænsen til Italien. I mellemtiden har den 308 kvm store villa i Vejle fungeret som feriebolig, men nu er huset i Schweiz solgt, og når de sidste detaljer falder på plads om en måned eller tre, har Bjarne Riis igen officielt bopæl i Danmark for første gang siden 1985. Men hvorfor vender han hjem – og hvorfor netop nu?

“Det er et sammensurium af omstændigheder,” lyder den helt korte version, halvanden time tidligere i sofaen i husets nederste etage, hvorfra der er udsigt til Vejle Fjord gennem et stort glasparti (Bjarne Riis har for nylig fældet ti træer, som ellers spærrede delvist for udsynet) og til et udsnit af den 7,2 hektar store grund med egen skov og helt nyklippet græsplæne (Bjarne Riis er flittig med havetraktoren).

Mere detaljeret: at han gerne vil se mere til sin to ældste, herboende sønner og sine børnebørn, efter han er blevet farfar for anden gang til en lille dreng (Bjarne Riis siger, at ingen i familien kan få andet end drenge), at de tre mellemste sønner i alderen 18-21 gerne vil flytte sammen i København (Bjarne Riis kigger på lejlighed), og at den yngste søn på 12 – en talentfuld fodboldspiller – ikke trivedes i det lidt gammeldags kæft trit og retning-miljø i sin schweiziske klub og derfor har fået en plads på Vejle Boldklubs akademi, hvor stilen og træningen er mere moderne (Bjarne Riis mener, at de spillede for meget for sig selv og for lidt som et team i Lugano, selvom han anerkender behovet for et vist ego i elitesport).

Men der er også en helt anden grund til, at Bjarne Riis er flyttet hjem: Vi har ikke talt længe, før han erklærer sig færdig med cykelsporten, der har fyldt det meste af hans liv i mere end fire årtier, først som rytter og siden som sportsdirektør og holdejer. Det er med andre ord blevet tid til at tage hul på et nyt kapitel i livet i mere end én forstand.

“De sidste par år nede i Schweiz har jeg gået og overvejet meget, hvad jeg skal fremadrettet, og i den proces er jeg nået dertil, at cykelsporten, der har jeg været – det er et overstået kapitel. Jeg synes, at jeg har lyst til at lave noget andet,” siger han.

Ja, der har da været nogle henvendelser fra investorer, som ville starte et nyt cykelhold, siger han også, men ingen, der var ambitiøse og seriøse nok til at afføde andet end et par indledende møder og et pænt nej tak. I det hele taget er der efterhånden langt og længe imellem, at nogen i cykelsporten tør tænke nyt og innovativt, mener Bjarne Riis, og når han ser cykling på tv og skriver sine Tour de France- og Vuelta España-klummer i B.T., er der ikke rigtig andre end Jonas Vingegaards Jumbo-Visma, som for alvor kan imponere ham.

“Jeg følger jo stadig med – nok også lidt for meget, hvis du spørger min kone – og hvis man kigger på Jumbo-Visma, så er de bare så dygtige. De har selvfølgelig også et stort budget, men intet er overladt til tilfældighederne, og de gør alt, hvad de kan for at jagte de marginal gains, som kan give dem en konkurrencefordel. Kommunikationsmæssigt kunne de godt gøre det bedre, synes jeg, men på alle andre områder er de så langt foran resten. Så hvorfor gør de andre hold ikke mere for at indhente dem? Det kan jeg slet ikke forstå. Hvis du er næstbedst og vil slå de bedste, er du nødt til at være innovativ og kreativ, være smartere eller træne hårdere, og det kan jeg bare se, at de ikke gør.”

Så selv hvis der nu kom et tilbud fra et projekt, der var lige så ambitiøst som f.eks. Jumbo-Visma, ville du sige nej?

“Man skal aldrig være for fin til at sætte sig ned med folk og høre, hvad de har at sige. Men nej, jeg har været der, jeg har prøvet at være den bedste med mit hold.”

Første gang, det så småt gik op for Bjarne Riis, at tiden måske var inde til at forlade cykelsporten, var under Tour de France i 2020. I begyndelsen af året var Bjarne Riis blevet team manager for NTT, men så kom pandemien og ødelagde en stor del af forberedelserne til Touren, og Riis havde ikke haft meget tid til at arbejde med sine ryttere, da han forud for løbets start indkaldte til teammøde.

“Jeg havde forberedt mig grundigt, jeg havde analyseret og lagt taktik og strategi,” fortæller han.

“Jeg vidste, at vi ikke havde det stærkeste hold, og at vi derfor var nødt til at gøre noget uventet, forsøge at gå efter nogle etapesejre og skabe nogle situationer, hvor vi kunne gøre os bemærket. Men imens jeg sidder og fortæller om mine planer, kan jeg bare se på de her gutter, at de sidder og kigger på mig, som om jeg er faldet ned fra månen.”

De havde nærmest givet op på forhånd?

“Ja. Hvorfor er de så overhovedet cykelryttere? De skulle ud at køre verdens største cykelløb, men de havde ingen ild i øjnene, ingen vilje til at kæmpe for deres flag. Det fatter jeg ikke. Og så var det, at jeg tænkte: Det her, det skal jeg væk fra.”

I november 2020 annoncerede Bjarne Riis og NTT, at man havde besluttet at gå hver til sit. I månederne efter fulgte mange gåture i de schweiziske skove med Anne Dorthe Tanderup og mange, grundige overvejelser, og da Bjarne Riis nåede til den erkendelse, at det, der skulle til, var et karriereskift, besluttede han sig som det første for at ringe til Lars Seier.

“Du skal møde Jackie Phillip,” lød svaret fra Riis’ gamle ven og samarbejdspartner, en opfordring, som den nu tidligere cykelboss tog imod. Han og advokaten klikkede, og i foråret 2022 tog Bjarne Riis en bestyrelsesuddannelse i Board Institute, som drives af Phillip.

“

Det var nok lidt sværere, end jeg havde regnet med, at det ville være

Bjarne Riis om at blive forbigået ved Tour-start i København i 2022

Efterfølgende holdt de to kontakt, og da Jackie Phillip senere ringede og spurgte, om ikke Riis ville være en del af bestyrelsesuddannelsens bestyrelse, krævede det ikke megen betænkningstid. De to planlægger nu at holde en række foredrag sammen, og Bjarne Riis håber, at hans nye karriere kan blive en karriere som professionelt bestyrelsesmedlem, hvor han kan hjælpe virksomheder med at udvikle sig og dele ud af sin erfaring med at drive et cykelhold med 80 ansatte i en branche med konstante omvæltninger.

Hvad er det, du har lært, som du mener, at erhvervslivet kan bruge?

“Jeg ved rigtig meget om, hvordan man bygger et team, og hvordan man får folk til at arbejde sammen. Jeg har altid været god til at analysere, og selvom jeg også var god til at sidde nede i Tour-bilen og coache mine ryttere under etaperne, er min største styrke nok mine evne til at sætte mig op i helikopteren og være ham, der holder overblikket og sætter kursen. Det er den her vej, vi skal, venner, og nej, nu er vi på falsk kurs, det duer ikke. Vi kører inden for vores principper, vi skaber et værdisæt, og vi kører efter en filosofi, som alle følger,” siger Bjarne Riis og fremhæver en enkelt, måske nok så væsentlig ting mere:

“Jeg ved jo om nogen, hvad det vil sige at stå i en krise, håndtere den og komme ud på den anden side på en god måde, og det kræver nogle gange, at man skal tage nogle hårde beslutninger med kniven for struben. Jeg har stået midt i orkanens øje – jeg havde nær sagt ørnens øje – så mange gange.”

Der har ganske rigtig været flere af dem, altså kriserne, i Bjarne Riis’ liv, men den vel nok største indtraf, da han i maj 2007 på et pressemøde erkendte at have taget både epo, kortison og væksthormoner, mens han i sommeren ’96 udrettede, hvad mange betragtede som en af danmarkshistoriens største sportsbedrifter. Han gjorde dog blot, hvad alle andre i sporten gjorde dengang, lød forklaringen, og både før og siden har andre danske cykelryttere indrømmet at have taget doping. Men hvor f.eks. Brian Holm og Rolf Sørensen er blevet taget til nåde, endda er blevet afholdte cykeleksperter i medierne, synes dopingspøgelset stadig at hjemsøge Riis – også fordi flere ryttere på hans cykelhold gennem årene er blevet taget for doping – og det er vist ikke for meget at sige, at han i visse kredse i cykelsporten er decideret persona non grata.

Da Tour de France sidste sommer begyndte i Danmark – en årelang drøm for Riis, der endelig blev til virkelighed – var den på daværende tidspunkt eneste danske Tour-vinder således slet ikke inviteret til Grand Depart i København. Officielt lød forklaringen, at man havde prioriteret at invitere politikere frem for tidligere cykelryttere, mens Riis selv sagde, at han var “ærgerlig over ikke at være med.”

“Jeg syntes, det var en meget underlig fornemmelse,” fortæller han i dag.

“Det var nok lidt sværere, end jeg havde regnet med, at det ville være. Men jeg tror simpelthen ikke, at man vidste, hvor man skulle gøre af mig.”

Der er nok dem, som vil sige, at Bjarne Riis helt fortjent stadig må trækkes med fortidens synder, mens andre har luftet det synspunkt, at han er blevet uforholdsmæssigt hårdt behandlet sammenlignet med andre dopingsyndere fra hans samtid. Men hvad synes han selv?

“Åh, det ved jeg ikke,” svarer han først, betænker sig et øjeblik, mens han læner sig tilbage i sofaen – og uddyber så:

“Jeg tror, at alle har kæmpet med deres, men det er klart, at jeg nok har siddet i toppen af kransekagen, fordi jeg var den bedste, og derfor har jeg nok været mere udsat.”

Er du træt af, at du stadig skal høre for det?

“Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige til det. Jeg har aldrig gemt mig væk, og jeg har altid stillet op til tæsk i årenes løb. Jeg har erkendt mine fejl og er kommet videre, men fordi jeg har gjort noget forkert engang, er det jo ikke ensbetydende med, at jeg er et dårligt menneske. Jeg kan stadig være en god leder, og jeg kan stadig inspirere folk.”

Har tæskene været fortjent, synes du?

“Jeg takker bare mig selv for, at jeg har været en stærk person, og at jeg har haft en god familie bag mig. Jeg har selvfølgelig haft mine kriser (Riis blev blandt andet ramt af en depression efter nye dopinganklager mod hans cykelhold i 2014, red.). Hvis jeg ikke havde været stærk, havde jeg nok haft et lidt andet liv.”

Hvordan?

“Bare tag Jan Ullrich,” siger Bjarne Riis med henvisning til den tyske Tour-vinder, der i mange år har kæmpet med blandt andet alkohol- og narkomisbrug, efter han indrømmede at have taget doping.

“Længere væk behøver du ikke at kigge.”

Bjarne Riis lader kortvarigt blikket falde ud på græsplænen, der skråner i retning mod fjorden og på de fældede træer, der ligger spredt ud over haven. Over ham, på trappen op til terrassen, står en stor udstoppet ørn, der er mere end 100 år gammel, sådan en må “Ørnen fra Herning” jo nødvendigvis eje, og ude i køkkenet er Anne Dorthe Tanderup i gang med at undersøge mulighederne for at få installeret en varmepumpe i huset. Lige for tiden er det den slags, der fylder i Bjarne Riis’ hverdag, praktiske ting, der følger med en flytning, med at skulle sælge huset i Lugano og transportere (dele af) vinsamlingen og alle de andre ejendele fra Schweiz til Danmark. Men Bjarne Riis keder sig ikke derhjemme, han er “god til at være alene,” som han siger, cykelbossen, der er kendt for at leve lidt et reserveret liv uden for sporten.

“Jeg er ret genert og en meget privat person. Nogle gange nok lidt for meget. Men det er måske også bare min historik, der har gjort det.”

Inden længe skal Bjarne Riis dog nok få andet at give sig til end at passe have; der er møder i kalenderen, folk, der skal ringes til og drikkes kaffe med, muligheder, der skal overvejes og udnyttes. Og hvis vi nu for en stund forestiller os, at dette var en MUS: Hvor ser Bjarne Riis så sig selv, hvis vi mødes igen om et år?

“Så kunne jeg sagtens se, at jeg har x antal bestyrelsesposter rundt omkring, og at jeg stadig er med til at udvikle Board Institute,” siger han.

“Jeg håber også at holde forskellige former for foredrag og at være med til at inspirere andre folk. Selvfølgelig kan jeg altid holde et foredrag om cykling, om hvordan jeg synes, at Vingegaard og hans hold kører, det er jo ikke så svært for mig. Men jeg vil hellere holde foredrag om ledelse og være med til at tænke nye tanker om, hvad god ledelse er.”

Der er også et andet, mindre og lidt mere personligt mål. Bjarne Riis er blevet ganske involveret i sin søns fodbold – karriere ville nok være at tage for munden for fuld, vi skal huske, at han stadig kun er 12 år, understreger han – og bl.a. har han fået arrangeret, at han skal afholde et lille teambuildingkursus for ungdomstrænerne i Vejle Boldklub. For et par år siden var han også med sin søn til prøvetræning i FCK, arrangeret med hjælp fra Lars Seier, der er storaktionær i hovedstadsklubben, og her blev han meget imponeret af “hele setuppet og den moderne tilgang til både træning og uddannelse”. Mange af de samme ting ser han i Vejle, selvom økonomien er mindre, og jo, det kunne han da godt tænke sig at være med til at udvikle yderligere, hvis nu det skulle ske, at muligheden skulle byde sig.

“Men nu må vi se, hvad der kan lade sig gøre,” siger Bjarne Riis og smiler. Alt er åbent.

Rettelse: Af den trykte udgave af artiklen fremgår, at Bjarne Riis, Erik Zabel, Rolf Aldag og Jan Ullrich delte en flaske Cheval Blanc i 1990. Det var retteligt i 1999, mens vinen er fra 1990.

Det fremgår også, at Bjarne Riis var til Tour de France i juli 2020 – men på grund af corona blev løbet det år først kørt i august-september.