Er du en af de mange investorer, som stak halen mellem benene i sidste uge og solgte ud af din portefølje, efter aktiekurserne dykkede dramatisk?
Du sad måske ovenikøbet med koldsved og stirrede blindt på din netbank, imens din pensionsopsparing skrumpede time for time? Og sidder du nu og overvejer at købe op i selv samme aktier, fordi markedet lader til at have genvundet lidt af formen? Så frygt ej, det gør dig kun til et menneske, siger ekspert i adfærdsøkonomi og investorpsykolog Jens Balle.
”Det er følelser, som hverken du, jeg eller diverse chefstrateger kan se sig fri for. Det vil kræve psykopatisk træk, så gudskelov for det,” siger selvudnævnte investorpsykolog Jens Balle.
Udover at være finansiel kommentator er Jens Balle forfatter til bogen ”Hulemænd i habitter”. Med afsæt i adfærdsøkonomi forsøger bogen at forklare, hvordan følelser og investeringer hænger uløseligt sammen. Jens Balle henviser blandt andet til en undersøgelse, hvor forskere testede folks reaktioner på aktiekurser gennem MR-skanninger.
”Psykologi og følelser går imod markedets logik at sælge på toppen og købe i bunden. Når aktierne falder, og er på sit laveste, er vi paniske og flygter hurtigst muligt væk. Når markedet stiger er vi euforiske og pumper op i vores investeringer,” fortæller han.
Pas på kloge hoveder
”Selv eksperter er mennesker,” siger Jens Balle. Og derfor råder han private investorer til at passe på med at lægge øre til deres anbefalinger og spådomme om fremtiden.
Men du kan da ikke benægte, at nogen strateger har imponerende afkast på deres porteføljer?
”Åh ja, der er helt sikkert nogen, som er utrolig kloge og dygtige, men i det hele taget skal du passe på med at lytte for meget til eksperterne, der kloger sig i Børsen og Millionærklubben,” siger Jens Balle.
Du er selv ekspert, så hvorfor skal de lytte til dig?
”Fuldstændig rigtigt. Du skal også passe på, hvad jeg siger. Min tilgang er dog lidt anderledes. Jeg er ikke ude at snakke om BNP-tal og arbejdsløshedstallene. Jeg prøver at gøre folk bevidste om, hvordan de kan bearbejde de følelser, som kan spænde ben for dem, hvis ikke de passer på,” siger han.