SENESTE NYT KURSER Bliv kunde
Penge

Ekspert: Hypefactors' aktiehype på Facebook er ulovlig

Når Hypefactors får børsdebut mandag, og champagnepropperne springer på First North-Børsen i København, kan der være sket ulovligheder i processen op til børsnoteringen.

“Efter min vurdering er det en overtrædelse af markedsmisbrugsforordningen,” siger børsretsekspert Paul Krüger Andersen, professor emeritus ved Juridisk Institut på Aarhus Universitet, som henviser til markedsmisbrugsforordningens artikel 20, hvori der står, at personer, der laver investeringsanbefalinger eller giver anden information, skal oplyse om deres interesser eller interessekonflikter.

Læs også: Nøgleperson i børsnotering laver børskritisk PR-stunt
Børsen har beskrevet, hvordan selskabets PR-mand Søren H. B. Berg, Berg Communications, i Facebook-gruppen Aktieporteføljen, der har over 50.000 medlemmer, har skrevet en række rosende opslag om Hypefactors og foreslået investering i Hypefactors.

I gruppen bliver der delt tips og tricks om aktier. Men Søren H. B. Berg skrev ikke at han samtidig var hyret af selskabet til at lave PR.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Søren H. B. Berg til denne artikel. Tidligere har han udtalt:

“Jeg kender ikke markedsmisbrugsforordningen.”

Det betyder bl.a., at man skal oplyse om sine egne interesser. Men det kender du ikke?

“Nej, det gør jeg ikke.”

Søren H. B. Berg har i år også har lavet PR-arbejde ved børsnoteringerne af bl.a. Happy Helper og Agillic.
Afdækningen af PR-mandens ageren på Facebook, fik mandag Dansk Aktionærforenings formand Niels Mengel til at kalde metoden fuldstændig uacceptabel og dybt alvorlig.

“Formentlig også på kant med markedsmisbrugsforordningen,” sagde han.

Paul Krüger Andersen deler opfattelsen.

“Efter artikel 20 skal investeringsanbefalinger både være objektive, og der gives oplysninger om eventuelle interessekonflikter. Navnlig omtale af interessekonflikter synes at mangle i hele sagen. Kravet om objektivitet indebærer bl.a., at der skal være en rimelig balance mellem risiko og afkast," siger børsretseksperten.

Fortalte ikke hvem han var

I første omgang undskyldte Hypefactors-direktør Casper Janns sagen med, at det på en underside på selskabets egen netside fremgår, at Søren H. B. Berg er tilknyttet selskabet. Han udtalte samtidig, at PR-manden ikke havde anprist eller opfordret nogen til at købe aktien.

Læs også: Kommende børsselskab rådede privatinvestor til at smide penge efter sig: "Det er kæmpestort"

Imidlertid viste det sig så, at en Facebook-bruger, som efterlyste et råd til at investere 100.000 kr. med middel risiko a’la pensions- eller børneopsparing, havde fået følgende forslag fra Søren H. B. Berg:

“Hypefactors. Det problem de løser, er ikke bredt forstået, men det er kæmpestort og har kæmpe potentiale.”

Børsen spurgte efterfølgende Casper Janns om han på den baggrund stadig mente, at Søren H. B. Berg ikke havde anprist eller opfordret til at købe aktien. Der kom et skriftligt svar, som dog ikke besvarede det egentlige spørgsmål.

Paul Krüger Andersen mener, at kommentaren fra Søren H. B. Berg er en direkte investeringsanbefaling i den strafbare ende. Børsen vil gerne stille Casper Janns en række opfølgende spørgsmål, men han har ikke besvaret telefonopkald eller de spørgsmål, som onsdag blev fremsendt per mail.

Ifølge Paul Krüger Andersen er det ikke kun manglen på omtale af interessekonflikter, der er alvorligt.

“Sad jeg som investeringsrådgiver og fik et spørgsmål om at investere 100.000 kr. med middel risiko, så ville jeg ikke anbefale en aktie i et First North-selskab. Efter min vurdering er den investeringscase, der præsenteres en højrisiko model,” siger han.

Bevæger sig på et farligt område

Ifølge Jesper Lau Hansen, juraprofessor på Københavns Universitet, befinder Søren H. B. Bergs kommentarer sig i et “farligt område.” Han mener dog ikke umiddelbart, at der er tale om et lovbrud.

“Men det kan også være, at jeg tager fejl her, og at det går over grænsen,” skriver Jesper Lau Hansen i et e-mail svar.

Han hæfter sig ved, at udtalelserne er sket på Facebook:

“Jeg finder ikke, at der er tale om et retsbrud. Det skyldes de omstændigheder, som udtalelserne bringes under. Der er tale om et uformelt forum, hvor man udtrykker sig mere uforpligtende og typisk meget kort. Modtagerne/læserne forventer en del “løse skud” og mere eller mindre kvalificerede gæt, og der er ikke rigtig plads til at lave en traditionel interessemarkering.”

Læs også: "Nu har jeg ikke lyst til at udtale mig mere til dig. Tak"

Paul Krüger Andersen mener til gengæld, at lovgivningen også rækker ind i Facebook-gruppen.

“Markedsmisbrugsforordningen omfatter klart også udbredelse af oplysninger via sociale medier,” siger han.

Finanstilsynet oplyser, at man ikke kan se, hvorfor bestemmelsen ikke skulle gælde på sociale medier. Børsen har forelagt dem sagen. Kontorchef Anne Bruun afviste at udtale sig om konkrete sager, men udtalte sig generelt.

I det tilfælde, at et børsselskab har hyret en ekstern konsulent, som går ud og ytrer sig positivt om et selskab og dets aktie, kan det så være markedsmanipultion?

“Det kan det godt være. Men det handler om hvorvidt, der er et forsæt. Der handler det om at afdække, om han har en interesse i at gå ud og gøre sådan noget. Den slags sager rejser altid mange spørgsmål. Vi får en del henvendelser, og men ofte må konstatere, at der ikke er nok til at rejse en sag. Vi er generelt meget opmærksomme på, at der foregår mange interessante ting i diverse debatfora.”

Søren H. B. Berg har forklaret, at hans aflønning ikke er afhængig af resultatet af aktietegningen og børsnoteringen. Efter Børsen beskrev Facebook-kommentarerne har Søren H. B. Berg en række steder tilføjet, at han arbejder for selskabet, ligesom mange kommentarer er slettet.

Andre læser også

BØRSEN

Nyhedsbreve

Tilmeld dig Børsens nyhedsbreve her

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

BØRSEN

Investor

Podcast

BØRSEN

Morgenbriefing

BØRSEN

Topchefernes strategi

Podcast

BØRSEN

Longreads