SENESTE NYT KURSER Bliv kunde
Penge

Aktieåbning: Vestas, GN og Genmab løber i fokus i grønt marked

Regnskaber fra ikke mindst Vestas, GN og Genmab løber med opmærksomheden ved torsdagens åbning af det danske aktiemarked. Vestas var markant bedre på alle poster i regnskabet. Retningen bliver grøn efter nyt fra handelskrigsfronten. USA og Kina er ifølge Bloomberg blevet enige om at tilbagerulle afgifter.

Efter melding fra handelskrigen steg futures markant. Futures på S&P 500 stiger nu 0,5 pct. efter at have ligget omkring uændret, mens DAX-futuren stiger 0,6 pct. efter at have ligget omkring 0,2 pct. højere end meldingen fra Bloomberg.

C25-indekset ligger torsdag morgen 1,2 pct. højere i 1178,85. Onsdag faldt det 0,3 pct.

VESTAS OVERRASKER MARKANT POSITIVT

Vestas mere end levede op til forventningerne på stort set alle parametre i tredje kvartal. Alligevel fastholdes forventningerne til 2019 og venter dermed fortsat en omsætning på 11,0-12,25 mia. euro og en driftsmargin på 8-9 pct.

Selskabet leverede markant bedre end ventede tal for tredje kvartal. Omsætningen blev 3646 mio. euro mod ventet ifølge Ritzau Estimates 3301 mio. euro. EBIT før særlige poster blev 429 mio. euro mod ventet 349 mio. euro, mens ordreindgangen i kvartalet blev 4738 MW mod ventet 3477 mio. euro.

Vestas-aktien stiger massive 7,6 pct. til 584,20 kr.

GN LØFTES AF TAL

GN har fremlagt regnskab for tredje kvartal inden børstid. Den samlede omsætning løb op i knap 3 mia. kr. og driftsresultatet landede på godt 0,5 mia. kr., og begge dele var en kende bedre end ventet.

Den organiske vækst løb op i 13 pct., og den klart største bidragsyder var igen headset-divisionen GN Audio med en organisk vækst på 20 pct., mens høreapparatselskabet GN Hearing præsterede en organisk vækst på 8 pct.

Nettoresultatet på 345 mio. kr. var også en spids bedre end ventet.

GN-aktien stiger 3 pct. til 306,00 kr.

GENMAB FÅR BELØNNING FOR REGNSKAB

Genmab overraskede positivt onsdag efter børstid og torsdag bliver aktien belønnet.

Guggenheim har torsdag øget kursmålet knap 7 pct. til 1832 kr. fra førhen 1719 kr. Anbefalingen af aktien fastholdes på "køb". Det nye kursmål indikerer et potentiale på 25 pct. i forhold til lukkekursen onsdag, hvor aktien sluttede i 1461,50 kr. efter en stigning på 0,3 pct. Også Jyske Bank har løftet kursmålet til 1575 kr. fra 1350 kr.

Genmab overraskede positivt i tredje kvartal, hvor omsætningen og indtjeningen gik pænt frem. EBIT landede på 350,7 mio. kr. mod 200,2 mio. kr. i samme periode sidste år. Genmabs samlede omsætning landede på 1039,8 mio. kr. mod estimeret 933 mio. kr. blandt analytikere, som Bloomberg News har indsamlet estimater fra. I samme periode sidste år var omsætningen 598,6 mio. kr. Endelig viste bundlinjen et plus på 537 mio. kr. mod ventet 216 mio. kr. og et overskud på 179,2 mio. kr. i tredje kvartal sidste år. Det skyldes primært et positivt bidrag på små 350 mio. kr. fra finansposter, der forklares med en større styrkelse af dollar i løbet af året.

Genmab stiger 1,7 pct. til 1487,50 kr. og holder niveauet er aktien dermed i rekord.

Allergikoncernen ALK-Abelló kom ud af det sæsonmæssigt lille tredje kvartal med resultater, der akkurat oversteg analytikernes forventninger. Samtidig op oppræciseres forventningerne til indtjeningen, og nu ventes et driftsresultat før af- og nedskrivninger, EBITDA, på 200-250 mio. kr. mod et tidligere ventet resultat på 150-250 mio. kr.

ALK-aktien stiger 5 pct. til 1580 kr.

Der har også været regnskaber fra Bavarian og North Media torsdag morgen.

NOVO HAR KØBT IND

Novo Nordisk har købt rettighederne til en preklinisk udviklingskandidat, som menes at have potentiale til at behandle ikke-alkoholisk fedtlever, af japanske UBE Industries. Novo Nordisk har længe puslet med nye forretningsmuligheder i den retning. Aktien stiger 0,2 pct. til 381,65 kr.

ISS har også være gennem regnearkene hos SEB og andre analytikerne, der skruer ned for kursmålene.

Efter onsdagens fald på mere end 20 pct. falder aktien 1,6 pct. torsdag til 142,85 kr.

/ritzau/FINANS

Andre læser også

BØRSEN

Nyhedsbreve

Tilmeld dig Børsens nyhedsbreve her

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

BØRSEN

Investor

Podcast

BØRSEN

Topchefernes strategi

Podcast

BØRSEN

Longreads