SENESTE NYT KURSER Bliv kunde
Finans

Jyske Bank-direktør: Vi har rettet op på tre ud af seks påbud

Jyske Bank er i vej med de seks påbud, som de har fået af Finanstilsynet efter en inspektion omkring i november 2017.

Det fortæller Peter Schleidt, der er bankdirektør i den Silkeborg-baserede bank. 

"Når vi opretter nye kunder, sker det fuldt ud efter de krav, der er. Vi har ændret vores organisation, og så har vi tjekket vores udenlandske enhed, hvor det er blevet indført, at man også skal overholde den lokale lovgivning. Det var meget betryggende, det vi så dernede, " siger Peter Schleidt om de seks påbud, der er blevet givet til Jyske Bank.

Dermed er der tre påbud, som endnu ikke er efterlevet.

Det ene drejer sig om, at få opdateret sin hvidvaskpolitik. Her fortæller Peter Schleidt dog, at arbejdet er i gang, og at det kan afsluttes indenfor en måned. Politiken skal dog også  godkendes af bestyrelsen.

Finanstilsynet har også givet et påbud om at sikre, at der var "tilstrækkelige kundekendeskabsprocedurer ved etablering af grænseoverskridende korrespodentbankforbindelse.

"Det går tre måneder, inden, at vi er helt der oppe, hvor vi gerne vil være i forhold til det. Det gælder også for banker, som vi bruger meget sjældent," oplyser han.

Samtidig fik banken også et påbud for at sikre, at man havde et bedre kendskab til sine kunder. 

"Vi har nogle lavrisiko privatkunder, som vi har haft i 20-30 år, hvor vi ikke har fuldt formål og omfang på deres forretning. Men deres forretning er af sådan et omfang, at der er små risici, som vi løbende overvåger. Finanstilsynet har så sagt, at vi kan minimere det endnu mere, hvis vi har fuldt opdateret formål og omfang på den type, og det har vi så sat i gang," forklarer Peter Schleidt.

Han oplyser, at det vil tage op mod et halvt år, inden man er helt i mål med at have styr på det påbud.

"Det er mange kunder, vi skal have fat i, der skal fortælle noget om, hvordan de bruger banken. Så det tager bare tid.

Var på besøg for et år siden

Det er et år siden, at Finanstilsynet var på besøg i Jyske Bank, og Peter Schleidt forklarer, at man efter inspektionen straks gik i gang med arbejdet. 

"Men vi har jo topfokus på det område. Vi har 200 mand der arbejder med det, og vi udvikler det hele tiden. Men vi har selvfølgelig lyttet til, hvad de har sagt, da de var her. Så vi har selvfølgelig forsøgt at ramme ind, så det passer til det også," siger han. 

Peter Schleidt noterer sig, at Finanstilsynet ikke har fundet en eneste kunde, som ikke er blevet behandlet korrekt for at sikre banken mod hvidvaskmisbrug.

"Det synes jeg er positivt, og det allervigtigste fra mit perspektiv. Resten er jo fremadrettet. Det er super fint, og det gør vi selvfølgelig," siger han.

Kendt i over en uge

Oplysninger om, at der var påbud på vej til Jyske Bank blev allerede offentliggjort i sidste uge, da Jyske Bank offentliggjorde regnskab for tredje kvartal. 

Jyske Bank meddelte i forbindelse med regnskabet at banken forventede at modtage en kritisk rapport fra Finanstilsynet , der indeholder "administrative påbud" af bankens håndtering af hvidvask som følge af en tilsynsinspektion i efteråret 2017.

Den jyske bankchef forklarede, at banken er i dialog med Finanstilsynet om rapporten, og at han derfor ikke ønskede at komme nærmere ind på indholdet, før det var på plads.

"Vi er ikke i stand til at få en grøn rapport på alle parametre, men vi investerer massivt i det, og vi er udmærket klar over, at det er en vigtig samfundsmæssig opgave, vi skal tage på os her. Det gør vi efter bedste evne," sagde Anders Dam, der er ordførende direktør i Jyske Bank.

Senere på dagen udsendte banken en fondsbørsmeddelelse kaldet "præcisering vedrørende udkast til hvidvaskrapport", hvor banken gjorde opmærksom på, at der "i forbindelse med kommenteringen af Jyske Banks delårsrapport er opstået rygter om en mulig hvidvasksag i Jyske Bank."

I meddelelsen til markedet blev det slået fast, at Jyske Bank har modtaget et udkast til en rapport på baggrund af en hvidvaskinspektion, som Finanstilsynet gennemførte i efteråret 2017. "Udkastet til hvidvaskrapporten rummer administrative påbud, men hverken bødeforlæg eller politianmeldelse", stod der videre.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

BØRSEN

Investor

Podcast

BØRSEN

Morgenbriefing

BØRSEN

Topchefernes strategi

Podcast

BØRSEN

Longreads

BØRSEN

Nyhedsbreve

Tilmeld dig Børsens nyhedsbreve her

BØRSEN

Selvstændig

Podcast