SENESTE NYT KURSER Bliv kunde
Finans

Interview med formand for estisk finanstilsyn: Det danske finanstilsyn har været for bløde over for Danske Bank

null

Det estiske finanstilsyn meldte tirsdag ud, at Danske Bank skulle lukke sin filial i landet ned inden for otte måneder. Det sker efter den omfattende hvidvasksag, som stod på fra 2007 til 2015, hvor der flød 1500 mia. kr. i mistænkelige transaktioner gennem Danske Banks estiske filial.

Formanden for det estiske finanstilsyn, Kilvar Kessler siger i et interview med Børsen, at det er Danske Banks egen undersøgelse, der nu har ført til, at de har valgt at smide Danske Bank på porten.

"Rapporten viste os, at tingene var endnu værre, end vi var klar over før i 2014," siger Kilvar Kessler og henviser til, at det estiske finanstilsyn udførte to inspektioner i banken i 2014, hvor de blev klar over de store problemer, der var i banken.

Danske Bank meldte selv ud senere, at de på baggrund af beslutningen har valgt at lukke alle deres aktiviteter ned i Rusland og Baltikum.

Hvad specifikt var der i den rapport, der var værre?

"Alting. Omfanget og svigt af interne kontroller i banken. Forretningsmodellen og manglen på risikokontrol. Også hvordan ledelsen håndterede sagen, og hvor gennemsigtigt og ikke gennemsigtigt det var. Og sidst men ikke mindst, så rapporterede banken ikke deres mistænkelige transaktioner til vores Financial Intelligence Unit (det estiske svar på Bagmandspolitiet red.), så banken vildledte myndighederne. Så man kontrollerer ikke sine risici, og derfor løber man en stor risiko på samfundets vegne. Det er ikke acceptabelt for os. Det stemmer ikke overens med vores værdier. Og derfor ser vi, at banken har overtrådt en række regler her i Estland, og det her er vores svar."

Læs også: Det estiske finanstilsyn bekræfter: Danske Bank skal være ude af Estland om otte måneder
Så beslutningen er mere rettet mod Danske Bank end mod Finanstilsynet i Danmark?

"Det danske finanstilsyn har ikke overtrådt estiske regler, banken har overtrådt estiske regler. Det danske finanstilsyn gør deres arbejde i Danmark, og I evaluerer i jeres samfund, om banken har ageret korrekt, og om det danske finanstilsyn har ageret korrekt eller ej."

Synes du, at det danske finanstilsyn har handlet forkert?

"Det kan koges ned til værdier. Jeg synes personligt, at jeres finanstilsyn har været for bløde over for Danske Bank. Men det er selvfølgelig min mening, og jeg er ikke en del af det danske samfund, så derfor kan jeg ikke vurdere det."

Men hvad baserer du det på?

"Lad mig give dig nogle fakta. Blev Danske Banks rapport lavet på grund af det danske finanstilsyn eller på grund af det offentlige pres? Jeg tror, det blev gjort på grund af offentligt pres. Og for det andet, trådte ledelsen tilbage på grund af Finanstilsynet eller på grund af det offentlige pres? Jeg tror, det blev gjort på grund af det offentlige pres. Så det får mig til at sige, at de har været ret bløde."

Skuffelse er ikke i min ordbog

Er du skuffet over det danske finanstilsyn?

"Nej nej nej, skuffelse er ikke en del af min ordbog. I min ordbog er der kun fakta og regler. Og jeg bekymrer mig om fakta og regler. Og hvordan I synes, at det danske finanstilsyn har handlet i forhold til jeres værdier, det er op til jer at finde ud af."

Kilvar Kessler fortæller, at han ikke er enig i den rapport, som Finanstilsynet i Danmark offentliggjorde i januar om deres tilsyn i sagen med Danske Bank. Her blev det beskrevet, at Estland har ansvaret med tilsyn af hvidvaskkontrollerne, mens Finanstilsynet i Danmark har ansvaret for tilsynet med ledelsen.

Den estiske formand mener, at de har gjort deres job korrekt, og siger, at var hos ledelsen i Danske Bank, hvor svigtet lå.

"Jeg kan ikke lide denne form for blamegame. Lad os gøre vores job, og lad os gøre det ordentligt. Og det gjorde vi i 2014 og 2015, og det er det, vi gør nu, og vi er ikke en del af dette blamegame. Hvis en estisk bank havde en filial i Danmark, som havde fejlet stort i forhold til ledelsen, så ville jeg tage skylden og sige, at jeg tog fejl. Jeg ville lære af det, og jeg ville skifte job, hvis det var nødvendigt," siger formanden.

Synes du, at det danske finanstilsyn har spillet det her "blamegame"?

"Jeg forstår ikke, hvorfor de har gjort som de har gjort. Hvis du læser direktiverne, så står det meget klart, hvem der ansvarlige for hvad. Mine danske kollegaer og jeg udgav sågar en fælles erklæring, så jeg forstår ikke, hvad der sker nu."

Du lyder skuffet over det danske finanstilsyn..

"Nej nej. Skuffelse er et meget ladet ord. Men... hvis du siger det. Normalt er jeg meget glad," siger Kilvar Kessler og tilføjer:

"Måske er jeg ikke skuffet, men jeg er ked af det. Jeg kommer fra en meget dårlig skole. Den værste i Tallinn. Man var nødt til at overleve. En ting jeg lærte meget hurtigt var, at hvis man ikke er ærlig, hvis man prøver at vrikke sig ud af noget, så bliver ens vej meget kort. Man er nødt til at være ærlig, handle i god tro, og man er nødt til at være høflig. Det er de simple ting, jeg har lært, fra den skole, hvor jeg gik. Og jeg prøver at opføre mig sådan i mit liv."

Ved ikke om kulturen har ændret sig 

Han vil ikke fortælle præcis hvornår, han fortalte Danske Bank og Finanstilsynet om, at de ville lukke filialen ned, men siger, at der har været diskussioner undervejs.

"Vi informerede vores venner i København, da vi startede processen og endda tidligere, da vi startede vores analyse af rapporten (Danske Banks egen rapport fra september red.). I estisk lov har man en procedure, hvor man laver en høring. Og under høringen har banken lov til at komme med kommentarer," siger han.

Danske Bank har sagt, at de vil nedskalere deres forretninger i Estland. Så de er jo ikke så vigtige mere for Estland. Hvorfor lod I dem ikke bare fortsætte med det?


"Det er et godt spørgsmål. Normalt ved man aldrig, hvornår nogen dropper deres planer. Måske næste år, er der en, der får en idé om, at det er meget godt at operere i Estland, og så vil planerne ændre sig. Man ved aldrig, hvornår det vil ske. Men hvad vigtigere er, da vi så bankens rapport, og da vi fik informationer af vores venner hos Financial Intelligence Unit, så var udfaldet, at disse typer operationer, var ikke en del af vores værdisystem. Det kan vi ikke tolerere. Og så simpelt er det. Hvis man overtræder regler i stor skala, men man så senere begynder at opføre sig ordentligt, så er det stadig ikke i orden, at man har overtrådt reglerne tidligere. Og det er idéen bag afgørelsen."

Men Danske Bank har jo fået en ny ledelse, og de kigger fremad, og de siger, at kulturen har ændret sig. Stoler du ikke på den nye ledelse?

"Vi tænker ikke på det sådan. Rapporten blev lavet på grund af offentligt pres, og ledelsesændringen blev lavet på grund af offentligt pres. Det er ikke gode signaler. Jeg har ikke nogen idé om, hvorvidt kulturen har ændret sig eller ej. Jeg har set, at kulturen kun har ændret sig på grund af offentligt pres, så hvad giver mig grund til at tro, at der er en reel ændring i gang? Og for at være ærlig, så er jeg ligeglad. jeg bekymrer mig kun om, at mine regler er blevet overtrådt i stor stil, vi har lidt på grund af det, jeg ser, at det danske finanstilsyn har været for bløde ved banken, og det er nok for mig. Jeg vil ikke have noget at gøre med den bank. Og hvordan i håndterer banken i Danmark med ny ledelse, nye personer og ny kultur, det må i selv om. Det er fint med os. Det gør I bare. Vi vil ikke have noget at gøre med det. Beklager."

Læs også:
Men hvad er det for værdier du snakker om, der er blevet overtrådt?

"Du må lave sjov. Vi taler om den største hvidvaskskandale i verden. Der er en række regler, der ikke er blevet overholdt. Og hvis man regner omfanget med, så er det alle de ting, der leder til, at jeg siger, at vores værdier er blevet overtrådt," siger han og fortsætter:

"I dag gav jeg et eksempel på pressekonferencen. Hvis man inviterer én til sit hjem, og den fyr opfører sig upassende, så siger man til den fyr, at han opfører sig upassende og ringer til forældrene, og siger, at deres søn opfører sig upassende, måske skulle I reagere. Men så siger forældrene, at det er vores problem, og at de er ligeglade. Imens ødelægger drengen ting, der er vigtige for familien. Så siger man selvfølgelig, at nu er det tid til at tage hjem. Selvfølgelig gør du det på en høflig måde, men du sender ham væk. Og det er det, vi gør, og det må være meget forståeligt for alle."

Mener du, at sådanne forældre ville være dårlige forældre?

"Det er jeg ligeglad med. Jeg har lært min lektie. Næste gang inviterer jeg ikke denne person ind. Forældrene og deres søn bør håndtere det selv. Jeg vil ikke have noget at gøre med deres problemer, hvis de har nogle."

Vendte det blinde øje til


Tror du, at Danske Banks har vidst, hvad der er foregået i filialen?

"Tror du virkelig, at man har en filial, der tjener en ordentlig røvfuld penge, og ingen bemærker det? Det tror jeg ikke på. Selvfølgelig forstår man, hvorfra pengene kommer. Måske ved man ikke, at det er kriminelle penge, men normalt, hvis nogen tjener for meget, og det er over gennemsnittet, så er det en risikofaktor. Det skal man selvfølgelig holde øje med. Og hvorfor har man så ikke gjort det? Det er selvfølgelig spekulationer, men det har man selvfølgelig ikke gjort, fordi man tjente mange penge på det."

Så du mener, at Danske Bank vendte det blinde øje til?

"Baseret på den information vi har, så lyder det helt klart sådan."

Der blev anholdt ti personer i Estland tidligere. Kan det ikke bare have været nogle få personer, der har kendt til det her?

"Når det kommer til kriminelle handlinger, så er det ikke mit bord. Men jeg kan fortælle en ting. Da vi startede det her i 2014, så stod det klart, ifølge vores kilder, at den her type forretning ikke kun var noget, som de lokale udførte. Det her var også noget, som hovedkvarteret var klar over. Det er ikke min afdeling, men det er noget, som jeres finanstilsyn enten er klar over eller burde være klar over. Men min beføjelse gælder desværre ikke i København, fordi jeg ikke er værtstilsynsmyndighed for den her bank."

Tror du, at vi har set alt i den her sag?

"Det er meget spekulativt. Jeg håber, vi har set alt. Men man ved aldrig. Måske er det her noget, hvor alle har lært sin lektie i forhold til at kende sine kunder, og man forstår de her koncepter bedre. Man tager ikke bare alle kunder med ombord."

Kilvar Kessler kalder det en skam, at det er kommet hertil mellem Danmark og Estland.

"Historisk og kulturelt er vi mere eller mindre ens. Problemet er, at når det handler om hvidvask, så er der mange europæiske lande involveret. Vi diskuterer det her i Estland og Danmark, men der er ingen andre europæiske lande, der diskuterer. Hvorfor er det sådan?"

"Jeg er ked af det"

Hvad ville du sige, hvis en anden dansk bank ville åbne i Estland?

"Danske Bank, nej nej nej. Men jeg er ligeglad med om banken er dansk, jeg bekymrer mig kun om, hvilke kontroller den her bank har, hvad deres historie er, og hvordan deres forretningsmodel er. Jeg vil sige, at i er meget velkomne, men jeg tror ikke, jeg får besøg fra Danmark i den kommende tid," siger han med et grin.

Tror du, at den her sag, har skadet forholdet mellem Estland og Danmark?

"Jeg ville gerne tro noget andet. Jeg fortalte det også til Danske Bank, at det er en skam, at vi har denne her uheldige sag. Jeg er ked af det."

Der er dog ikke kun kritik til overs for Danske Bank fra den estiske formand:

"I forhold til Danske Bank så var vi uenige på nogle områder, men vi var meget enige om, at filialen skal lukkes ned på en professionel måde," siger han og tilføjer:

"Jeg håber, at kulturen har ændret sig. Men det er noget, I er nødt til at holde godt øje med. Det er jeres job i Danmark."

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

BØRSEN

Investor

Podcast

BØRSEN

Morgenbriefing

BØRSEN

Topchefernes strategi

Podcast

BØRSEN

Longreads

BØRSEN

Nyhedsbreve

Tilmeld dig Børsens nyhedsbreve her

BØRSEN

Selvstændig

Podcast