Hans Henrik Hoffmeyer var én af deltagerne i dankortejeren Nets’ gyldne medarbejderprogram, hvor 70 personer kunne dele en gevinst på ca. 2 mia. kr. i forbindelse med børsnoteringen i efteråret 2016.
Som ansvarlig for mobile tjenester har han været en nøglemedarbejder i Nets, og det seneste år har Hoffmeyer arbejdet i Smart Payments, et datterselskab, der udvikler nye produkter og tager et kritisk kig på Nets fra et andet perspektiv.
Nu går Nets-direktøren til kryptovalutafirmaet Coinify i Herlev, som han var med til at etablere i 2014 sammen med bl.a. topchef Mark Højgaard.
“Det har ikke været en let beslutning, men som original medstifter, og efter at selskabet har fået anseelige investorer som SEB i ryggen, føler jeg et ansvar overfor ejerne. Jeg har erfaring fra store virksomheder, og nu er Coinify vokset til en størrelse, som gør det naturlig med en profil som mig ombord,” siger Hoffmeyer, som også har været it-chef i smykkeproducenten Pandora.
Inden jul sidste år fik Coinify, som har udviklet en handelsplatform, ca. 30 mio. kr. fra den svenske storbank SEB og de to venturefonde Seed Capital og Nordic Eye.
“Blockchain er et tema som er enormt stort, og vi er kun lige startet på en rejse. Coinify er en stor aktør i Europa, men vi er på vej ud internationalt,” siger Hans Henrik Hoffmeyer.
15 virtuelle valutaer
Hoffmeyer bidrager med en erfaring fra internationale virksomheder, fremhæver Mark Højgaard.
“Og så har han ekspertviden inden for blockchain-regulering, som vi kan bruge, når vi har en målsætning om at blive den første regulerede blockchain-virksomhed under EU’s næste hvidvaskdirektiv,” siger han.
Hans Henrik Hoffmeyer blev ansat i Nets i 2015, i kølvandet på en ny ejerstruktur, hvor kapitalfondene Advent og Bain købte betalingsselskabet fra en række nordiske banker.
“Da jeg blev ansat i Nets trådte jeg tilbage fra formandsskabet for at fokusere på Nets, men fortsatte som bestyrelsesmedlem i Coinify,” siger Hoffmeyer.
Udover en handelsplatform har Coinify udviklet en betalingsløsning til netbutikker, som ønsker at give sine kunder mulighed for at betale med 15 forskellige kryptovalutaer.
“I dag har vi 15 forskellige virtuelle valutaer på vores platform, men vi kan udvide med flere, samtidig som vi kan vækste geografisk, med nye produkter og ind i nye industrier,” siger Hoffmeyer, som bliver driftsdirektør.
“Som driftsdirektør får jeg ansvar for teknologi- og produktudvikling, samt daglige operationer som finans.”
Coinify tilbyder også tjenester til institutionelle investorer, som vil bevæge sig ind i området, f.eks. Blockshipping, pointerer direktøren.
For to år siden indgik Coinify et partnerskab med Nets.
“Coinify og Nets har været samarbejdspartnere over flere år. Nets ser også muligheder i den nye betalingsindustri, så jeg bliver i samme økosystem,” siger Hans Henrik Hoffmeyer.
Sidste år eksploderede markedet for kryptovalutaer, og i december lød Coinifys omsætning på 300 mio. kr.
”Hele markedet er gået langsommere i år. Det har vi brugt positivt, fordi det næste gik lidt for hurtigt i 2017, til at styrke forretningen og organisationen,” siger Mark Højgaard.
Finans
Forgyldt Nets-chef skifter til toppost i hurtigvoksende kryptovalutafirma