Advokaten er direktør for interesseorganisationen The National Whistleblower Center i USA, som kæmper for whistlebloweres interesser. Derudover har Stephen M. Kohn repræsenteret klienter i en række spektakulære sager.
Han var bl.a. advokat for den tidligere bankmand Bradley Birkenfeld, der lækkede kontooplysninger om kunder i den schweiziske storbank UBS til de amerikanske myndigheder.
Det førte til en bøde på 780 mio. dollar (5 mia kr.) til UBS og en historisk belønning til Bradley Birkenfeld. 104 mio. dollar (668 mio. kr.) modtog han for at afsløre ulovlighederne hos sin tidligere arbejdsgiver.
"Hyr en god advokat"
I dag nyder Birkenfeld livet på Malta med to Porscher i garagen og en yacht i middelhavet, mens han rådgiver skattemyndigheder over hele verden.
Læs også: Danske Banks whistleblower står frem med navn: Var chef for Danske Banks baltiske handelsaktiviteter
"Begynd med at indsamle materiale og mange filer på et tidligt tidspunkt. Hyr en god advokat med erfaring fra området og en NGO. Stol ikke på en anklager eller en politiker. Og giv ikke op før du har fået din rimelige andel," lyder Bradley Birkenfelds råd til andre whistleblowere i et interview med tyske Bild sidste år, før han tilføjer:"Så starter du med at feste indtil doktoren kommer. Det er hvad man kan efter, at man har fået nogle få millioner dollars på lommen."
Har skrevet otte bøger om emnet
Så sent som i tirsdags kunne Stephen M. Kohn desuden offentliggøre, at en anonym whistleblower i en skattesag havde modtaget 13,6 mio. dollar (87 mio. kr.) i belønning for sine oplysninger til det amerikanske skattevæsen.
Whistleblowerens oplysninger havde sikret over 52,6 mio. dollar i bøder og ekstra skatteindtægter.
Stephen M. Kohn driver advokatfirmaet Kohn, Kohn & Colapinto sammen med sin bror og har desuden skrevet otte bøger om whistleblower-lovgivningen.