Danske Bank og Nordea samt fire andre nordiske banker er inddraget i en sag om mulig manipulation med de norske interbankrenter, Nibor.
Det norske finanstilsyn har ifølge Financial Times indledt en undersøgelse af påstande fra en udenlandsk bank, om at der er manipuleret med de norske interbankrenter. Danske Bank, DnB, Handelsbanken, Nordea, SEB og Swedbank har stillet priserne.
Chefen for det norske finanstilsyn Morten Baltzersen siger til Financial Times, at der ikke er fundet noget bevis på manipulation med renten, men at nogle markedsdeltagere fra tid til anden har hævdet, at volatile og usædvanlige Nibor-renter indikerer markedsmisbrug.
/ritzau/FINANS