SENESTE NYT KURSER Bliv kunde
Annoncørbetalt indhold af Nykredit

Presset på smv'erne vokser: "Vi mærker, at det er blevet et vigtigere og vigtigere parameter for vores kunder"

For den danske drinksvirksomhed Rebæl har målsætningen fra dag ét været at blive en økologisk eksportsucces. En målsætning der fordrer at virksomheden er i stand til både at begrænse og kunne dokumentere sit CO2-aftryk. Men hvordan er det lige, at man som smv konkret gør det? Foto: Jacob Nielsen
For den danske drinksvirksomhed Rebæl har målsætningen fra dag ét været at blive en økologisk eksportsucces. En målsætning der fordrer at virksomheden er i stand til både at begrænse og kunne dokumentere sit CO2-aftryk. Men hvordan er det lige, at man som smv konkret gør det? Foto: Jacob Nielsen

Krav om rapportering og dokumentation af grønne initiativer kan for mange smv’er blive en både uigennemskuelig og uoverskuelig opgave. Men det er der råd for, lyder det bl.a. fra en erhvervsrådgiver fra Nykredit, der har specialiseret sig i at understøtte smv’er i deres grønne omstilling – heriblandt den danske, økologiske drinksvirksomhed Rebæl.

Nu var reducering af CO2-aftrykket ikke alene en brændende platform for verdens største virksomheder. Gulvet ville også meget snart begynde at brænde under smv’erne.

Det var erkendelsen, som Jacob Kjeldsen, branchedirektør i DI, stod med, da han tilbage i 2019 deltog i Climate Week i New York.

"Det var første gang nogensinde, at jeg så enstemmigt hørte store amerikanske koncerner tale om, hvor vigtigt reducering af deres CO2-aftryk var. Og når de først havde sagt det højt, vidste jeg, at bordet ville fange. Nu var de nødt til at kigge på deres forretning og dernæst deres forsyningskæder," siger Jacob Kjeldsen.

De forsyningskæder inkluderer bl.a. smv'erne, der nu også var tvunget til at forholde sig til den grønne omstilling. Her godt tre år senere er det virkeligheden. I særlig grad hvis man som danske Rebæl har slået sig op på at udvikle og brygge økologiske cocktails til alt fra københavnske Michelin-restauranter til hotelkæder i Singapore.

"Vi kan mærke, at bæredygtighed er blevet et vigtigere og vigtigere parameter for vores kunder. Og fordi vi i Danmark har så mange gode råvarer, oplever vi også, at der bliver stillet ekstra høje krav til, at vi kan levere et bæredygtigt produkt, der er af høj kvalitet," siger Emil Thorborg, som stiftede den økologiske drinksvirksomhed tilbage i 2016.

Et bagkatalog af inspiration

Målsætningen har fra dag ét været, at Rebæl skulle blive en dansk, økologisk eksportsucces. Men det forudsætter, at man er i stand til at begrænse sit CO2-aftryk mest muligt, forklarer Emil Thorborg. Og dernæst kunne dokumentere det for kunderne.

To faktorer der både sammen og hver for sig for rigtig mange smv'er kan fungere som stopklodser for overhovedet at komme i gang med den grønne omstilling. Det fortæller Kristian Bisgaard, der som seniorerhvervsrådgiver i Nykredit netop arbejder med at understøtte bankens smv-kunder i deres grønne omstilling.

Resultatet af det bliver så bare, at de i stedet laver greenhushing. Altså, at de ikke kommunikerer, hvad og hvordan de rent faktisk forbedrer sig

Jacob Kjeldsen, branchedirektør, DI

"Jeg oplever, at rigtig mange smv'er gerne vil arbejde med CO2-aftryk, men lige så ofte har de svært ved at se, hvordan de skal omsætte det lidt højtflyvende begreb bæredygtighed til praksis. Og det kan så resultere i, at de overhovedet ikke kommer i gang,” siger Kristian Bisgaard.

Derfor består Kristian Bisgaards arbejde i høj grad i at sparre med og inspirere smv'erne til at komme i gang med det bæredygtige arbejde. Både i en grøn og økonomisk forstand.

"Jeg har efterhånden skabt mig et større bagkatalog af gode historier og erfaringer fra andre smv'er. Det er bl.a. nogle af de inspirerende historier, der trækkes på, når jeg skal hjælpe smv'erne med at tænke i bæredygtige baner."

En skitsering af de grønne potentialer

Rebæl hører til blandt de virksomheder, Kristian Bisgaard gerne hiver frem fra bagkataloget grundet den proaktive tilgang, de har haft til deres grønne omstilling.

"Vi startede ud med at kigge på, hvor i produktionskæden det var mest oplagt, at vi mindskede vores CO2-aftryk uden at gå på kompromis med kvaliteten," siger Emil Thorborg og fortsætter:

"Det kunne vi bl.a. ved at anvende økologiske råvarer til vores cocktails. Og ved i langt overvejende grad at lade disse råvarer være danske, for på den måde at sikre at transporten af dem bliver så kort som mulig."

For Nykredits Kristian Bisgaard består det inspirerende element ved Rebæl også i, at de dermed selv fik skitseret, hvor de rent faktisk havde mulighed for at sætte ind på den grønne dagsorden.

Det kan rigtig mange smv’er lade sig inspirere af. Få skitseret, hvor i forretningen der kan skabes en positiv effekt

Kristian Bisgaard, Seniorerhvervsrådgiver, Nykredit

"Det kan rigtig mange smv'er lade sig inspirere af. Få skitseret, hvor i forretningen der kan skabes en positiv effekt," siger Kristian Bisgaard.

Det bliver dog straks sværere, når smv'erne skal dokumentere, hvilke effekter deres grønne initiativer rent faktisk har.

"Det er stort set umuligt for en virksomhed at sætte sig ned og regne deres klimaregnskab ud, hvis ikke de har specifikke værktøjer," siger Kristian Bisgaard, der derfor har introduceret så godt som alle sine smv-kunder for værktøjet Valified.

Et redskab, der lader virksomheder indtaste og måle på data om sin produktion, logistik og indkøb. Ligesom det også kan anvendes til at sætte konkrete målsætninger op for virksomhedens bæredygtighedsindsats.

"Valified hjælper virksomhederne med både at rapportere og måle deres arbejde med bæredygtighed. Og så kan det internt tydeliggøre, hvor de eventuelt kan forbedre sig," siger Kristian Bisgaard Mathiesen.

"Det har uden tvivl hjulpet os til bedre at kunne dokumentere vores CO2-aftryk og samtidig blive transparente omkring det, hvilket er et helt afgørende konkurrenceparameter i vores branche," lyder det fra Emil Thorborg om Valified.

Greenhushing i stedet for greenwashing

I 2020 gik Jacob Kjeldsen og Dansk Industri sammen med Industriens Fond om projektet 'Klimaklar SMV'.

Formålet var at forstå, hvilke forhindringer smv'erne har ift. den grønne omstilling, og hvordan de overkommer dem. Konklusionerne spejler mange af de erfaringer, Kristian Bisgaard har gjort sig i sit arbejde som erhvervsrådgiver for smv'erne.

Rebæl 05 beskåret.jpg
Værktøjet Valified har været afgørende for, at Rebæl sammen med mange andre danske smv'er i dag kan rapportere og måle deres arbejde med bæredygtighed. Foto: Jacob Nielsen

"Der er tre overordnede ting, som er usandsynligt vigtige, at smv’erne bliver understøttet i. Den første handler om at få hjælp til at lave virksomhedens klimaregnskab. Uden det regnskab har de nemlig ikke mulighed for at forstå, hvor de i praksis skal sætte ind og hvordan," siger Jacob Kjeldsen og fortsætter:

"Dernæst: At få udpeget, hvor det er bedst at sætte ressourcer ind. Og derigennem sætte nogle delmål i forhold til, hvordan de kommer til slutmålet."

Men en tredje – og for branchedirektøren i DI lidt overraskende ting – som har vist sig som en forhindring, er kommunikationen.

"Kommunikation viste sig faktisk at være en væsentlig årsag til, at de små og mellemstore virksomheder enten holder igen med at arbejde med grønne initiativer – eller afholder sig fra at fortælle om initiativerne, hvis de rent faktisk er i gang med dem," siger Jacob Kjeldsen.

Ifølge branchedirektøren skyldes det, at virksomhederne er bange for at blive beskyldt for greenwashing.

"Resultatet af det bliver så bare, at de i stedet laver greenhushing. Altså, at de ikke kommunikerer, hvad og hvordan de rent faktisk forbedrer sig," siger Jacob Kjeldsen.

Men hos både branchedirektøren og erhvervsrådgiveren er indtrykket, at smv'erne over en bred kam er godt med, når det gælder arbejdet med de grønne initiativer:

"Det er dog fortsat meget branchedefineret, men min egen oplevelse er, at det nu breder sig mere og mere. Det er en agenda, der er begyndt at dryppe ud på flere og flere brancher," siger Kristian Bisgaard.

Læs mere om, hvordan du kan kickstarte din virksomheds rapportering på bæredygtighed her

Annoncen er produceret 21.04.2022 af Børsen Creative i samarbejde med Nykredit

Forsiden lige nu