SENESTE NYT KURSER Bliv kunde
Annoncørbetalt indhold af My Garage

Motorconnaisseur skaber unikt samlingssted for bilentusiaster og fagfolk

Jørgen Lindhard kører sin Ferrari ud af den klimastyrede opbevaringsboks. Han kører jævnligt i den, især når der er mulighed for at "sparke dæk" sammen med andre bilentusiaster. Foto: PR
Jørgen Lindhard kører sin Ferrari ud af den klimastyrede opbevaringsboks. Han kører jævnligt i den, især når der er mulighed for at "sparke dæk" sammen med andre bilentusiaster. Foto: PR

Nord for Vejle er rustikke fabrikshaller epicenteret for et af de mest eksklusive bilunivers i Danmark. Her mødes entusiaster, forhandlere og underskoven af bilspecialister for at dyrke fællesskabet, køre på bane og sparke dæk på de ypperste biler, bilverdenen endnu har frembragt.

”Det er jo som en fodboldklub, eller en golfklub. Du møder andre mennesker, som du kommer i dialog med og udveksler erfaringer. Hvorfor spiller folk golf eller tennis? Det er fællesskabet og til en vis grad nørderiet, der bringer folk sammen,” fortæller Jørgen Lindhard.

Som bilentusiast med fascination for eksklusive specialbiler, møder Jørgen Lindhard mange mennesker med en fælles passion gennem sit bilejerskab. Nogle gange til trackday på eksempelvis Jyllandsringen, andre gange til fælles køreture. Jørgen mødes med andre bilentusiaster til arrangementer hos My Garage, hvor en af husets samarbejdspartnere eksempelvis præsenterer en ny eksklusiv bilmodel.

”Det kan noget at mødes gennem biler. Det specielle er, at det ikke er noget med et bestemt mærke. Det er alle, der interesserer sig for biler. Jeg er kommet til at lære en masse mennesker at kende, og fællesskabet har åbnet nogle døre for min virksomhed. I mange andre erhvervsnetværk har folk forskellige interesser, men her har vi en fælles rød tråd. Alle har samme passion for biler blot på forskellige niveauer,” siger Jørgen Lindhard.


Passion som rød tråd

Passionen er varemærket for My Garage, som har til huse på Vejle-egnen. Eller til haller, skulle man måske sige, men det vender vi tilbage til. For at forstå hvorfor My Garage findes, bør man høre det fra grundlæggeren selv, stifter Anders Kirk, der er inkarneret bilsamler.


pitlane hvid bil.jpg
På banen kan de eksklusive biler komme tættere på deres tophastighed, og den mulighed udnytter flere af medlemmerne i My Garage ved at deltage i trackday-arrangementer. Foto: PR

”Siden jeg var barn, har jeg været fascineret af biler. Jeg holder af mekanikken, eksklusiviteten, designet og de svimlende kræfter i store motorer. Jeg ønskede at skabe et samlingspunkt for mine ligesindede, om det var bilejere, motorcykelspecialister, mekanikere, sælgere eller hvilken som helst anden motorconnaisseur, ” siger han.

My Garage bor i Ege tæppers gamle fabrikshaller i det nordlige Vejle. Et sted, som Anders Kirk inden grundlæggelsen jævnligt passerede og byggede om på inde i tankerne.

”Der var noget ikonisk over de støbte tagkupler, og jeg vidste, at det ville være det helt rigtige sted at starte My Garage,” bemærker Anders Kirk.


20.000 kvadratmeter bilentusiasme

Tagkuplerne er der endnu og selve hallerne er blevet indrettet i samarbejde med Ravn Arkitekter. Upoleret fabriksbyggeri møder skinnede flader og mørke nuancer. Bevæger man sig rundt i hallerne, ser man et væld af forskellige ”butikker”. I et centralt, åbent rum er der showroom for My Garages egen bilforhandler. En række glasindækkede mødelokaler deler det enorme lokale op, og går man bagom, mødes man af en lang række glasbokse. Her opbevares biler for private, som man som beskuer frit kan komme forbi og kigge på.

Overalt står biler fremme på gulvet i gangene og udgør det egentlige møblement på de indre, overdækkede veje. En gang imellem genlyder betonhallerne af et brøl af en motor, der bliver startet op. Man skal se sig for, for her køres biler indendørs. Som en medarbejder bemærker, så kan man lugte på udstødningsgassen, om det er er ny eller gammel bil, der kører forbi, ja næsten, hvor mange cylindre den har.


MY_GARAGE_BØRSEN_NATIVE-4.jpg
Det er fællesskabet, der tiltrækker Jørgen Lindhard, og det er ofte gennem My Garages kreds af bilglade mennesker, han finder det gode selskab. Han bruger både husets specialister og muligheder for at socialisere. Foto: PR

Med andre ord er der mange forskellige aktører under samme tag, og fælles for dem alle er, at de hellere ville have benzin i årerne end blod, hvis det kunne lade sig gøre. My Garage er rammen, hvor alle miljøerne og faglighederne finder sammen på et fabriksgulv.


Italiener får showroom i to etager

Ambitionerne om at hylde de ypperste biler og entusiasterne, der ofrer alt for at køre dem, tiltrækker også Formula Automobile, der er den danske Ferrari og Maserati-importør. Formula Automobile er ved at opgradere sit servicecenter til et fuldtonet arkitekttegnet salgskontor og showroom i to etager. Det gør de for at være der, hvor entusiasmen for eksklusive biler flyder frit, siger Jesper Viskum Schak, der er direktør i Formula Automobile.

”For os handler det ikke bare om at have en forhandler ved den bedste indfaldsvej. Det er vigtigt at have en samarbejdspartner, der tror på det samme, som vi gør – at bilentusiasme er mere end bare biler,” siger han og kommenterer på ideen om et stort hus med alt eksklusivt til bilentusiasten.


My Garage Rolls ROyce.jpg
Det er biler fra øverste hylde, der får Anders Kirks hjerte til at banke, og derfor var det kun naturligt, at man hurtigt fik en aftale om at blive agent for Rolls Royce på plads. Her indgangspartiet til My Garage. Foto: PR

”Vi synes shop-in-shop med komplementære produkter og fokus på oplevelsen er et spændende koncept. Her er også andre aktører (konkurrenter, red.), men det drejer sig om det samme, nemlig passionen for det ypperste,” siger direktøren.

Fra showroomet har de italienske V12-ere kun få meter hen til en oktan 100 stander, der i nær fremtid får selskab af en af landets første og kraftigste hurtigladere til elbiler på hele 360 kW.

Cigarbokse for biler

Det er også en Ferrari, der får chefredaktør for Bilmagasinet, Mikkel Thomsager til at lægge vejen forbi Vejle. I Bilmagasinet har han som journalist skrevet om sine oplevelser med en leaset Ferrari, en bil han får opbevaret i føromtalte glashumidor i My Garage-huset.

”Entusiastbiler kører på sæsonbasis, så om vinteren bliver de opbevaret under optimale temperatur- og fugtighedsforhold. Det er nemt, trygt og sikkert, og når jeg på et tidspunkt skal have lavet noget på bilen, kan bilen trilles ud af boksen og de 20 meter ned til de bedste specialister i Danmark. Jeg behøver ikke engang at være der selv,” siger redaktøren.

I sin egenskab af at være motorjournalist, ser han en del bilarrangementer rundt i landet, og han har også tidligere kørt med til forskellige arrangementer, som My Garage har stået bag. Arrangementer, han ikke tøver med at kalde fantastiske.

”Der flyder en oplevelse af overskud, velvilje og engagement gennem alt, hvad huset laver. Der er en stemning af, at der er plads til at alle. Selvom My Garage fokuserer på premium, må man gerne være med i en gammel Ferrari og Porsche. Man er ikke ’bare’ med, man er velkommen som entusiast,” siger Mikkel Thomsager.


Entusiasmen når nye højder

Planerne for fremtiden er lige så højtflyvende som niveauet i huset. Kommunen har godkendt byggeplaner for et glastårn med endnu flere opbevaringsbokse og kontorer. En samlet udbygning vil bringe kvadratmeterantallet op på over 40.000 kvm og antallet af glasbokse fra 93 til over 150.


Ravn arkitekter.jpg
Store planer for fremtiden. Masser af nye kontorpladser og endnu mere plads til opbevaring af biler, hvis projektet med udbygning af My Garage bliver til virkelighed. Her en visualisering fra arkitekterne bag, Ravn Arkitekter. Foto: Ravn Arkitekter

Det er dog bare i Vejle.

På tegnebrættet er der også tanker om en afdeling til de københavnske entusiaster, og en franchise-afdeling i udlandet. De vidtløftige visioner for, hvordan My Garage skal udvikle sig, møder beundring hos Jørgen Lindhard.

”Det er fascinerende, når Anders (Kirk, red.) fortæller, hvad han vil med My Garage. Meilenwerke i Berlin, som jo er lidt af en pendant, startede i 2011, og selvom My Garage startede i 2016, er det de har formået at gøre i Vejle jo flere ligaer større,” siger han og fortsætter.

”Det er kvaliteten, og måden det er gjort på. Det er de ambitiøse idéer og planer for fremtiden – det stopper aldrig. Der er en rød tråd i det hele og det emmer af kvalitet, det fungerer og det er gennemtænkt,” siger han.

”Det tager jeg hatten af for.”

Kom tættere på specialisterne, hestekræfterne og dækspark, her

Annoncen er produceret 05.09.2022 af Børsen Creative i samarbejde med My Garage

Forsiden lige nu