De lavede testlaboratorie på badeværelset i deres hus og indrettede produktion i garagen. Leo Rasmussen og Marianne Jager var kun lige blevet kærester, da de besluttede sig for at springe hovedkulds ud i et forretningseventyr.
Marianne havde set, hvordan flere gartnerier kæmpede med at ventilere deres drivhuse for at undgå råd og svamp i planterne, og derfor havde hun startet sit eget firma og udviklet et anlæg, der løste dét problem.
Leo var uddannet ingeniør, og da de to tilfældigt mødte hinanden, blev han hurtigt opslugt af idéen om at videreudvikle anlægget, så det også kunne befugte luften og dermed løse flere udfordringer på én gang. Det fandt sted i privaten i Gl. Rye i Midtjylland, hvor næsten alle rum i huset blev inddraget til eksperimenter.
Antallet af dyser, styringer og forstøvere voksede støt fra det lille badeværelse, og fyldte mere og mere i hjemmet i takt med, at deres fælles virksomhed tog form:
“Efterhånden havde vi hele huset fyldt op derhjemme. Det eneste rum, der var helligt, var vores soveværelse,” siger Marianne grinende.
Befugtningssystemerne blev designet og produceret i garagen, og om aftenen lavede Leo styringer til produkterne. Imens Leo fik de bittesmå vandpartikler til at sprøjte ud af de fine dyser og befugte badeværelset, brugte Marianne sin bankuddannelse til bogføring og administration i et tilstødende lokale.
Hvert år opstår et hav af startup-virksomheder ud fra ideer og hårdt arbejde. Hver og en drømmer de om at slå igennem på den store scene og blive solide forretningssuccesser, der kan leve bæredygtigt videre i fremtiden. Sådan var det også for ML System, som Marianne og Leo kaldte deres virksomhed.
“Nu hvor vi ikke har børn sammen, har vi set på ML System som vores fælles barn.
Marianne Jager, stifter, ML System
Efter et par år var de vokset ud af kælderen og garagen, og der var ikke længere plads til hverken produkter eller det stigende antal ansatte i deres hjem.
“Lige pludselig gik det hurtigt. Vi udvidede forretningen med løsninger til træ- og møbelindustrien, derefter til papirindustrien og elektronikproduktion og endda videre til detailhandlen, hvor vi leverede befugtningssystemer til grøntafdelinger rundt om i landet. Vi havde set et hul i markedet hos gartnerierne, men hurtigt viste det sig, at andre brancher havde et lignende behov,” fortæller Leo.
Marianne og Leo fik hele tiden idéer til nye områder, hvor deres system kunne bruges, og efter flere år med vækst og flere ansatte, fik den globale virksomhed Condair øjnene op for ML System. De ville købe virksomheden som et led i en udviklingsplan. Det, der havde tiltrukket deres opmærksomhed, var et kæmpe projekt; verdens største udendørs køleanlæg til bedepladsen i Medina, som ML System havde designet, udviklet og leveret kort forinden.
I sommeren 2011 var Marianne og Leo i tæt dialog med Silvan Meier, ejer og daværende CEO fra Condair, og det var kun et spørgsmål om at få de sidste kommaer på plads i købsaftalen, da endnu en nyhed landede og truede med at fjerne den sidste rest af sommerferie for parret i et allerede sparsomt bemandet kontor.
“Facebook manglede køling til et nyt, stort datacenter, de skulle bygge i Sverige, så det var vi selvfølgelig nødt til også at prioritere,” fortæller Leo.
Selvom Facebook dengang var mindre, så var der allerede dér tale om en solid forretning med omkring 600 millioner brugere. Facebooks hurtige udvikling havde givet dem en række udfordringer med hensyn til at køle deres datacentre i USA. De systemer, de havde indkøbt, kunne ikke løse den enorme køleopgave.
Under en udstilling i USA, hvor ML System skulle vise deres produkter frem for verden, fik det sociale netværk øje på Marianne og Leos specialdesignede højtryksbefugtere og blev nysgerrige.
“Først var de egentlig i tvivl om, hvorvidt vi overhovedet kunne løse opgaven for dem, for vi havde ingen erfaring med datacentre overhovedet. Men vi var opsatte på at overbevise dem om, at det var værd at lade os finde en løsning, der kunne holde,” fortæller Michael Vecht, der var den salgsansvarlige hos ML System på det tidspunkt.
Derpå fulgte en lang periode med tekniske tovtrækkerier.
Facebook havde deres egne folk, som ikke lige lod sig overtale til, hvordan problemet med køling af deres datacentre skulle løses af en lille og relativt ukendt dansk virksomhed. Det var især på den tekniske side, at Facebook var skeptisk over for den danske løsning, fortæller Michael Vecht, inden Leo tager over:
“Det var en tæt på umulig proces. Deres projektleder var meget overbevist om sin egen tekniske indsigt, men under diskussionen frem og tilbage, opstod der jo en vis form for tillid. Det gør der, når man hviler i sin faglighed og udviser respekt for den anden part. I sidste ende var det dét, der skulle til for at få Facebook til at vælge os,” siger han.
”Sådan er det jo med salgsprocesser, det skal man huske, det er altid 10 pct. produkt, 10 pct. pris og 80 pct. tillid,” fortæller Leo.
“Det var i virkeligheden en utrolig uvirkelig proces. Vi havde tidligere haft store ordrer, men det her var i en klasse for sig. Og det var ikke bare os selv, der kunne se det. Silvan Meier fra Condair skulle selvfølgelig høre nyheden, men han tog det hele med ophøjet ro, fordi han slet ikke troede på, at vi kunne hive Facebook-handlen hjem,” siger Marianne.
“Ja, vi var jo bare en lille specialvirksomhed,” tilføjer Leo og fortsætter: “Silvan var faktisk så skeptisk, at han kækt gik med til at give en middag på Noma med det hele, hvis det lykkedes os at lande ordren med Facebook.”
Men ordren landede. Facebook fik løst sit køleproblem af en lille, dansk virksomhed, der var startet i et badeværelse.
“Lad mig sige det sådan: Det var en skøn middag på Noma,” klukker Leo.
I dag er ML System for længst blevet en del af den verdensomspændende virksomhed Condair og har flere af verdens helt store virksomheder som faste kunder. Aftalen med Facebook var blot den første af sin størrelse, og salget til Condair gav muskler til at indgå større partnerskaber med flere kunder i samme kaliber. I dag er for eksempel Lego og Novo Nordisk også at finde i kundeporteføljen.
Nuværende salgsdirektør Carsten Brostrup forklarer.
“Det er en enorm fordel for os, at vi har så veludviklede, professionelle produkter og stadig er lokalt forankret som en dansk virksomhed. På samme tid har vi mange flere muskler bag, som Condair-koncernen giver os. Vi får med andre ord det bedste fra begge verdener.”
Ægteparret selv er heller ikke i tvivl om, at det var den rette beslutning at sælge livsværket, selvom det ikke var en nem beslutning:
“Nu hvor vi ikke har børn sammen, har vi set på ML System som vores fælles barn. Så det var da en hård handel. Men det var den rigtige køber, og det har gjort noget godt for virksomheden,” slutter Marianne taknemmeligt.
Se flere cases på Condairs indeklimaløsninger her
Annoncen er produceret 04.09.2023 af Børsen Creative i samarbejde med Condair