Cloud er grønnere og smartere – men det rejser også nye spørgsmål omkring ansvar og sikkerhed. Især sidstnævnte blev tydeligt ved et hackerangreb på cloudfirmaet Cloudflare tidligere i år, hvor virksomheden – kendt for sine egne it-sikkerhedsløsninger – blev udsat for et målrettet hackerangreb. Hackerne fik adgang via en brist hos en samarbejdspartner, men måske mere fatalt var det, at angrebet var med til at udstille kompleksiteten og afhængigheden i hele cloud-økosystemet.
“Det er jo et ‘wake-up call’, at et firma som Cloudflare kan blive ramt,” lyder det fra it-chef i Semler Gruppen, Morten Rye Christensen, da han sammen med TDC Erhvervs CEO, John Henriksen, deltog i det nyeste afsnit af ‘Ledelsen Hacked’, som blev optaget live under Børsen Bæredygtig Summit 2025. På podcast-scenen satte de to fokus på, hvordan virksomheder balancerer brugen af cloud-løsninger med kravene til cybersikkerhed og bæredygtighed.
Morten Rye Christensen fortsætter: “Det fik da i hvert fald også os til at reflektere over nogle af de krav, vi stiller til vores cloud-leverandører.”
Lyt til afsnittet på Spotify, Podimo eller Apple
Holder fast i strategien
Angrebet fik dog ikke Semler Gruppen til at tøve med deres cloud-first-strategi. Tværtimod.
Valget om cloud handler for Semler Gruppen nemlig om skyens potentielle sikkerheds- og bæredygtighedsgevinster. Men den succesfulde cloud-strategi kræver en ekstraordinær høj grad af governance og intern parathed:
“Vi har været nødt til at kigge indad på vores egen organisering, på vores governance. Det har øget vores modenhed her betragteligt. For når vi har lagt kontrollen ud til eksterne partnere, så skal vi også have folk i organisationen, som kan kontrollere det,” siger han i podcasten.
CEO i TDC Erhverv, John Henriksen, bakker op: “Man kan høste mange fede fordele (ved cloud-løsninger, red.) - men man skal også lige huske, at der er en risiko (...) Selvom dine data ligger hos en anden, er ansvaret dit. Det kræver modenhed og governance.”
Balancen mellem ESG, sikkerhed og cloud
I afsnittet kredses der om balancen mellem bæredygtighed, cloud-løsninger og datasikkerhed - ikke mindst i en tid, hvor præsidenten i Det Hvide Hus har antændt spørgsmålet:Hvem har reelt kontrollen over vores data?
Et spørgsmål, der kun er blevet mere presserende, da det efter optagelsen er kommet frem, at Microsoft på ordre fra Donald Trump har lukket for emailadgangen til en chefanklager hos Den Internationale Straffedomstol.
FAKTA
Ledelsen Hacked - for at forstå fremtiden kræves indsigt i fortiden
Ledelsen Hacked, podcasten hvis målsætning er at gøre det ukonkrete cyberangreb konkret og håndterbart, er tilbage med sin anden sæson. Hvor første sæson tog afsæt i fiktive angreb og virksomheder, sættes der i anden sæson fokus på reelle cyberangreb.
Gennem casen perspektiverer panelet i hvert afsnit, hvad angrebet kan lære os om, hvordan de cyberkriminelle arbejdede dengang, i dag – og hvordan de formentlig vil operere i fremtiden. Dermed stilles der også skarpt på, hvad danske virksomheder kan lære – både nu og fremover. Som titlen antyder, er der særligt fokus på ledelsen, og hvordan den lever op til ansvaret for cybersikkerheden.
Men spørgsmålene bliver også, hvordan vi fordeler det strategiske ansvar for datasikkerhed og bæredygtighed i praksis? Og helt centralt: hvordan kan moderne teknologisk infrastruktur understøtte grønne ambitioner – uden at gå på kompromis med kontrol og sikkerhed?
Det er nogle af de spørgsmål, anført af vært Anders Kjærulff, som it-chefen og CEO’en giver både svar og perspektiver på i dette afsnit af Ledelsen Hacked.
Lyt til afsnittet på Spotify, Podimo eller Apple
LYT ALLE AFSNITTENE HER:
Annoncen er produceret af Børsen Brands i samarbejde med TDC Erhverv