Børsen logo





Træ skal afløse stor klimasynder i dansk byggeri


Af Laura Bisted Jacobsen, Foto: Jacob Nielsen

ANNONCØRBETALT INDHOLD AF TAASINGE ELEMENTER


Topbilled mobil


topbillede

Beton og cement fylder meget i dansk byggeri, men belaster klimaet med store CO2-aftryk. Med træ i konstruktionerne kan man bygge hurtigere og mere bæredygtigt, da træ lagrer CO2. Næste skridt er byggeri med massive træelementer, der for alvor kan reducere brugen af beton i byggeriet.

De store F16-hangarer i beton ligger stadig rundt omkring på den flade slette, der tidligere lagde jord til Flyvestation Værløse. Men flyene er for længst væk. Området vest for København var flyvestation i små 100 år frem til 2004. Området blev sågar angrebet af tyske fly den 9. april 1940, men i dag indtages det af fredelige børnefamilier og andre på jagt efter boliger i rekreative og rolige omgivelser.

Boligprojektet Filmhusene ligger midt på området og stikker op med de to og tre etager og mørke tegl på facaden. De ligner almindelige, nydelige rækkehuse, men konstruktionen er anderledes end de fleste andre byggeprojekter i Danmark. De 38 nyopførte huse er bygget med træelementer, såkaldte trækassetter, der er produceret af Taasinge Elementer. Og brugen af beton i byggeriet er derfor reduceret markant.

”Grundlæggende er den store forskel, at der ikke er porebeton i facaderne, og det er der i et traditionelt byggeri. Her har vi brugt trækassetter. Vi har været meget fokuserede på at hive så meget beton som muligt ud af konstruktionen, og mængden af porebeton i facaderne er reduceret med 30 pct. på Filmhusene ved at bruge trækassetter,” siger Jacob Skelbæk-Bundesen, projektchef hos Bonava, der er bygherre på projektet og har specialiseret sig i bæredygtigt og svanemærket byggeri.

Trækassetterne, der er træelementer med indbygget isolering og dampspærre, bliver konstrueret på en fabrik. Herefter fragtes de til byggepladsen, hvor de relativt hurtigt kan samles til et hus med ydervægge og tag.

”Når vi hurtigere kan samle og dermed lukke husene, nedsætter vi risikoen for fugt,” forklarer Jacob Skelbæk-Bundesen.



FilmhuseneFilmhusene
De 38 nyopførte huse er bygget med træelementer, såkaldte trækassetter, der er produceret af Taasinge Elementer. Foto: Jacob Nielsen

Nybyggeri er ressourcekrævende

Bonava har specialiseret sig i bæredygtigt og svanemærket byggeri. Og træ er en effektiv måde at reducere udledningen af CO2 fra byggebranchen, der bidrager markant til den globale udledning. Det fastslår Torsten Sack-Nielsen, der forsker i bæredygtigt byggeri ved VIA University College i Aarhus.

”Opførelse, brug og nedrivning af bygninger står for ca. 40 pct. af det globale energiforbrug og 40 pct. af verdens ressourceforbrug. Derfor har byggebranchen et særligt ansvar i forhold til at nå klimamålene og mindske det globale overforbrug af ressourcer, og det er nødvendigt at gentænke byggebranchen,” siger han.

Torsten Sack-Nielsen påpeger, at nye beregninger og forskning viser, at energiforbruget ved konstruktionen af nybyggeri efterhånden er lige så stort som energiforbruget i hele bygningens levetid. Derfor er det helt afgørende at kigge på, hvilke materialer man bygger med.

”Træ optager CO2, mens det vokser. Ca. 1,6 ton CO2 pr. ton træ, det er ret meget. I cement- og betonproduktionen udledes der CO2. Træ frigiver kun CO2, når det bliver nedbrudt eller brændt. Hvis man arbejder med byggeelementer, og har det udgangspunkt, at de bliver genbrugt, er det en slags CO2-lagring. Vi binder simpelthen CO2 fra atmosfæren i byggeelementer. Og det er meget positivt,” siger han.


FacadeFacade
Jacob Skelbæk-Bundesen er projektchef i Bonava, der er bygherre på projektet omkring Filmhusene. Foto: Jacob Nielsen

Er bæredygtighed en god businesscase?

Men hvad med omkostningerne? Kan det overhovedet hænge økonomisk sammen at bygge med træelementer? Kan bæredygtighed og den gode businesscase gå hånd i hånd?

”Træ er dyrere. Det er i udgangspunktet billigere at bruge beton. Men i det regnestykke skal hastigheden af byggeprocessen medregnes. For vi bygger hurtigere med træ. Og tid er i den grad penge i byggebranchen. Med trækassetter kan vi hurtigere opføre, isolere og lukke husene. Og herefter begynder den vigtige tørreproces. Så i sidste ende står vi med et hurtigere og mere tørt byggeri,” siger Jacob Skelbæk-Bundesen.

For at byggeri med træ kan hænge økonomisk sammen, er det også afgørende, at genbrug indtænkes i byggeprojekterne. Her er det en fordel, at træelementer er præfabrikeret på en fabrik og kan samles hurtigt – for så kan de også skilles ad igen og bruges i et andet projekt.



TeglTegl
Den cirkulære økonomi er tænkt ind i Filmhusene, hvor de mørke teglskaller, husene er beklædt med, kan skrues af og bruges i et andet byggeri. Foto: Jacob Nielsen


”Træelementer er et vigtigt bidrag i omstillingen til cirkulær økonomi, netop fordi byggebranchen har et så stort ressourceforbrug, skal vi tænke i kredsløb. Når man arbejder med præfabrikation, bliver der opført byggerier, der gør det muligt, at elementerne kan blive adskilt igen efter levetid. Og det fungerer ikke på samme måde, når man støber elementer i beton. Konstruktioner i træ er simpelthen egnet til at tænke cirkulært,” siger Torsten Sack-Nielsen.

Og den cirkulære økonomi er også tænkt ind i Filmhusene, hvor eksempelvis de mørke teglskaller, husene er beklædt med, kan skrues af og bruges i et andet byggeri. Det forklarer Søren Askehave, der er partner og arkitekt hos Juul og Frost Arkitekter. Han har tegnet Filmhusene.

”Filmhusene er et rigtig godt eksempel på et bæredygtigt byggeri. Både i valg af materialer og overflader, men også med tanke på social bæredygtighed. For arkitekturen er jo rammen om et liv, hvor beboerne skal have det godt. Derfor har vi ikke bare tegnet boliger, men haft tanke på, at vi skabte et trygt nabolag,” siger han.

Tegnestuen har stor erfaring med at træbyggeri fra Sverige, men har også ført pennen ved flere projekter herhjemme. Og Søren Askehave er ikke i tvivl om, at træet vil vinde indpas i byggebranchen.

Se Søren Askehave forklare om sine visioner for Filmhusene herunder




Fremtiden byder på mere træ

Både Jacob Skelbæk-Bundesen fra Bonava og Torsten Sack-Nielsen fra VIA University College er enige i, at fremtiden vil byde på meget mere byggeri i træ. Især når CLT-byggeriet tager fart herhjemme. CLT står for cross laminated timber, og det har de samme egenskaber som beton, forklarer Jacob Skelbæk-Bundesen.

”Lige om hjørnet ligger CLT-byggeriet, det bliver det store gennembrud for træbyggeriet. Med CLT-elementer kan man lave lejlighedskel i træ, og her kan man faktisk for første gang hive betonen helt ud. Det kommer til at batte noget,” siger han.

Men for at træbyggeriet rigtig kan tage fat i Danmark, hvor træproduktionen ikke er ret stor, handler det også om, at vi kulturelt skal tage træet til os.

”Vi mangler flere eksempler på træbyggeri i Danmark, også i højden, så vi kan finde vores egen måde at gøre det på. I Midteuropa har man en stærk tradition, men vi skal finde vores egen herhjemme, som vi kan relatere til. Der er et helt klart potentiale for træbyggeri, og det skal nok komme,” mener Torsten Sack-Nielsen.

: Læs også om verdens højeste træhus Mjøstårnet, som er et symbol på, at fremtidens byggeri indeholder træ.

Annoncen er produceret 25.10.2019 af Børsen Creative i samarbejde med Taasinge Elementer.


HangarHangar
De store F16-hangarer i beton, her i baggrunden, ligger stadig rundt omkring på den flade slette, der tidligere lagde jord til Flyvestation Værløse. Foto: Jacob Nielsen.