Hvad kræver det egentlig at være arbejdsgiver i fremtiden? Og hvad kræver den nye generation af medarbejdere af deres arbejdsplads? Meldingen er klar fra fremtidsforsker Liselotte Lyngsø: Dem der ikke kan opfylde de teknologiske og ledelsesmæssige krav, kommer ikke til at få fat i talenterne. Det bliver de omstillingsparate og teknologinysgerrige virksomheder, der vil vinde.
Hun er fremtidsforsker og partner i rådgivningsvirksomheden Future Navigator, og i den grad vant til at fordybe sig i fremtidsscenarier.
Liselotte Lyngsø taler om det, hun kalder the Great Reflection, som står i kontrast til det lignende begreb the Great Resignation, som primært handler om, at mange amerikanere ’melder sig ud’ af det store økonomiske hamsterhjul.
“Der er en hel generation, der er på vej ind på arbejdsmarkedet, som går ekstremt højt op i, hvad der reelt skaber værdi. Ikke bare for virksomheden, men også for dem selv som mennesker og for samfundet. De er ambitiøse på verdens vegne,” siger hun.
“Der er en hel generation, der er på vej ind på arbejdsmarkedet, som går ekstremt højt op i, hvad der reelt skaber værdi
Liselotte Lyngsø, fremtidsforsker
Det betyder, at mange unge vil gå langt for at få et bæredygtigt arbejdsliv – på mange niveauer. Vi har fået øjnene op for det hybride arbejdsliv og færre og færre vil fremover tage sig til takke med det traditionelle arbejdsliv, som vi kender det. Vi vil have lov til at skræddersy omgivelser og tidsforbrug til os selv.
“Man skal se det som legoklodser, hvor mange kommer til at sammensætte hverdagen forskelligt over tid. Vi skifter moduler ud og arbejder gerne for flere forskellige virksomheder på en gang. Virksomhedernes levetid bliver hele tiden kortere og derfor bliver det mere og mere usikkert at kaste alle sine æg i én kurv,” forklarer Liselotte Lyngsø.
I forbindelse med denne udvikling, vil vi bevæge os hen i det, som man i Future Navigator kalder præcisionssamfundet. Et samfund hvor informationer og inputs bliver uendeligt mange – når både økonomi, institutioner og relationer bliver fuldt digitaliserede. Vores evne til at udnytte og forholde os til al genereret data vil blive forstærket markant, og det vil få stor betydning for individet og ledelse – alt kan optimeres og tilpasses til den enkeltes behov uden at gå på kompromis med fællesskabet – både privat og på arbejde.
“Hver enkelt medarbejder vil udvikle en ’digital tvilling’, som er en voksende mængde data om hver enkelt af os. Hvad spiser vi, hvornår arbejder vi optimalt, skal det være koldt eller varmt, hvem arbejder man bedst sammen med, hvordan står det til med vores psykiske og fysiske sundhed osv. Den type data vil blive et ledelsesredskab, som medarbejderen både forventer vil blive brugt til at skabe individualiserede og optimale udviklingsrum, men samtidig også behandles med største fortrolighed,” siger Liselotte Lyngsø.
“Hver enkelt medarbejder vil udvikle en ’digital tvilling’, som er en voksende mængde data om hver enkelt af os
Liselotte Lyngsø, fremtidsforsker
I virksomhedskontekst vil det kræve stor nysgerrighed og omstilling på ledelsesfronten, at sikre tilpasning til den enkelte medarbejder i langt højere grad end nu. De mest succesfulde arbejdspladser bliver dem, der formår at skabe en slags feedback fitnesscenter – hvor fordelene ved individualisering balanceres med fællesskaber, der fortæller dig alt det, du ikke vidste, du ikke kunne undvære og hvor den enkelte bidrager til innovation og onboarding.
“Det betyder eksempelvis, at man forstår at designe arbejdsopgaverne til den enkelte medarbejder og formår at indrette arbejdsgangene så den enkelte kan arbejde optimalt i forhold til sin livssituation. Men også, at arbejdspladsen er præcis i krav til resultat og forventning om udvikling. Fremtidens ledere vil blive målt på deres evne som feedback fitness trænere og evnen til at bygge de rigtige netværk i virksomheden,” siger Liselotte Lyngsø.'
Hvis man som virksomhed ikke allerede bare er lidt med på hybridbølgen, har man gjort det svært for sig selv, mener fremtidsforskeren. For de næste mange år vil blive mere centreret omkring mennesket end blot om at få eksekveret.
“Det skal gå hurtigt med at flytte på eksempelvis tilgangen til teknologi og arbejdsredskaber. Grænserne mellem de private og det arbejdsrelaterede udstyr, man har til rådighed, vil flyde ud. Men det gælder om både at kunne tilbyde det, der passer til den enkelte og samtidig holde det bæredygtigt, så det ikke hele tiden skal udskiftes,” forklarer Liselotte Lyngsø.
For mange virksomheder vil det være cybersikkerheden, der bliver en udfordring på den front. Men det er én problemstilling, der skal løses. For ud fra et både klima og individhensyn holder det ganske enkelt ikke, at du har to computere og to telefoner, eller at procedurer og sikkerhed står i vejen for den frit tilgængelige teknologi på arbejdspladsen.
“For generation Z (1997-2010) og Alpha (2010-2025), der er på vej nu og fremover, vil deres digitale arbejdsredskaber være intet mindre end en forlængelse af dem selv. Så hvis arbejdspladsen ikke kan imødekomme det, så svarer det næsten til, at de mister en arm. Udstyret og tilgængeligheden bliver en uundværlig del i forhold til at takke ja til et job: At vi trives digitalt. For vi vil kunne arbejde præcis hvor, hvornår og hvordan vi vil,” forklarer Liselotte Lyngsø.
Alt i alt handler det om at få skabt individuelle rammer, så den enkelte medarbejder kan skabe mest mulig værdi – sammen med andre.
“Der vil være ringe tålmodighed overfor arbejdspladser, der kategorisk udelukker hardware og software, som medarbejderen opfatter som overlegen. Således bliver teknologisk nysgerrighed et vigtig parameter i vurderingen af, hvor attraktiv en virksomhed er,” siger Liselotte Lyngsø.
Annoncen er produceret 23.12.2022 af Børsen Creative for Atea