Forsikring er i bund og grund prisen på en risiko. Det allerbedste, der kan ske, er, at du aldrig får brug for den. Og netop af den grund kan det godt føles som at kaste penge efter noget, der ikke giver noget udbytte – særligt når tiderne er trange, kistebunden er ved at blive synlig, og det bliver afgørende for virksomhedens nærmeste fremtid at kigge på, hvor der kan spares.
På den anden side er det som regel i krisetider, at forsikringer kommer allermest til sin ret, og virksomheder har allermest brug for dem. Skulle ulykken ske i en i forvejen presset periode, kan den rigtige forsikring vise sig at blive livsvigtig – særligt for mindre virksomheder.
Hos Alm. Brand har man mange års erfaring med både forsikringer og krisetider – og én ting går som regel igen, når virkeligheden spidser til.
“Det er typisk i de hårdere tider for erhvervslivet, at behovet for at bruge forsikringerne stiger – det kan vi mærke hos Alm. Brand lige nu,” fortæller koncerndirektør for erhverv, Camilla Amstrup.
Fristende at spare på, men risikoen er for stor
Hun kan dog godt forstå, at det kan være fristende at spare på området, men holder fast i, at selvom det kan være svært at retfærdiggøre værdiskabelsen nu og her, så er de rigtige dækninger gennem sine forsikringer en stor del af det, der gør, at man trygt kan fortsætte med at drive sin virksomhed.
“Vi kan godt mærke, at der er flere kunder, som er pressede på deres omsætning. Mange ringer ind og stiller spørgsmål til forsikringerne, og vi ser det som en vigtig opgave at tale med kunderne om, hvad der kan ske, hvis man fravælger dem. Det kan jo være fristende at spare på, men konsekvenserne kan være meget store og i sidste ende koste virksomheden livet,” siger Camilla Amstrup.
Når man som virksomhed har været helt skades- og ulykkesfri i flere år, så er der ofte større villighed til at løbe risikoen, når der skal findes luft i budgetterne. Men det er tværtimod lige netop nu, man ikke har råd til at løbe den risiko – og derfor er det vigtigt, at man søger rådgivning i første omgang. Hos Alm. Brand er der årelang og bred erfaring med forsikring – eksempelvis i krisetider.
“Det handler jo om at forstå, hvad der er vigtigst for virksomheden selv. Hvad skal der til for at kunne opretholde og fortsætte virksomheden på den lange bane, og hvilke risici er der ved forskellige løsninger og scenarier – det er nogle af de vigtigste spørgsmål, vi stiller. For vi ser også eksempler på, at behovet for at forsikre sig på forskellige områder bliver overset,” forklarer Camilla Amstrup.
Byggevirksomhed lægger forsikringspuslespillet ud til eksperterne
Det kan hurtigt blive et puslespil for de mindre erhvervsvirksomheder, som ikke har et helt team af risikoeksperter in-house, som mange større selskaber har. Men her kommer god rådgivning til sin ret, og Alm. Brand har eksempelvis stor erfaring inden for håndværker- og byggebranchen.
Hos HTM Byg, der holder til lidt uden for Aarhus, er forsikringerne i al fald noget, der “skal virke” og ikke spares på, lyder det fra beregner og byggeleder Kasper Madsen.
“Vi har ikke valgt at spare på noget af det eller lavet noget om. Vi lægger den del lidt ud af butikken, fordi vi ved, vores rådgivere har styr på sagerne. Hvis vi endelig stod i en situation, hvor vi skulle finde nogle penge et sted, så ville det ikke være det første, der stod for skud,” siger han.
““Jeg forstår godt, at det kan være fristende at spare på, men for os ville det stadig være noget af det allersidste, der blev kigget på som spareemne.”
Kasper Madsen, HTM Byg
Han kan dog godt forstå, at det er noget, der kan være fristende at kigge på, hvis man som virksomhed står i en presset situation økonomisk.
“Det er ingen hemmelighed, at man bruger mange penge på forsikringer. Om det så altid er det rigtige at gøre, det kan man diskutere. Det vil jo altid være noget, man går og betaler til, men som man ikke regner med, man får brug for. Så jeg forstår det godt, men for os ville det stadig være noget af det allersidste, der blev kigget på som spareemne,” understreger Kasper Madsen.
Noget af det, der kan presse virksomhederne i netop denne branche, er bl.a. stigende materialepriser. Og selvom det er et problem, der sandsynligvis kan løses med besparelser på andre områder, så er det netop sådan en forhindring, der kan blive altødelæggende, hvis man ikke har den rigtige dækning på sin forsikring og måske kom ud for en brand, der ville kræve genopbygning.
For forsikringen dækker ikke automatisk de forhøjede priser på materialer. Derfor er dialogen og reguleringen vigtig, mener Camilla Amstrup.
“Man kan ikke forsikre sig direkte imod stigende priser, men ligesom med en almindelig indboforsikring, kan man få et overblik over sine værdier og sit lager. Nu hvor genanskaffelsesprisen så er højere, så kan man nemlig regulere værdien og få en underforsikringsgaranti. Men her skal man også selv være opmærksom som erhvervsvirksomhed,” forklarer hun.
Vi anbefaler altid, at man sørger for at justere forsikringssummen, når der sker ændringer i virksomheden. Det, der typisk påvirker forsikringssummen, er ændringer i antal ansatte, at man investerer i nyt eller har fået en ny type vare i virksomheden. Derudover er det en god idé at indregne prisstigninger, når man opgør virksomhedens værdier. Det rådgiver vi dig om.
Rådgivning er vigtigt lige netop nu
Selvom HTM Byg ikke har været ramt af uheldet, så har skadesanmeldelserne det generelt med at blive flere, når krisen kradser. Det er i hvert fald oplevelsen hos Alm. Brand.
Camilla Amstrup mener, det kan hænge sammen med, at alle former for skader bliver meldt, når virksomheder i forvejen er under pres – hvorimod de vil være mere selvabsorberende, når der er overskud. Og her er det særligt smv’erne, der er udsat.
“Jeg vil sige, at de mindre virksomheder muligvis er mere konjunkturfølsomme i krisetider. Vi oplever det i hvert fald ikke på samme måde hos de større virksomheder – deres muligheder for at låne og sprede risiko ud og deres afhængighed af hjælp udefra er bare mindre. De virksomheder, der går konkurs nu, er i hvert fald oftest de mindre,” siger Camilla Amstrup.
Hos Alm. Brand er de begyndt at pakketere forsikringsløsningerne, så de er mere målrettede på forskellige brancher, som har forskellige behov.
“Og det er nu, at rådgivning bliver endnu mere vigtig. Så mit bedste råd er, at man ringer til sit forsikringsselskab og sammen får dannet sig et overblik,” konkluderer Camilla Amstrup.
Du kan læse mere om, hvordan Alm. Brand kan hjælpe netop jeres virksomhed her.
Annoncen er produceret den 28.11.2022 af Børsen Creative i samarbejde med Alm. Brand