Derfor er solen verdens varmeste investeringsemne

Derfor er solen verdens varmeste investeringsemne

Solenergi buldrer derudad både som teknologi og som potentiel investering. Væksten nægter at stagnere, og klodens eneste ubegrænsede energikilde er på vej til samtidig at blive den vigtigste.

I Danmark viser solen sig fra sin bedste side i disse dage. Den varmer, lokker folk ud af deres hjem, skaber liv og er i det hele taget denne planets epicenter for energi. Og det er ikke energi i små mængder, den deler ud.

På et år absorberer Jorden og dens atmosfære cirka 3.850.000 såkaldte exajoules energi fra solen. Giver det nogen som helst mening?

Lad os prøve at gøre det lidt mere håndgribeligt: Det tager mindre end én time for solen at sende nok stråling ned over Jorden til at forsyne os alle sammen – hele klodens befolkning – med energi i et helt år.

Det eneste, vi skal, er at opfange de stråler og udnytte dem på den bedst mulige måde. Og det er så småt ved at gå op for os, hvor stort potentialet er – både for den almene boligejer, for danske pensionsselskaber og for hele verdens yndlingsfuturist Elon Musk.

Bedre teknologi, faldende pris

Der bliver nemlig investeret massevis af penge i solenergi. Og teknologien står heller ikke stille, men bliver videreudviklet dag for dag.

Således bliver vi altså hele tiden bedre til at udnytte den helt enorme energimængde, der hver dag strømmer ned mod Jorden.

"Solenergi fylder allerede rigtig meget indenfor vedvarende energi. Det er ved at være på samme niveau som vind, hvis man ser på det med et globalt perspektiv. Solcelleteknologien buldrer frem rundt omkring i verden," fortæller Ivan Katic, der er seniorspecialist ved Teknologisk Institut.

De seneste ti år er teknologien blevet markant mere effektiv, samtidig med at produktionsprisen er faldet med 80 pct.

Og det gør allerede solenergi til en seriøs spiller på det grønne energimarked. Særligt fordi solenergi ikke er et brændstof, der kan opbruges, men en teknologi, der kan videreudvikles.

"Fordelen ved solcelleteknologien er, at den er standardiseret og hurtig og let at etablere, hvis man har arealerne. Og sammenligner man med bioenergi, så er der en langt bedre udnyttelse af energien pr. realenhed for solcelleanlæg," siger Ivan Katic.

Og med prisreduktionen giver det i dag oftest bedre mening at etablere solcelleanlæg frem for visse andre former for faciliteter.

"Mange steder er det i dag billigere at skabe ny kapacitet med solcelleprojekter, end det for eksempel er at bygge et nyt kulkraftværk. Det bliver billigere løbende, og det kan bruges stort set overalt i verden," siger Ivan Katic.

 

Væksten stagnerer ikke

Spørgsmålet er så, om det kan det blive ved med at blive billigere? Det Internationale Energiagentur har hele 12 gange forudsagt, at væksten i solenergi ville stagnere, men der har endnu ikke vist sig at være sandhed i nogle af disse udsagn.

Til gengæld forventer andre instanser, at udnyttelsen af vores store stjerne kun vil vokse henover de næste to årtier.

Bloomberg New Energy Finance konkluderer således ved et kig i egen krystalkugle, at det globale output fra installerede solenergiløsninger vil øges fra to pct. til omkring 26 pct. frem mod år 2040. Og med 26 pct. vil solenergi have det højeste output af alle energikilder.

Og investeringerne i solenergien er også på fremmarch. Faktisk blev der installeret flere solceller mellem 2010 og 2014, end der nogensinde var blevet installeret i de 40 foregående år.

2015 sprang desuden alle rekorder for investeringer i vedvarende energi, da der på verdensplan blev lagt ca. 2,1 billioner kr. i formålet.

En sikker investering

Lars Riise er solcelle-ekspert og uafhængig rådgiver i selskabet Green Ways. Og han mener, at markedet for solenergiinvesteringer har udviklet sig betragteligt.

"Det er blevet et mere professionelt marked. Men jeg ser også, at nogle investorer ikke har den samme tillid til solenergi som vindenergi. Og det er egentlig mærkeligt, for når jeg kigger på en vindmølleinvestering, så er den faktisk noget mere volatil end en solcelleinvestering," siger han.

Ifølge Lars Riise er solenergi en sikker investering, og den er først og fremmest grøn. Og det betyder, at den politiske opbakning til nye solprojekter er stor.

F.eks. har man i Tyskland, der er foregangsland inden for grøn energi, statsgaranterede priser på den afsatte strøm fra solcelleanlæg.

Rent teknisk er der ingen bevægelige dele i anlæggene, og vedligeholdet er derfor lavt. Og når solcelleprojekter først er etableret, så er usikkerhedsmomenterne meget lavere end ved f.eks. vindmøller.

Lars Riise mener også at priserne vil fortsætte med at falde.

"Det er faktisk en matematisk lov. Når man fordobler mængden af noget, vil prisen blive ved med at falde. Men det har undret mig, hvor lang tid det har taget for investorerne at vænne sig til tanken om solenergi. Det er dog blevet bedre, end det før har været. Flere af de største investorer både globalt og her i landet har fået øjnene op for investeringsformen som et oplagt alternativ til aktier pga. de stabile afkast," siger han.

Har du en solenergiinvestor i maven? Så kan du bestille et gratis prospekt fra Obton her. Cxense Display

Anbefalet



Forsiden lige nu


Andrea Elisabeth Rudolph blev vred og stiftede sit eget hudplejefirma: Præsenterer nu endnu et rekordoverskud

Regnskabet var "branchens bedste nogensinde": Kählers resultat er faldet med 95 pct. på fem år

Pandamani og hotpots: Moderne metropol og gammel kultur smelter sammen i Chengdu

Han hev Moss Copenhagen ud af konkurs og dårligt omdømme: Vi er ude på den anden side

Kronik: Så lad os dog læse kinesisk i Kina!

Dette hotel har værelser, der rengør sig selv: "Vi har et gladere personale nu"

Politisk indsigt: Et mareridt kan vente vinderen

Diplomaten og skeptikeren og deres krøllede hjerner