Googles nye kvantecomputer er 158 mio. gange hurtigere end verdens bedste supercomputer
Jessica Pointing, en af verdens førende kvantecomputer-eksperter, deler ud af sin viden på GOTO Copenhagen-konferencen i slutningen af november.

Googles nye kvantecomputer er 158 mio. gange hurtigere end verdens bedste supercomputer

Google og Nasa har arbejdet på et revolutionerende projekt i flere år, en kvantecomputer. Teknologien vil kunne løse en lang række problemer og er så kraftfuld, at den menneskelige hjerne har svært ved at forstå det. Men med de nye muligheder opstår også udfordringer, for de stærke computere vil kunne dekryptere al den hemmelige information, der findes i verden.

I slutningen af september i år begyndte rygterne at svirre. Havde Google opnået såkaldt quantum supremacy, altså kvanteoverlegenhed, hvor en kvantecomputer havde løst en uhyre kompliceret beregning på uforståeligt kort tid?

En lækket forskningsartikel, som britiske Financial Times fik fingrene i, da den kortvarigt lå på Nasas hjemmeside, satte gang i rygterne. Men Google var ikke klar til at bekræfte spekulationerne på det tidspunkt.

Det blev de.

For midt i oktober meldte teknologigiganten officielt ud, at deres kvantecomputer, Sycamore, på 200 sekunder havde gennemført en beregning, som det vil tage en klassisk supercomputer 10.000 år at udføre. Med andre ord er Googles computer ca. 158 mio. gange hurtigere end verdens hurtigste supercomputer. Og hvis Googles ord står til troende, er det første gang i historien, det er lykkedes at gennemføre sådan en beregning på en kvantecomputer.

IBM har dog efterfølgende været ude og sige, at de vurderer, verdens bedste supercomputer vil kunne udføre den samme beregning på knap tre døgn.

Men tilbage står, at en kvantecomputer er langt hurtigere end klassiske computere, da de arbejder med kvante-bits, der er meget mere effektive end almindelige computerbits.

Al kryptering vil blive brudt

Google og Nasa har samarbejdet om projektet, der vil få vidtrækkende betydning i fremtiden, når teknologien modnes. Det vurderer Jørn Larsen, der er CEO i it-virksomheden Trifork.

"Googles gennembrud giver en masse nye, spændende muligheder. Der findes en lang række problemer, som vores klassiske computere ikke kan løse, og det er her kvantecomputerne kommer ind i billedet. Kvantecomputerne kan simulere de komplekse mekanismer, der findes i naturen – i kroppe, organismer og celler. Så vi vil i fremtiden kunne simulere, hvordan ny medicin vil virke på et menneske – uden at teste det på mennesker eller dyr," siger han.

Kryptering, der er en væsentlig del af sikkerheden på internettet og kan hemmeligholde information, er et andet eksempel på et område, hvor nutidens supercomputere kommer til kort. De kan kryptere lynhurtigt, men ikke dekryptere. Klassisk kryptering er baseret på primtal, hvor to store primtal ganges med hinanden og giver et resultat. For at dekryptere en meddelelse skal man kende begge primtal, det er ikke nok kun at have resultatet. Og den udfordring kan klassiske computere ikke knække.

"Men når kvantecomputerne kommer, så står vi overfor, at man kan bryde eksisterende kryptering. Så vil alle de krypterede meddelelser, der er lagret, kunne blive læst. Så er der ingen, hverken regeringer eller kriminelle bander, der har nogle hemmeligheder længere. Økonomiske transaktioner, samtaler, forretningshemmeligheder, patenter, oplysninger om folk, politiske efterretninger, det hele vil blive frit tilgængeligt," siger Jørn Larsen.

På it-konferencen GOTO Copenhagen, der afholdes i november, sættes der en af dagene spot på kvantecomputerne og andre globale supertrends. Trifork arrangerer konferencen.

 
Jørn Larsen er CEO i it-virksomheden Trifork.

"Virksomheder bør allerede i dag overveje, om softwareudviklerne skal bruge kvantecomputer-resistente algoritmer til at sikre data, som de ikke vil dele med omverdenen i fremtiden. Al fortiden vil blive dekrypteret. Og man bestemmer selv, hvad der er fortid, og hvad der er fremtid fra det øjeblik, hvor man bruger de resistente algoritmer," forklarer Jørn Larsen, der tilføjer:

"Den gode side af medaljen kunne jo være, at folk begynder at opføre sig ordentligt og ikke lave lyssky forretninger, fordi det hele vil blive afsløret."

Den menneskelige hjerne kan ikke følge med

Steve Wozniak, der er en af grundlæggerne af Apple, Jessica Pointing, en af verdens førende kvantecomputer-eksperter, og Murray Thom, der er vice president i den canadiske kvantecomputer-virksomhed D-Wave, flyver alle ind til konferencen i København for at diskutere perspektiverne omkring kvantecomputere. Og for at forklare fænomenet.

"Der findes tre former for quantum computing. Man kan simulere på klassiske supercomputere, her er man ved at nå grænsen. Man kan tilnærme sig teknologien, det er det D-Wave gør med stor succes. Og man kan benytte rigtige kvantecomputere som Google. Og jeg forventer en diskussion omkring, hvilke problemer man kan løse ved at tilnærme sig teknologien, og hvilke man kun kan løse på rigtige kvantecomputere," siger Jørn Larsen.

Grundlæggende er den menneskelige hjerne udfordret, når det kommer til kvantecomputernes overlegenhed. På samme måde, som det er svært at forstå, at universet er uendeligt.

"Med de almindelige computere arbejder vi med bits, der enten er ettaller eller nuller. Kvantecomputere har kvantebits, der kan være begge tilstande på en gang. Og så er vi allerede udfordret på at forstå det. For hvordan kan noget være begge dele? Forestil dig en mønt, der snurrer rundt på bordet, den er hverken plat eller krone. Men denne tilstand er baggrunden for, at kvantebits eksempelvis kan bryde nutidens kryptering, fordi kvantecomputere kan foretage mange beregninger simultant," siger Jørn Larsen.

Oplev Steve Wozniak, Jessica Pointing, Tom Murray og mange andre spændende talere på it-konferencen GOTO Copenhagen i november. Læs mere og køb din billet her.

Annoncen er produceret 04.11.2019 af Børsen Creative i samarbejde med Goto Copenhagen.

Anbefalet



Forsiden lige nu


Nyt børsflop: Markedet for danske noteringer er dødt

Aktieluk i USA: S&P 500 igen i rekord - men holdt nede af Cisco og Apple

Helle Ib: Sjældent en statsminister sidder så sikkert i sadlen

Rangvid: Tysk showstopper for bankunion

Udflytning forringer vismænds klimaarbejde

Le Mans-film lykkes med at gengive rivaliseringen mellem Ford og Ferrari

Powell: USA's økonomi er en stjerne - opsvinget vil fortsætte

Her er den bedste og værste bankapp ifølge brugerne

Fransk kommissærkandidat klarede skærene - Ungarns kandidat skal svare på flere spørgsmål