Lidt uden for Frederikssund ligger virksomheden Co-Ro. Brandet Co-Ro er mindre kendt, men det er Sunquick, Suntop og Sun Lolly til gengæld ikke. Juice- og isprodukterne sælges i mere end 80 lande verden over, og virksomheden beskæftiger godt 1200 medarbejdere globalt; heraf 300 i Danmark. I det seneste regnskabsår omsatte Co-Ro for knap to mia. kr.
Virksomheden har udmærket sig på en række parametre og kan det næste år smykke sig med titlen 'Best Managed Company.'
Co-Ro kan derfor se frem til at blive en del af et internationalt netværk af Best Managed Companies-vindere, som kan give værdifuld sparring og indsigt, der ikke kan indhentes på det danske marked alene.
"95 procent af vores salg går til udlandet. Vi har eksempelvis en stor forretning i Kina og Mellemøsten, hvor et internationalt netværk og den rette dialog omkring konkrete problemstillinger som eksempelvis lovgivning er attraktivt," siger Søren Holm Jensen, adm. direktør i Co-Ro.
Globale spillere presser virksomhederne
Best Managed Companies er et program udviklet af Deloitte i Canada for mere end 25 år siden. Siden da har flere lande taget programmet til sig, og sidste år startede programmet i Deloitte i Danmark.
"Vi er med til at udbrede programmet, da det bidrager positivt til både det globale og det danske erhvervsliv," siger Bjørn Winkler Jakobsen, partner i Deloitte"Vi er med til at udbrede programmet, da det bidrager positivt til både det globale og det danske erhvervsliv. Kernen er at opbygge globale netværk af virksomheder, der er sat sammen og målt ud fra de samme parametre. Vi oplever, at danske virksomheder netop efterspørger muligheder for at sparre globalt," siger Bjørn Winkler Jakobsen, partner i Deloitte og leder af Best Managed Companies i Danmark.
"Der er en lang række danske virksomheder, der kun opererer i Danmark, og det kan blive en ulempe. For vi har set globale spillere, der har overhalet hele brancher såsom Airbnb, Uber og Facebook. Derfor er det vigtigt, vi har stærke danske virksomheder med eksekveringskraft og globalt udsyn," fortsætter han.
I programmet er der fokus på fire elementer: Strategi, kultur, innovation og økonomi, som virksomhedens direktion skal redegøre for.
En lang række danske virksomheder blev indstillet i september 2018 og fik tilknyttet rådgivere fra Deloitte, der hjalp virksomhederne med at ansøge og afholde workshops, hvor elementerne blev vurderet og udfordret.
En uafhængig jury kårede 2. maj i år otte danske vindere ved en prisuddeling på Langelinie Pavillonen i København.
Strategien skal leve i hele organisationen
"Det har været en lærerig proces, der har fået os til at se os selv i et nyt lys. Vi har en stærk strategi, men forløbet har udfordret os, og vi har skullet illustrere, hvordan vores strategi udfolder sig i hele organisationen," siger Søren Holm Jensen fra Co-Ro.
Bjørn Winkler Jakobsen fra Deloitte understreger vigtigheden af, at virksomhedslederne investerer tid og stiller med et helt ledelseshold, så arbejdet bliver til gavn for hele virksomheden.
"Vi stiller vores dygtigste rådgivere til rådighed. Og det er vigtigt, vi kører en proces, der ikke er pakket ind i cellofan. Vi har brug for, at direktøren, CFO'en og en række andre ledere er med. De skal alle kende virksomhedens strategi. Den skal ikke bare ligge oppe på direktørens skrivebord," siger han.
Virksomhederne skal have en klar strategi, der lever i virksomhedens forskellige lag, og som er målbar. I Best Managed Companies-programmet bliver virksomhederne belønnet for det, de rent faktisk har gjort.
"Virksomhederne skal kunne vise, de har implementeret strategien, at de er innovative og er i stand til at tiltrække talenter," siger Bjørn Winkler Jakobsen.
Flere skal kende Co-Ro
Co-Ro vil bruge udmærkelsen til at positionere sig selv globalt og styrke deres brand - og allerede nu er der stolthed omkring vindertitlen.
"Prisen er en blåstempling af vores strategi og organisation, og vi kan bruge titlen som Best Managed Company til at fastholde nuværende medarbejdere, tiltrække nye kandidater og komme i dialog med de bedste leverandører og samarbejdspartnere i verden. Rigtig mange elsker vores produkter uden at kende vores spændende virksomhed. Det vil vi gerne lave om på," siger Søren Holm Jensen fra Co-Ro.
Er din virksomheds ledelse en af Danmarks bedste? Se hvordan I tilmelder jer Best Managed Companies her.
Annoncen er produceret den 23.05.2019 af Deloitte i samarbejde med Børsen Creative.


