Invester i kunst: Unikke danske værker på auktion

Invester i kunst: Unikke danske værker på auktion

At sidde med en skitse af et dansk guldalderværk i hånden er næsten som at rejse i tiden. Med de forsigtige streger på det skrøbelige papir bliver du taget med tilbage til netop det øjeblik, hvor den første idé til maleriet opstod hos kunstneren.

Du kender den danske guldalder for nationalromantiske værker i olie på lærred – men før det færdige maleri skabte kunstneren en skitse på papir. En tegning, der trods sin skrøbelighed er blevet bevaret i flere hundrede år og nu fortæller en fascinerende historie om kunstens tilblivelse og kunstneren bag.

"Skitserne er den første kreative idé fra kunstneren, som hele værket udspringer fra. De har en umiddelbarhed og en nerve, som man ikke på samme måde ser i det færdige maleri, der indimellem kan virke meget konstrueret," forklarer vurderingsekspert i ældre kunst hos Bruun Rasmussen Søren Kjerk Holmstrup.

Han har udvalgt tre fascinerende eksempler på guldalderskitser, som på hver deres måde giver et unikt indblik i perioden og den kreative proces.

Værk 1: Fra hånden af perspektivlærens fader

Den danske guldalder er betegnelsen for perioden 1800-1864 og er kendetegnet ved et blomstrende kunst- og åndsliv trods landets store kriser som slaget på Reden i 1801, tabet af flåden og Københavns bombardement i 1807, statsbankerotten i 1813 og afståelsen af Norge i 1814. Danmark havde som nation brug for genoprejsning, og den fandt man gennem kunsten.

C. W. Eckersberg (1783-1853) bliver betegnet som guldalderkunstens fader i Danmark, og hans værker er kendetegnet ved grundighed, saglighed og en nærmest minutiøs iagttagelse af motivet. Perspektivlæren udspringer fra Eckersberg og får sin storhedstid i guldalderen. Hans stræben efter det perfekte kommer især til udtryk i imponerende skibsmalerier, som har en helt utrolig detaljerigdom.

 
Skitse af C. W. Eckersberg, "En fregat", 1827. Vurdering 100.000 kr. Solgt for 70.000 kr. hos Bruun Rasmussen, maj 2018.

"Det er et spørgsmål om temperament, om man kan lide det stringente i Eckersberg. Værkerne kan minde om et nørdet drengeprojekt, men detaljeringsgraden og perspektivtegningen er teknisk svær og derfor dybt fascinerende," siger Søren Kjerk Holmstrup.

C. W. Eckersberg brugte lang tid på at studere skibene og lave skitser, inden motivet skulle omsættes til et værk i olie på lærred. Han lånte endda konstruktionstegninger af skibene fra den danske marine, og i sin dagbog beskrev han, hvordan han studerede både danske og udenlandske skibe, når de lagde til kaj i København.

"Med tegningen får du et stort, gennemarbejdet originalværk fra Eckersbergs egen hånd. Den er endda i rigtig god stand," siger Søren Kjerk Holmstrup.

Værk 2: Marstrands dansende romerinde

En af de andre store danske malere er Wilhelm Marstrand (1810-1873), der blev uddannet på Kunstakademiet under C. W. Eckersberg. Marstrand nærede en dyb fascination af Italien, som han besøgte første gang i 1836, og efterfølgende malede han mange idealiserede italienske folkelivsskildringer.

 
Skitse af Wilhelm Marstrand: "Dansende romerinde". Vurdering 3000 kr. Solgt for 2700 kr. hos Bruun Rasmussen, august 2019.

Figurstudiet i skitsen af Marstrand forestiller netop en romerinde, der danser. Tegningen af hende er brugt i hele to færdige værker, nemlig "Romerske borgere forsamlede til lystighed i osteri" fra 1839 og "Dans i et osteri" fra ca. år 1860. De er begge udstillet her i Danmark på Nivaagaards Malerisamling.

 
Maleri af Wilhelm Marstrand, "Dans i Osteri", olie på lærred, cirka 1860, Nivaagaards Malerisamling.

"Tegningen adskiller sig jo meget fra det færdige værk, selvom motivet af den dansende romerinde stort set er én-til-én. Men tegningen har en umiddelbarhed, som det færdige værk ikke har. Når man kigger på skitsen, kan man nærmest forestille sig, hvordan Marstrand har stået til en fest og set en kvinde danse, som han hurtigt har skitseret ned på papir og er gået hjem for at arbejde videre på i atelieret," siger Søren Kjerk Holmstrup.

Værk 3: Købkes unikke kunstnerportræt

Christen Købke (1810-1848) regnes også som en af dansk guldalders betydeligste malere. Han stod lige som Marstrand i lære ved C. W. Eckersberg og malede ofte dagligdagsmotiver fra København, hvor han voksede op. Men i dag er det især hans portrætter, der beundres.

I 1837 tegnede Købke en skitse til et portræt af billedhuggeren H. E. Freund. Værket er særligt interessant, fordi det er et kunstnerportræt, der giver os et øjebliksbillede af mødet mellem de to kunstnere.

 
Skitse af Christen Købke, "Portræt af billedhuggeren H. E. Freund", 1837. Vurdering 30.000 kr. Solgt for 200.000 kr. hos Bruun Rasmussen, maj 2016.


"Værket bringer os helt tæt på begge kunstnere, fordi man oplever Købkes dirrende streg og samtidig kigger lige ind i øjnene på H. E. Freund. Det er nærmest som at blive sendt tilbage i tiden, og det giver en større følelse af samhørighed med værket. Jo tættere vi kan komme på præcis det øjeblik, hvor kunsten begynder, jo sjovere er det," siger Søren Kjerk Holmstrup.

Hammerslagsprisen på værket afspejler, at de bedste tegninger af Christen Købke sjældent bliver udbudt på auktionsmarkedet. At værket er et kunstnerportræt, gør det blot endnu mere attraktivt.

Denne type værker er der mange internationale samlere til, og det gør, at prisen stiger. I det hele taget er der en stærk interesse fra udlandet efter dansk guldalderkunst, fordi priserne på de danske værker stadig er relativt billige i forhold til deres samtidige malere fra Tyskland og England.

Værkernes relevans i nutiden

I de senere år har blandt andet Metropolitan Museum of Art i New York og Statens Museum for Kunst udbygget deres samlinger med værker fra den danske guldalder. Hos auktionshuset Bruun Rasmussen oplever man også stor international efterspørgsel på guldalderværker blandt private kunstsamlere.

De tre guldalderskitser af Eckersberg, Marstrand og Købke er eksempler på værker fra perioden, som du ofte vil kunne finde lignende af på kunstauktioner. For selvom skitserne er næsten 200 år gamle og skabt på papir, der er et let forgængeligt materiale, er der stadig relativt mange værker på markedet.

"Lige så fine og intime de her værker er, lige så skrøbelige er de også. Papir falmer, hvis det hænger i solen, og er meget følsomt over for vand. Det betyder, at ejerne af værket har taget vare på det gennem flere hundrede år – det gør dem ekstra interessante," siger Søren Kjerk Holmstrup.

Guldalderskitserne kan desuden være en god tilføjelse til en ellers moderne kunstsamling, fordi de giver både en visuel kontrast og et historisk perspektiv. Også i det private hjem kan det give en unik personlig stil at indrette med moderne, strømlinede møbler og klassisk kunst på væggene.

"Der er med til at give kant. Du viser et overskud ved at sætte moderne møbler eller kunst sammen med værker med historisk tyngde," forklarer Søren Kjerk Holmstrup.

Netop den tendens ses meget i udlandet, hvor gallerierne går sammen i partnerskaber på tværs af perioder, så antikviteter og ældre kunstværker står side om side med moderne kunst og design.

Desuden er guldaldertegningerne ofte ikke ret store, så de overtager ikke et helt rum på samme måde, som store værker kan gøre. Det giver dig god mulighed for at indrette med kunsten, for det betyder meget, at kunsten skifter plads i vores private hjem, da vi ellers har en tendens til at blive blinde for værket.

"Jeg tror, de fleste har oplevet at blive blinde for kunst, når de har det stående eller hængende på samme sted i lang tid, uanset om det er et maleri, en skulptur eller et møbel. Tegningerne kan du nemt flytte rundt på og give dem en ny plads, hvor du genopdager dem på ny," siger Søren Kjerk Holmstrup.

Er du blevet interesseret i guldalderskitser? Bruun Rasmussen afholder ugentlige netauktioner over ældre kunst, hvor du kan byde med på et varieret udvalg af kvalitetsværker, som typisk ligger i et vurderingsleje på 2.000-3.000 kroner. Du kan også være med, når auktionshuset svinger hammeren over særligt udvalgte værker på de fire årlige Traditionelle Auktioner i Bredgade 33.

Se udvalget og byd med på den næste auktion på bruun-rasmussen.dk



Annoncen er produceret 01.10.19 af Børsen Creative i samarbejde med Bruun Rasmussen til Børsen Atelier.

Anbefalet



Forsiden lige nu


3F hev milliardær med til møde om arveafgift

Dansk sexlegetøj storsælger i Kina på singles day - en måneds omsætning på en enkelt dag

Advarselssignal: Kæmpe kursmæk til amerikanske børsbabyer

Trods måneders tovtrækkeri træder seniorpension i kraft fra nytår

Driftsdirektør forlader Mærsk med øjeblikkelig virkning

Alibaba slog rekorden - solgte for 257 mia. kr. på Singles' Day

EU-investeringsbank og Vækstfonden i milliardaftale: Vil sende mindre og mellemstore virksomheder ud i verden