Høje hammerslag på oversete skandinaviske kunstværker
Foto: Bruun Rasmussen

Høje hammerslag på oversete skandinaviske kunstværker

På kunstmarkedet er der en stigende efterspørgsel på værker af danske og skandinaviske kunstnere fra denne periode, hvor de stærkeste værker er populære blandt købere fra både ind- og udland og belønnes med høje hammerslag.

Interessen for skandinavisk surrealistisk kunst blomstrer. Du kender surrealismen for sine udtryksfulde værker, der balancerer mellem drømme og virkelighed, en af det 20. århundredes væsentligste kunstretninger. Anerkendt og elsket for værker, hvor kunstnerne udforsker det menneskelige sind, seksualitet og sjæleliv – nogle gange på nærmest grotesk vis.

Mest kendt af dem alle er nok Salvador Dalí, men netop nu blomstrer interessen for netop de skandinaviske surrealister. Hvorfor? Det har Kathrine Eriksen, som er vurderingssagkyndig hos auktionshuset Bruun Rasmussen, et bud på:

"Surrealismen var en retning, der brød igennem efter Første Verdenskrig, bl.a. som et udtryk for en gennemgribende følelse af meningsløshed og et behov for at gentænke og genopbygge. I en tid præget af et tab af holdepunkter opstod ønsket om at forme og forny samfundet og frigøre menneskets bevidsthed fra tidligere fejlslagne normer. Det samme sker jo til en vis grad i dag, hvor krisen også er tæt på os i form af klimaforandringer og storpolitiske magtspil," forklarer Kathrine Eriksen.

Du kan også læse hele artiklen gratis i kunstmagasinet Børsen Atelier her.
 
Harry Carlsson: "Interview med Sokrates", 1934. Vurdering: 100.000-125.000 kr. Til salg hos Bruun Rasmussen, september 2019. Foto: Bruun Rasmussen



"Måske kan vi spejle os i mange af de samme følelser og tanker, som de surrealistiske kunstnere havde dengang. Kunsten er et udtryk for en slags meningskrise. Fordi der er en re-aktualisering af nogle af de temaer, appellerer værkerne stadig til os. For surrealistisk kunst er langt mere end det dekorative, mere end farver og former. Surrealistisk kunst kræver, at du tager stilling til det," siger Kathrine Eriksen.

Surrealismen er inspireret af Sigmund Freuds teorier om det underbevidste, og værkerne kendetegnes ved at være drømmende i deres udtryk med motiver, der skildrer det uvirkelige og det irrationelle. For mange af surrealisterne var det som sagt ikke kun kunsten, der var målet – det var en hel livsstil og en holdning til verden; et opgør med det etablerede. Mange af surrealisterne var også dybt politisk engagerede, især i kommunismen. Surrealismen var altså på mange punkter en kunstnerisk revolution.

"Som med al kunst finder du jo selv meningen med værket. Alle mennesker kommer med noget i bagagen, der gør, at vi fortolker forskelligt, fylder hullerne ud. At surrealismen i sig selv indeholder en åbenhed for fortolkning, kan være en del af svaret på retningens aktualitet og appel til os i dag. Det er netop det, der kendetegner god kunst: Den bliver ved med at give mening på tværs af historie og tid," siger Kathrine Eriksen.

Kvindernes comeback
Også blandt de danske museer er der et stort fokus på surrealistisk kunst. Mest aktuel er Rita Kernn-Larsen-udstillingen på Gl. Holtegaard og Kunsten i Aalborg (2018) og gruppeudstillingen på Gl. Strand og Tønder Kunstmuseum med Rita Kernn-Larsen, Franciska Clausen og Elsa Thoresen (2018), som handler om surrealismens kvinder.

"Der er en tendens i tiden, hvor man gennemgår kunsthistorien og tager et kig i glemmebogen. Set fra et samtidigt perspektiv – og på afstand fra datidens normer og grupperinger – kan man måske råde bod på tidligere tiders fejl," siger Kathrine Eriksen.


Man kan eksempelvis se det med Øregaard Museums Astrid Holm-udstilling til efteråret eller den flotte Sonja Ferlov Mancoba-udstilling, der netop har været vist på Statens Museum for Kunst, og som nu er rykket videre til Centre Pompidou i Paris.

 
Rita Kernn-Larsen: "An attendant", London, 1939. Vurdering: 40.000 kr. Til salg hos Bruun Rasmussen, september 2019. Foto: Bruun Rasmussen

"Der er mange kvindelige kunstnere, som traditionelt set har stået i skyggen af deres mandlige kollegaer, og det har bestemt ikke noget med kvaliteten af deres værker at gøre. Både Rita Kernn-Larsen og Franciska Clausen blev i 1920'erne uddannet hos den anerkendte franske kunstner Fernand Léger i Paris, hvor de fik en solid kunstnerisk skoling. Som sagt var surrealismen ikke blot et stileksperiment, men et holdningsskift og et opgør med borgerskabets konventioner, og det var nok det opgør, der for de progressive kvindelige kunstnere virkede tillokkende. Men på det tidspunkt har kombinationen af at stifte familie og være kunstner været en yderst svær opgave. De står derfor lidt i skyggen af mændene, der måske har været bedre til at markedsføre sig selv og hellige sig kunsten helt," forklarer Kathrine Eriksen.

Især Rita Kernn-Larsen er en kunstner, der er meget internationalt anerkendt og respekteret. I 2017 blev hendes værker udstillet på Guggenheim Collection i Italien, hvilket fik hendes kunst udbredt til bredere internationalt publikum.

"Surrealistisk kunst spiller på hele spekteret. Det er ofte en erindring, en historie, der bliver udløst af det, man ser på. Der kan være en voldsomhed over det, som kommunikerer meget direkte, om man så kan lide det eller ej. Jeg kan godt lide, at vi påvirkes på trods af tid og sted. Det er en stærk kommunikation, hvor man ofte ret direkte kan fornemme den person, der har skabt værket. Så på et mellemmenneskeligt plan synes jeg, det er interessant," siger Kathrine Eriksen.

De provokerende
En af de bedst kendte danske surrealistiske kunstnere er Vilhelm Freddie. Hos ham er temaet ofte det seksuelle, og måske netop derfor blev han i samtiden kendt som en skandalekunstner. En enfant terrible i 1930'ernes bonerte samfund. På en udstilling i 1937 under titlen "Sex-surreal, træk gaflen ud af øjet på sommerfuglen" udstillede han skulpturen "Sex-paralysappeal". Den blev opfattet som dybt usømmelig, og Freddie blev anmeldt for pornografisk virksomhed. Skulpturen blev konfiskeret og Freddie anholdt, og han afsonede efterfølgende ti dages fængsel i Vestre Fængsel. Først i 60'erne blev værket udleveret igen.

 

Wilhelm Freddie: "Det spiselige menneske", 1943. Vurdering: 30.000 kr. Hammerslag: 80.000 kr. Solgt hos Bruun Rasmussen, december 2018. Foto: Bruun Rasmussen

"I dag har vi en meget visuel kultur, og 70'ernes frigørelse af kroppen har nok også medvirket til, at mange af de ting, der var provokerende i starten af århundredet, ikke opfattes som anstødelige i vore øjne. Dog kan en kunstner som Freddie godt fremstå lidt "ulækker", f.eks. ved brugen af afhuggede lemmer i sine værker. Hans far arbejdede en overgang på Patologisk Institut, så han er vokset op med en mere medicinsk tilgang til kroppen. Det, vi opfatter som makabert, har han til dels betragtet fra et anatomisk synspunkt. Han kan måske på nogle punkter sammenlignes med Michael Kvium i dag. Han er også en, man elsker at hade eller hader at elske. På den måde bliver kunsten ikke ligegyldig – den rører os," siger Kathrine Eriksen.

 

Wilhelm Freddie: "Kvindefigur", 1939. Vurdering: 100.000 kr. Til salg hos Bruun Rasmussen, september 2019.


En anden kendt kunstner, der var med i surrealismens spæde start herhjemme, er Henry Heerup, hvis kunstneriske tilgang er mere humoristisk. Hans værker er ofte baseret på tilfældigheder, hvor han finder tabte genstande og sammensætter dem til figurer. Disse genstande har tidligere haft et liv i en anden sammenhæng, men genopstår med en ny betydning ud fra kunstnerens fantasi. Det er surrealismen i det – at man tager ting og sammensætter dem på nye, overraskende måder. Det er netop den nye sammensætning af genkendelige elementer, som gør, at værket bliver fascinerende. Især Heerups tidlige værker fra starten af 30'erne er efterspurgte blandt samlere på markedet. 

 
Henry Heerup: Trofæ, skraldeskulptur, 1930'erne. Vurdering: 60.000-70.000 kr. Hammerslag: 210.000 kr. Solgt hos Bruun Rasmussen, december 2018. Foto: Bruun Rasmussen

Som så mange af tidens øvrige ismer udsprang surrealismen i Paris, men blev hurtigt et internationalt fænomen. Betegnelsen oprinder fra det franske ord "surréalisme", som betyder overrealisme.  I 1924 skrev André Bretton surrealismens manifest, og idéerne strømmede op og forplantede sig til de danske kunstnere.

Herhjemme introduceres de nye tanker med Wilhelm Freddies værk "Frihed, lighed og broderskab" fra 1929 og senere med kunstnergruppen Liniens første udstilling i 1934. Blandt medstifterne af gruppen var navne som Vilhelm Bjerke-Petersen, Sonja Ferlov Mancoba, Richard Mortensen, Ejler Bille, Hans Øllgaard og Henry Heerup. Surrealismens gennembrud i Danmark kom for alvor i 1935 med udstillingen "Kubisme – Surrealisme" med bidrag fra flere internationale navne som eksempelvis Salvador Dalí, Max Ernst, René Magritte og Joan Miró.

 

Sonja Ferlov Mancoba: "Fugl med unge" (også kaldet "Mor og barn"), 1935. Vurdering: 125.000-150.000 kr. Til salg hos Bruun Rasmussen, september 2019.


Modigt kunstkøb
Tendensen de seneste år har været, at både populariteten og dermed priserne på skandinavisk surrealistisk kunst er steget. Det, der har en kvalitet og en stærk historie, findes der købere til – både i Danmark og internationalt. Men det kræver måske lidt mod at købe surrealistisk kunst.
"Jeg tror, mange vil stoppe op, hvis du har et surrealistisk værk hængende på væggen. Det er kunst, der kræver en stillingtagen. Som med alt andet skal du købe kunst, du godt kan lide, for tendenser kommer og går. Det er svært at sige, hvor lang tid interessen vil vare. Så det skal selvfølgelig være noget, du nyder at se på, og som taler til dig," siger Kathrine Eriksen.


Men hvor mange penge skal man så have op af lommen for at købe et originalt dansk surrealistisk værk?

"På Bruun Rasmussens kommende auktion "Surrealisme i Skandinavien" ligger vurderingslejet fra 6000 kroner og op. Eksempelvis er et værk af Elsa Thoresen vurderet til cirka 6000 kroner, så du kan godt få et stykke original kunst til en meget rimelig pris. Det tror jeg, der er mange, der ikke tænker over. Der er også noget fedt ved skattejagten efter det helt rigtige værk. Du investerer din tid og energi i at finde frem til det helt rigtige, men så er du også glad for det i mange år fremover. Det har også en blivende værdi, så du kan sælge det videre, hvis du på et tidspunkt får brug for fornyelse," siger Kathrine Eriksen.

 

Elsa Thoresen: "Surrealistisk landskab", 1940'erne. Vurdering: 6000 kr. Til salg hos Bruun Rasmussen, september 2019. Foto: Bruun Rasmussen

"Hvis man er førstegangskøber, er man altid velkommen til at ringe til os. Vi vil rigtig gerne tale om kunst og give anbefalinger til, hvad man skal investere i. Det er naturligvis en personlig smagssag, men man kan altid ringe til os og spørge til specifikke værker, vi har på auktion," forklarer Kathrine Eriksen. 

Du kan også komme helt tæt på værkerne, når Bruun Rasmussen afholder eftersyn i de to afdelinger i Københavns Nordhavn og Aarhus op til netauktionerne og i Bredgade 33 i København op til de traditionelle auktioner. Her er der også vurderingssagkyndige til stede, som kan rådgive om køb og salg. Ved de fire årlige traditionelle auktioner i Bredgade og ved de ugentlige netauktioner over moderne kunst kan du så erhverve dig netop det surrealistiske værk, du drømmer om.

Har du derimod et værk derhjemme, som du gerne vil sælge, er der forskellige muligheder. Hos Bruun Rasmussen kan du indsende fotos af og information om værket via deres online vurderingsservice på bruun-rasmussen.dk, hvorefter du modtager en vurdering retur. Du kan også komme forbi vurderingsskrankerne hos Bruun Rasmussen i både København og Aarhus. Er der tale om en større samling, kommer auktionshusets vurderingssagkyndige også gerne på besøg i dit private hjem.
Annoncen er produceret 02.09.2019 af Børsen Creative for Bruun Rasmussen.

Anbefalet



Forsiden lige nu


Godsejere får kæmpe gevinst på cannabisaktie: "At det blev så mange gange pengene igen, det havde vi ikke regnet med"

Medier: Shah ikke den eneste i udbytteskandale

Brint-direktør starter igen nyt firma: Satser 48 mio kr

Ellemann-Jensen: Løkkes velfærdsløfte gælder ikke længere

Det skal huset koste i din landsdel: "I nogle kommuner er priserne nu så høje, at et afslag på 6 pct. nærmest svarer til en årsløn"

Flexelasing er blevet stuerent

Gode råd til at investere i ure: Bliv rigere med tiden

Medie: Ilse Jacobsen har taget ulovlige million-lån