Glem disruption: Klassiske dyder skaber din 1000-mands virksomhed
Anders Andersen er meget på farten og foretrækker selv at sparre med de ansatte om, hvilket rengøringsmiddel der er det bedste til en given opgave. Foto: Carsten Bundgaard

Glem disruption: Klassiske dyder skaber din 1000-mands virksomhed

Man behøver ikke at have opfundet en app, have disruptet sin omverden eller have kunstig intelligens for at lave en virksomhed med 1000 ansatte. Beviset er Anders Andersen, der for 50 år siden tog noget så usexet som vinduespolering og gjorde det til en motorvej af en levevej.

Hvornår var du sidst ude og selv gøre rent?

"I weekenden i ferielejligheden i Løkken. Jeg kan godt lide at gøre rent, og jeg står også for vinduespudsning og sanitetsrengøring derhjemme," svarer Anders Andersen, der selv har lagt navn til rengøringsvirksomheden, som i de 50 år, den har eksisteret, aldrig har oplevet røde tal på bundlinjen.

Anders Andersen er ikke bekendt med ordet disruption. Og det beskriver måske meget godt, hvor langt vinduespudseren og grundlæggeren af Anders Andersens Rengøring, og hans godt 1000 mand store rengøringsfirma, er fra den allestedsnærværende disruption-terminologi.

50 år med gazelle-takt

Tallene i hans virksomhed beviser i hvert fald, at man selv i 2018, hvor vi slynger om os med ord som eksponentiel udvikling, digitalisering, omstillingsparathed og ja – disruption – tydeligvis stadig kan komme langt med klassiske dyder som grundighed, rettidig omhu og ordentlige vilkår for medarbejderne.

Og at man sagtens kan drive en sund, vækstende forretning, selvom det handler om noget så lavpraktisk som daglig rengøring, vinduespolering og ejendomsservice, som er de tre forretningsben i virksomheden.

Kigger man på omsætningen i Anders Andersens Rengøring de sidste 50 år, er vi i Gazelle-revir. Omsætningen er aldrig faldet, selvom den enkelte år har stået stille. Til gengæld er den ofte steget og steget markant, ja faktisk – præcis som Gazelle-betegnelsen foreskriver – fordoblet efter en periode på fire år. Blandt andet perioden 2004-2008, hvor omsætningen steg fra 128 mio. til 285 mio. kr.

No cure, no pay

Siden 1968 har ordentlighed udgjort fundamentet for Anders' virksomhed, da han allerede som 17-årig arbejdede efter et princip, der først langt senere blev et mundheld i erhvervsdanmark. Ud fra devisen om 'no cure – no pay' pudsede Anders vinduer på sin skole i Borup. Betingelserne stillede Anders selv: Hvis ikke resultatet var godt, skulle skolen ikke betale for det.

"Jeg har aldrig brudt mig om at lave et dårligt stykke arbejde. Og jeg ville have det dårligt, hvis jeg snød," siger han om den måde, han driver forretning på.

Skolen var heldigvis yderst tilfredse og betalte. Derefter ringede naboskolen – og de ville også have pudset vinduerne i bund.

Jubilæer på stribe

No cure, no pay har bragt Anders og hans forretning langt i en branche, hvor man er vant til at forvente lidt af hvert, men hovedpersonen selv påpeger, at det de facto er en konkurrencefordel for hans virksomhed, at være ordentlig.

"Hvis du tager brancherne, rengøring og byggeri, så har der desværre været mange historier om snyd og arbejde, der ikke bliver gjort ordentligt. For mig er det et vigtigt signal at sende, at her hos os, er der ingen, der snyder. Jeg tror heller ikke, at det giver nogen konkurrencefordele på længere sigt at snyde," siger han.

 
Da Anders Andersen var 21 år gammel, havde han 21 ansatte. I dag er der over 1000 ansatte i virksomheden, hvis man tæller afløserne med.-Foto: Carsten Bundgaard

Ordentligheden har også givet forretningsfordele indadtil – medarbejdertilfredsheden er høj, og jubilæer på 10, 20 og 25 år er almindeligheder og overgås kun af kunderelationer, hvoraf den længste er med GEA Niros på Gladsaxevej 305 (Anders kan adressen i hovedet under interviewet, red.), som har varet i 48 år.

Derudover har den høje medarbejdertilfredshed givet ham et godt forhold til fagforeningerne. Faktisk har hensynet til medarbejderne været medvirkende til at indbringe ham det første svanemærke blandt de landsdækkende i branchen, for blandt andet gode arbejdsforhold, orden i regnskaberne, og miljøhensyn.

Firmaet er dermed det første vinduespolerings- og rengøringsfirma i Norden, der har levet op til kravene for at måtte bruge Svanemærket.

Holder sig fra det offentlige

Årligt sender Anders Andersen tilbud afsted for samlet set et sted mellem 250 og 300 millioner. Omsætningen har i krisetider ikke altid været voksende, men den har aldrig været negativ i de 50 år, firmaet har eksisteret. Omsætningen er i dag på cirka 375 millioner kroner plus moms, men det er en udfordring at holde den støt stigende.

"Da jeg startede, skulle skolerne have pudset vinduer fire gange om året. I dag skal de kun have pudset en gang om året, så det stiller jo nogle krav, hvis du vil blive ved med at vokse. Der skal i hvert fald mange skoler til, hvis omsætningen ikke skal falde," siger han.

Opskriften på væksten i hans firma er dog ret enkel.

 

"Der er de rigtige kunder, og jeg har de rigtige medarbejdere ansat. Jeg vurderer, at deres andel i succesen er 50 pct. hver især. Men jeg vil egentlig helst sige, at medarbejderne udgør 50,1 pct. og kunderne 49,9 pct. Kunden er jo meget vigtig, men medarbejderne er lidt vigtigere. For der er et problem i vores branche med at levere kvalitet, og kvaliteten får man kun, hvis man har de rigtige medarbejdere og behandler folk ordentligt."

Af samme grund byder Anders Andersen ikke på offentlige udbud – i hans optik bliver prisen så lav, at det kun kan gå ud over kvaliteten og medarbejderne.

"Inden for daglig rengøring har vi ikke offentlige kunder. Vi kan ikke både matche de offentliges krav om laveste pris og samtidig levere vores kvalitetsrengøring. Vi er svanemærket og bruger mange midler på uddannelse og miljørigtig rengøring, og vi sørger for, at vores folk har ordentlige forhold og overenskomster. Den slags koster, og så kan og vil vi ikke være med i kampen om de helt lave priser," siger Anders Andersen.

"Til gengæld er der mange virksomheder, der tjener penge. De vil gerne have kvalitetsløsninger, for de vil gerne have rene toiletter."

Se tidslinjen over bedrifterne her

Annoncen er produceret 14.03.18 af Børsen Creative i samarbejde med Anders Andersens Rengøring Cxense Display

Anbefalet



Forsiden lige nu


Mette Frederiksen slår fast: Grønland er ikke til salg

Maj Invest trækker sig fra slagsmål mod Novo Nordisk

Bekræftet: Trump kigger på muligt køb af Grønland

Industrikæmpen Bladt får fast base på Lindø: "Nu kan ordrerne på de nye kæmpe-havvindmøller bare komme"

Peter Warnøe og Lars Tvede skyder mio i it-firma - Løvens Hule-investorerne Jesper Buch og Jan Lehrmann er allerede ejere

De to største kommuner skærer markant ned på kødforbruget

Venstre opfordrer S til at tone rent flag om pensionsplan: "Vælgerbedrag"

Vi kører Ferraris 12-cylindrede ikon med den brede bagdel

Her er de ti stærkeste og svageste aktier i tider med markedsuro: FLS, Mærsk og DSV rammes hårdest, siger ny analyse