Kritikkerne af bankernes ejer og stemmelofter skyder ved siden af

I den seneste tid har spørgsmålet om pengeinstitutternes ejer og stemmelofter været heftigt diskuteret. Et par forskere har argumenteret for, at disse bestemmelser i pengeinstitutternes vedtægter har forvoldt alskens dårligdomme. Argumentationen har gået på, at sådanne værn har givet ledelsen i pengeinstitutterne for meget magt, og dermed skadet det enkelte pengeinstitut. Intet er mere forkert. Det er et faktum, at vi har set nogle tilfælde med en for lemfældig kreditpolitik i de seneste par år, men der er ingen videnskabelig årsagssammenhæng mellem pengeinstituttets økonomiske resultatskabelse og anvendelsen af ejer og stemmelofter. En af årsagerne er det faktum, at næsten alle pengeinstitutter har sådanne bestemmelser i deres vedtægter og der således ikke er nogen variation i datasættet, hvilket gør enhver statistisk analyse uanvendelig. Det har været argumenteret for, at ejer og stemmelofter skærmer ledelsen og dermed er med til at forhindre en overtagelse. Dette er også forkert, eftersom der er flere eksempler på, at selskaber der har haft sådanne værn, efterfølgende er blevet overtaget. Dette er sket ved, at man har afholdt en ekstraordinær generalforsamling og afskaffet værnet. Mange peger faktisk på, at ejer og stemmelofter kan øge ledelsens forhandlingsstyrke i det overtagne selskab og dermed presse prisen op, som en majoritetsaktionær skal betale for at få fuld kontrol med virksomheden. Ejer og stemmelofter har et klart formål, nemlig at undgå at en dominerede aktionær udnytter sin position til at opnå nogle fordele på pengeinstituttets bekostning. Der har været mange sager, hvor majoritetsaktionærer har misbrugt deres magt, hvilket der i selskabsloven findes en række bestemmelser, som tager højde for denne risiko. Ejer og stemmelofter har også til formål at sikre en solid lokal forankring for pengeinstituttet og dets interessenter, hvilket kan være meget vanskeligt, hvis man afskaffer ejer og stemmelofter, da pengeinstituttet kan bliver overtaget fra den ene dag til den anden med lukninger af lokale filialer. Det afgørende er, at hvis et pengeinstitut befinder sig i økonomiske vanskeligheder og at en fusion vurderes som den eneste løsning, så er det aktionærerne/garanterne, der selv kan beslutte dette på en generalforsamling, hvor man kan beslutte at ændre vedtægterne og dermed fjerne et ejer/stemmeloft. EU Kommissær Charlie MaCreevy overvejede for et par år siden at indføre et princip om ”one share – one vote”. Men efter en særdeles grundig videnskabelig analyse, som dækkende alle de vestlige lande, kastede Kommissionen håndklædet i ringen og erkendte, at der ikke var noget at komme efter. Med andre ord, kunne man ikke konstatere, at ”one share – one vote” førte til en bedre værdiskabelse. Dette betyder omvendt ikke, at man ikke bør se på, om ledelsen i de danske pengeinstitutter kan gøres mere professionel bl.a. ved at tilbyde relevante bestyrelseskurser, hvor det enkelte bestyrelsesmedlem kan klædes bedre på til arbejdet. Men at bebrejde pengeinstitutternes ejer og stemmelofter for alverdens ulykker blandt pengeinstitutterne, er at skyde forbi målet.