Et fast CO2-mål på 70 pct. kan føre til massive fejlinvesteringer

Knud Erik Andersen

I regeringens finanslovsforslag er der på klimaområdet kun sat penge af til forskning. Manglen på konkrete indsatser har derfor givet rum til allehånde markeringer af særinteresser: DI lover guld og grønne skove, og pensionskasserne vil bruge milliarder – dog ikke nødvendigvis i Danmark. Noget mere nøgternt gør Dansk Energi opmærksom på, at der er en klimaregning, der skal betales. P.t. er befolkningen helt ude af ligningen – det skal nok ændre sig, når sløret engang løftes for, hvilke dramatiske ændringer vi hver især skal omstille os til.

 

Udviklingen i atmosfærens indhold af CO2 målt på Mauna Loa Observatory, Hawaii. (Ref.: NOAA Research)

I forhold til opgavens omfang har vi rent klimamæssigt gjort meget lidt endnu, men det til trods har vi en rigtig god mavefornemmelse, for de 70 pct. viser, at vi i den grad har klimaførertrøjen på, og det føles rigtig godt. Nok især fordi livet jo bare går videre fuldstændig som før, krydret med solrejser til syden og måske en tur til Thailand, hvor vi dog på flyet vælger ’chicken’ frem for ’beef’.

Udmeldingen af de 70 pct. ved klimatopmødet i New York gav statsminister Mette Frederiksen et ’moment of fame’, og det skal være hende vel undt. Frans Timmermanns - EU’s kommende klimachef - måtte også levere et tal, da han for nylig skulle til ’ansættelsessamtale’ i EU-Parlamentet. Den kryster, turde ikke gå højere end 55 pct.!

Så længe der er tale om et abstrakt måltal, ryster statsministeren ikke på hånden, men når det gælder prisen på en pakke cigaretter, er hun bekymret for kernevælgernes reaktion, så det blev kun til en symbolsk afgiftsforhøjelse. Men det hensyn er for intet at regne mod de ofre og omstillinger, som folk må forberede sig på med de 70 pct. Så hvis kernevælgernes hverdag på tilsvarende måde skal beskyttes, så bliver det svært at nå den ambitiøse CO2-reduktion.

Omfattende og komplekst
Men skal vi i nærheden af de 70 pct. i 2030, har vi allerede voldsomt travlt. Ti år er ingen tid til så voldsom en omstilling - det er som en supertanker, der skal både standes og vendes, og det tager tid. Tænk bare på, at en bil sagtens kan have en levetid på 12 – 15 år, så benzin- og dieselbiler vil i stort omfang stadig køre rundt i 2030.

Vi skal have mangedoblet kapaciteten af elproduktion fra vind og sol, og vi skal have opfundet teknologier til at gemme store mængder el, så der også er strøm, når der er overskyet og svag vind. Vi skal have ladestandere til elbiler nærmest overalt – eller skal folk uden egen carport holde i kø for at få sig en begrænset ’time-slot’ til opladning? Vi skal med grøn el også kunne producere brændstof til tunge køretøjer, entreprenør- og landbrugsmaskiner, til fly mv., og vi skal frem for alt helt generelt acceptere at spare voldsomt på vores nuværende energiforbrug. Kort sagt, vi skal have sat et uhørt stort antal megaprojekter i gang, og de skal tidsmæssigt og teknologisk hænge perfekt sammen – inkl. anvendelse af teknologier, vi ikke har endnu.

Men sporene skræmmer…
Tilbage i 2009 indgik politikerne et stort forlig om udbygning af jernbanen med elektrificering og indførelse af helt nyt signalsystem. Også dengang valgte vi i Danmark at gå ”forrest”: Som det eneste land i Europa besluttede vi en total udskiftning af signalsystemet, uanset at det slet ikke var færdigudviklet. Der var så  ingen, der lige havde tænkt over, om systemet overhovedet kunne bygges ind i det eksisterende togmateriel, og der viste sig derudover en lang række andre tekniske ”overraskelser”. Selv med kun Banedanmark og DSB som rollehavere gik det helt galt med fremdrift og koordinering, og projektet er nu knap ti år forsinket og alle reserver opbrugt.

Signalprojektet er for ingenting at regne mod de klimabegrundede megaprojekter, vi nu har foran os. Folketingets medlemmer må derfor indstille sig på, at deres hidtidige måde at beslutte og styre store projekter ganske enkelt ikke holder i fremtiden.  

Der råbes i kor
Regeringen inkl. støttepartier tog teten med målet om de 70 pct. reduktion af CO 2, og oppositionens partier har derefter ét for ét valgt at tilslutte sig. Kun Nye Borgerlige står stadig udenfor. Den nyvalgte formand for Venstre holdt dog stand et par uger. Politiken citerede d. 21. september 2019 Jakob Ellemann for følgende udtalelse:

”Vi skal være dem der råber vagt i gevær, hvis regeringen kommer med for nemme løsninger på komplicerede spørgsmål, sådan som det sker på klimaområdet, hvor man bare har fremsat et tal uden noget som helst konkret på, hvordan man vil komme derhen…. Jeg har bare efterlyst en anelse mere end et tal. I er alle sammen faldet i svime over at der er fremsat et tal. Der er ikke nogen der har spurgt, hvor det tal kommer fra, eller hvordan de vil nå det”.

Men ved Folketingets åbningsdebat d. 3. oktober kom støtten til de 70 pct. også fra Venstre. Partiets vurdering har formentlig været, at befolkningen kunne finde på at kritisere Venstre for klima-nøl i stedet for at anerkende Ellemann for sin rettidige kritiske omhu. På den måde faldt stort set alle til patten.

Fastfrosne forlig
Vi står nu over for danmarkshistoriens mest afgørende politiske forlig: klimaloven. Derefter kommer handlingsplanen, som alle så igen bliver nødt til at skrive under på. Derefter er der dømt ’hold jer strikt til planen’, for sådan fungerer politiske forlig i Danmark. Alle forligsparter skal nemlig være enige, hvis noget senere skal ændres, så erfaringsmæssigt er det meget svært. Konsekvensen er, at planen hele tiden skal se ud, som om den holder, og så er der dømt fortielser, fejl, fordyrelser og forsinkelser.

Alles og dermed ingens ansvar
At lægge sig fast på et meget højt måltal på et tidspunkt, hvor man stort set ikke ved, hvad der skal ske, og hvad det koster, er økonomisk højrisikabelt. Det sætter alle parter under et voldsomt tidspres for at levere, og så har vi risikoen for skandaler og massive fejlinvesteringer. Og sker det, så viser erfaringen fra store brede forlig desværre, at det hele for en tid skal dysses ned med ”uafhængige” kvalitetssikringsrapporter o. lign. - tænk bare på IC4-skandalen. Når virkeligheden så har været skjult længe nok, ender det til sidst med en opgivende konstatering af, at det gik galt. Men heldigvis er det så ingens fejl, for alle politiske partier har sammen med ministeren siddet og besluttet det hele trin for trin. Derefter bliver projektet markant forsinket, fordyret eller måske helt opgivet – bare ærgerligt!

Magtens tredeling
Der er derfor ingen vej udenom: Klimaindsatsen er så omfattende, at magtens tredeling nødvendigvis nu må respekteres, hvis ikke det skal ende galt. Folketinget må begrænse sig til at beskrive rammevilkårene i klimaloven, og så må regeringen under ansvar for Folketinget tage det fulde ansvar for dens udmøntning i handlingsplaner. Ministrene kan naturligvis undervejs tale med hvem, de vil, men forligsgrupper, der sidder lårene af ministrene, er ganske enkelt udtryk for inkompetent og ansvarsfraskrivende styring. Minister, departementschef, styrelseschefer mv. skal på forhånd vide, at de bliver kigget over skulderen, og at de kan risikere at blive draget til ansvar.

Rigsrevisionen stækket
Men hvis noget kører af sporet, så har vi vel Rigsrevisionen til at råbe vagt i gevær? Nej – det kan vi bestemt ikke være sikre på. En uhellig alliance mellem folketing og ministerier kan desværre spænde ben for kritiske analyser, hvis de er på vej til at afsløre et stort forligs kritisable grundlag.  Eksempelvis blev Rigsrevisionens analyse af Femern-forbindelsen stoppet i begyndelsen af 2018 efter pres fra Transportministeriet, da Femern A/S’ dygtigt manipulerede trafikprognoser stod til at blive afsløret. Det ville være en alt for risikabel situation for projektet, hvis de tyske planmyndigheder blev klar over bedraget. Hvad det forhold i sig selv betød for Danmark, var åbenbart uinteressant – gamle forlig skal åbenbart holdes uanset hvad. Læs evt. mere om den historie på ing.dk.
Den nuværende sammenblanding af roller mellem folketing og ministerier giver således ingen sikkerhed for uafhængig kontrol af de kommende store projekter - hverken fra Folketinget selv eller fra Rigsrevisionen.

Det kan lade sig gøre, hvis…
Det kan meget vel være - og man må bestemt håbe - at der kan opnås en markant CO 2-reduktion i 2030. Men at styre efter et tilfældigt valgt højt måltal er ren populisme og økonomisk uansvarligt.  Man må tage fat i at beskrive løsningsscenarierne og så bruge de 70 pct. som en retningsgivende vision – og kun det. Dernæst må den lovgivende og den udøvende magt holde sig fra hinandens opgaver. Endelig ligger der en hidtil upåagtet opgave i at skaffe folkelig accept af de kommende forandringer: fordyrelse af varer og tjenesteydelser, begrænsning af udfoldelsesmuligheder, adfærdsregulerende afgifter og evt. nye skatter. Den accept kommer ikke, hvis politikerne agerer, som de plejer.

Profil

Knud Erik Andersen

Knud Erik Andersen

civilingeniør, selvstændig rådgiver
Knud Erik Andersen deler her på bloggen sin indsigt i Femernforbindelsen, Storebæltsbroen og andre varme transportpolitiske kartofler, når han skriver om trafik og infrastruktur.

Han er forfatter til "The Fehmarn Belt fixed link - made in Denmark", og arbejder med vurdering af trafik, infrastruktur og trafikpolitiske virkemidler. Han har i særlig grad arbejdet med de store faste forbindelser.

Knud Erik Andersen har arbejdet i Vejdirektoratet i en lang årrække, bl.a. som vej- og trafikchef (2002-10), han har været chefrådgiver i trafikplanlægningsfirmaet Tetraplan, og så er han fhv. formand for Transportøkonomisk Forening.

Få Knuds indlæg
som RSS-feed her