Data mod madspild

Gitte Winther Bruhn

Madspild er et gigantisk globalt problem og bekæmpelsen er på FN’s liste over verdensmål. Både detailhandelen og it-industrien kan gøre en positiv forskel.     

Madspild forårsager otte pct. af verdens CO2-udslip. Værdien af madspildet svarer til tre gange Danmarks BNP. Rundt regnet svarer madspildet til afgrøderne fra et landbrugsareal på størrelse med Kina. Disse opsigtvækkende informationer hentet fra Miljøstyrelsens hjemmeside gør problemet lidt større end til noget, vi kan rende rundt og have halvdårlig samvittighed over derhjemme, når vi smider madrester i skraldespanden. Vi kan og skal gøre noget hele vejen fra landbrug og produktion til distribution og forbrug.

Mad skal spises

Detailhandlen kan gøre meget, og mange er godt i gang. Som forbrugere skal vi eksempelvis have mulighed for at vælge de varer som er tæt på sidste salgsdato. Reelt er det jo en kommunikationsopgave og dermed også relevant for os i it-industrien, som kan hjælpe med data og digitalisering. Vi skal altså have tilført den rette forbruger viden om, hvor den billigere og snart udløbne vare befinder sig. Det er præcis tanken bag app’en ”Mad skal spises”. (Værsgo, at hente den. Du bliver dansker nummer 150.001). Et glimrende initiativ fra Salling Groups side.

Doing good is good business

Projektet er ikke filantropi. Det er en god forretning både finansielt, logistisk og imagemæssigt. Eksempelvis er det jo bedre at sælge varer end at destruere dem. Tilbuddene kan også forøge trafikken i butikken og skabe meromsætning. Logistisk set kan ønsket om at minimere madspild bruges i en langsigtet optimering af forsyningskæden. Vi hænger jo sammen. Når vi handler sammen, og hvis kæden presser leverandøren for hårdt på perfekte produkter, så skaber man bare madspild hos dem. Den krumme agurk og det lille æble er stadig mad, og vi gør livet nemmere for producenter og leverandører, hvis vi slækker på unødvendige krav om perfektion i produkterne. Endelig vil en intelligent indsats over for madspild blive belønnet af kritiske forbrugere til fordel for omdømme og brand.     

Teknologi bidrager

Salling Group var selv klar over, at minimering af Nettos madspild er fint, men det ville være endnu bedre hvis flere fødevarebutikker var med på vognen. Og det er næppe realistisk, at de afleverer data til Salling Group og bare kobler sig op hos konkurrenten. Derfor har vi hos SAP lagt os i selen for at skabe den platform, som alle butikker kan vælge at bruge. Food Waste Fighter hedder projektet. Det skal være så automatisk som muligt at lægge varer op, og kæden skal selv kunne bestemme, hvor og hvordan outputtet  bruges. 

Med tusinder af varenumre er det en ny udfordring for butikkerne at definere, lokalisere og mærke eller flytte varerne. Selve on-boardingen af varer på platformen kræver derfor en særlig app til butikspersonalet. Intelligensen bag handler om at bruge data om sidste salgsdag til at støtte personalet med den tidskritiske beslutning om hvornår og hvad, der skal udbydes til lavere pris.

Rå estimater siger, at en kæde gennem promovering kan eliminere 15 pct af det svind, der skyldes datomærkede produkter tæt på udløbsdato. Faktisk meget store værdier. Men butikkerne får dem kun realiseret, hvis hensynet til at minimere spild spiller ind på hele ”bagkontorets” palette af systemer til supply chain, indkøb og markedsføring. Det handler om data, og derfor kan it-industrien bidrage til at arbejde med netop dette verdensmål.

Innovation og verdensmål

Når man arbejder på et projekt relateret til et af FN’s 17 verdensmål, så stiger energi, engagement og graden af dedikation. I dette tilfælde handler det både om god forretning, sund fornuft og god CSR. Jeg kan identificere  tre tommelfingerregler, som måske kan hjælpe andre på projekter, der understøtter store og forkromede mål.

For det første er det vigtigt, at man researcher i bund, før man går i gang med at bygge løsninger. For det andet skal man bruge den værktøjskasse af innovationsmetoder, som faktisk virker. Sådan sikrer man, at den smukke ide møder den rette modstand tidligt nok, så den bliver rigtig stærk og levedygtig på langt sigt. Endelig for det tredje så kræver det mod og vilje. Ligegyldigt hvor god en business case og hvor mange verdensmål, man understøtter, så står og falder projektet med ledelsens opbakning!

Profil

Gitte Winther Bruhn

Gitte Winther Bruhn

Nordisk ansvarlig for kundeinnovation
SAP
Gitte blogger om digital innovation. Til daglig arbejder hun og hendes nordiske team med innovation af enkelte forretningsprocesser eller af hele forretningsmodeller. Gitte viderebringer gerne erfaringer, metoder og barrierer fra en hverdag med forretningsmæssige udfordringer, hackatons og fremtidsorienterede workshops.

Danmarks digitale konkurrenceevne ligger i forlængelse af den transformation, som er i gang i store og små virksomheder. Hvordan man får alle med i en digital forandringsproces både i virksomhed og samfund ligger Gitte stærkt på sinde, og hun er fortaler for fordomsfri mangfoldighed, når nye digitale teknologier skal skabe langsigtet værdi og være demokratisk bæredygtige.


linkedin.com/in/gittewintherbruhn