Handelskrigen er også indenrigspolitik

Henrik Franck
BLOGS Af

Handelskrigen mellem USA og Kina foregår på den geopolitiske scene, men for både Donald Trump og Xi Jinping drejer det sig i høj grad om indenrigspolitik. Det er afgørende for at forstå, hvordan de to stormagter agerer, og hvad vi har i vente. 

Global politik er også indenrigspolitik. Det gælder i handelskrigen, hvor både amerikanere og kineserne bruger konflikten til at vise vilje, styrke og handlekraft på de hjemlige breddegrader.

Det syner selvfølgelig af klassisk storpolitik, når Donald Trump og Xi Jinping som præsidenter trykker hænder på et G20-møde i Japan, alt imens verdens investorer holder vejret og fortolker. I sådan en posering for fotograferne ligger der dog meget indenrigspolitik gemt, som vi skal tage med i betragtning.

Stærke mænd

Donald Trump kan give den som stærk mand, når han svinger pisken og lægger nye toldsatser på import fra Kina. Han står som bekendt foran en valgkamp, hvor han skal opnå genvalg. Her kommer en ydre fjende – i dette tilfælde Kina – ikke ubelejligt.

For Kinas vedkommende viser regeringen, at end ikke USA, verdens hidtil suveræne stormagt, har magt over Kinas udvikling. Den kan skabe national samhørighed, at det kommunistisk-kapitalistiske etparti-regime i Kina nu har en pondus, hvor amerikanerne ikke bare kan diktere vilkårene.

I min forrige blog ”Handelskrigen er ikke bare en strid om handel” skrev jeg om, at handelskrigen også er en kamp om, hvilket af de to lande, der fremover har positionen som verdens største og stærkeste økonomi. Det er i det lys, vi skal forstå de to lederes ageren. 

Trumps hjemmebane

Handelskrigen er ikke Donald Trumps eget projekt. Mediedækningen i Europa forsimpler ofte, og derfor er det væsentligt at være opmærksom på den entusiastiske opbakning fra Demokraterne og en stor del af amerikanerne. Den modstand, han møder, kommer typisk fra den traditionelt frihandelsorienterede del af hans eget republikanske parti og vælgerkorps.

I valgkampen vil ingen kunne beskylde Donald Trump for, at han ikke har gjort alt i sin magt for at varetage amerikanske interesser ude i verden. Godt nok på en måde, der ser lidt sælsom ud her fra Europa og potentielt kan skade hele verdensøkonomien og gøre hverdagen dyrere for hans egen befolkning.

De indvendinger vinder næppe gehør hos en præsident, der virker mere optaget af at vise vilje og handlekraft i dette spørgsmål. Det er nemlig værre for Trump at indgå en aftale med kineserne, som Demokraterne kan kritisere under valgkampen, fordi Trump har givet indrømmelser til Kina.

Kinesernes dagsorden

Forhandlingerne er ofte stødt på grund, fordi kineserne i sidste øjeblik ændrer vilkår i en aftale, parterne ellers var nået til enighed om. Det har formentlig en sammenhæng med et behov for at imødekomme ’strammerne’ hjemme i Kina. Forhandlernes mandat over for USA er genstand for intens opmærksomhed internt i den kinesiske regering. Målsætningen er klar, og den er ikke begrænset til handel. Fokus er på magt. 

Kineserne haler ind på USA som økonomisk magt og udfordrer dermed USA’s suveræne position de seneste 100 år. 

På spil

Det kræver næppe tilbundsgående analyse at konstatere, at præsident Trump vil bryde sig meget lidt om, hvis Kina overhaler USA på hans vagt. 

Derfor har han stirret sig blind på USA’s handelsunderskud til omverdenen. Derfor tordner han imod sin egen centralbankchef Jay Powell for at føre for stram pengepolitik. Derfor beskylder han Kina for at manipulere sin valuta og holde den kunstigt lav (i øvrigt ikke med urette). Derfor smider han med jævne mellemrum nye toldsatser på import af varer fra andre lande. 

Og derfor skal vi være forberedte på, at handelskrigen bliver langvarig. De to parter bliver mere og mere ligeværdige, og ingen af dem har til hensigt at blinke først ved at vise svaghedstegn eller forhandlingsvilje.

Men med udsigt til en præsidentvalgkamp der snart skydes i gang i USA, har Trump en stærk interesse i, at handelskrigen ikke accelererer yderligere for den har tydeligvis været medvirkende til den vækstopbremsning i den amerikanske økonomi, som vi er vidne til i disse måneder.

Det er derfor absolut muligt, at Kina og USA i en ikke alt for fjern fremtid finder kompromiser på delområder. Jeg er dog skeptisk i forhold til mulighederne for en altomfattende handelsaftale, hvor man enes om reglerne for teknologioverførsler, og hvordan man skal afgøre eventuelle tvister.

I en serie på tre blogs skriver Henrik Franck om handelskrigens betydning og bagvedliggende årsager. Denne blog er den tredje og sidste i serien.

De to første kan du læse her (kapitel 1) og her (kapitel 2)

 

 

Profil

Henrik Franck

Henrik Franck

Henrik Franck blogger om investeringer, økonomi og politik. Tre forhold, der ikke kan adskilles, når vi skal blive klogere på udviklingen. Henriks indsigt i økonomiske og politiske systemer giver et særligt grundlag for at skabe mening i udviklingen.

Henrik Franck er direktør og partner hos Danmarks største bankuafhængige kapitalforvalter, Formuepleje. Han er uddannet cand.polit. og MA i Law and Diplomacy fra The Fletcher School of Law and Diplomacy, Boston. Henrik Franck har mere end 25 års erfaring fra den finansielle sektor. Han har blandt andet arbejdet som makroøkonom og været investeringsdirektør hos både PFA og Juristernes og Økonomernes Pensionskasse.



Få Henriks indlæg
som RSS-feed her