Ny medicin til 14 mio kr per patient? Hvordan får vi fortsat råd til den bedste medicin til danskerne?

authorimage
BLOGS
Af: Tove Holm-Larsen
26. aug 2019

Det kan være et spørgsmål om liv eller død for den enkelte dansker, om der er hurtig og nem adgang til ny innovativ medicin. Men for de danske sundhedsmyndigheder er det ofte også et spørgsmål om, hvor meget vores samfund kan eller vil betale for behandlingen af en enkelt patient. Novartis har netop lanceret verdens dyreste engangskur, som koster 14 mio Dkr per patient. ’Zolgansma’, der er baseret på genterapi, virker mod muskelsvind i rygraden hos spædbørn, en lidelse som ellers ofte fører til, at børn dør, inden de fylder 3 år. Desværre virker ingen medicinsk behandling i 100% af tilfældene, og i de tilfælde, hvor behandlingen ikke har den ønskede effekt, har sundhedsmyndighederne traditionel taget den fulde risiko og brugt en masse penge uden nogen gevinst. Det vil lægemiddelstyrelsen gøre op med og introducerer derfor i dag et nyt forsøg med risikodeling mellem myndigheder og lægemiddelindustri. Forsøget trækker bestemt i den rigtige retning, men hvor havde det været spændende, hvis det bare var lidt større tænkt eller en smule mere innovativt. 

Lægemiddelstyrelsens nye forsøg med risikodeling  

Traditionelt har de danske sundhedsmyndigheder begrænset risikoen for store, eksplosive udgifter til ny medicin ved at lave barriere for brugen. Det kan fx gøres via et ’generelt klausuleret tilskud’, hvor det kun er udvalgte patientgrupper, der kan få tilskud, eller ’enkelttilskud’, hvor lægen skal skrive en egentlig ansøgning og begrunde, hvorfor den enkelte patient har specifikt brug for netop denne medicin. Det er en bevidst tung, bureaukratisk proces, som forsinker adgangen til ny medicin og i mange tilfælde betyder, at læge og patient helt afstår fra at prøve.

I den nye forsøgsordning med riskodeling er ideen at fjerne den langsommelige, bureaukratiske proces, og i stedet lægge et fast loft over sundhedsmyndighedernes udgifter, så der ikke pludselig opstår et uventet behov, som sprænger budgetterne. Forsøget starter med, at Lægemiddelstyrelsen anslår, hvor mange patienter, der har brug for medicinen, og herefter letter adgangen for disse patienter. Hvis den nemme adgang fører til merforbrug, må medicinalvirksomhederne til lommerne. Det smarte ved ordningen er selvfølgelig, at risikoen ved nem adgang til medicin fjernes fra sundhedsvæsnet, som kan overholde budgetterne. Fordelen for medicinalbranchen er, at de får mulighed for at få deres medicin på markedet. Uden tilskud er der reelt meget svært at sælge medicin på det danske marked. Det har bl.a. Sanofi og Amgens oplevet ved deres PCSK9-hæmmere Praluent og Repatha.

Lægemiddelstyrelsens nye forsøg skal køre i 3 år og med 2 udvalgte medicinske præparater: Astrazeneca’s middel mod blodpropper ’Brilique’ og Almiralls behandling af moderat til svær psoriasis ’Skilarence’.

 Skal målet for risikodeling være økonomi eller effekt? 

Lægemiddelstyrelsens forsøg med risikodeling hører imidlertid hjemme i afdelingen for meget forsigtige afprøvninger. Viden fra to produkter giver jo ikke ligefrem en enorm erfaring, og tre år er længe at vente på erfaringerne. Men vigtigst af alt er, at Lægemiddelstyrelsen har valgt at bruge de tre år på at teste den mindst interessante type af de mange metoder til risikodeling, der for øjeblikket testes rundt omkring i verden. EY Pharmas figur herunder giver et fint overblik over en del af disse metoder, og hvor de allerede er i brug. En af de spændende løsninger er den næstsidste metode: ’Performance-based risk sharing’ eller ’værdibaseret afregning’. Her betaler sundhedsmyndighederne kun, hvis medicinen har effekt på patienten, mens lægemiddelfirmaet betaler for de patienter, som ikke fik det bedre. Med værdibaseret afregning ændres fokus altså fra betaling for piller til betaling for reel sundhed.

Danmark har allerede mange erfaringer

Når Lægemiddelstyrelsen har fokuseret på økonomi snarere end sundhedseffekt, som mål for den nye aftale om risikodeling, er det formentlig, fordi man tænker, at det er den nemmeste type af risikodeling, og så kan man forsøge sig med andre typer bagefter. Men Verden – og Danmark- har allerede betydelig erfaring med værdibaseret risikodeling. Den globale forening af sundhedsøkonomer har netop udgivet en artikel, som evaluerer, hvordan og hvornår værdibaseret afregning giver bedst mening i en global kontekst. I Danmark kørte Roche sammen med H2i og Odsherred kommune sidste år et interessant forsøg, hvor ideen var lige så simpel som i lægemiddelstyrelsens forsøg: Når en patient i Odsherred kommune fik udleveret en insulinpumpe, blev blodsukkermålingerne bagefter gennemgået. Hvis patienternes blodsukker var indenfor et på forhånd aftalt interval mere end 80% af tiden, betalte Odsherred kommune for behandlingen, mens Roche indvilligede i trinvist at refundere mere og mere af udgiften til behandlingen, hvis blodsukkeret kun var optimalt i 70, 60 etc. procent af tiden.

Hvad viser de tidligere erfaringer? 

Erfaringerne fra risikodeling rundt omkring i verden viser grundlæggende, at fordelene er størst ved veletablerede sygdomsområder, hvor der er bred enighed om, hvordan man objektivet kan måle, om patienten reelt har fået det bedre. Herudover er det essentielt, hvor hurtig og nem adgang, der er til gode hverdagsdata. Medicin mod depression har fx ofte først reel effekt efter 3 måneder, og bagefter er det psykiater og patient, der tilsammen vurderer om patienten har effekt. I modsætning hertil er device området, hvor en pacemaker eller en diabetespumpe kontinuert sender data om patients helbredstilstand, så man hurtigt og nemt kan fastslå om medicinen har haft en gavnlig effekt.

Nem adgang til ny innovativ, men dyr medicin kan være spørgsmålet om liv eller død for den enkelte patient, og Lægemiddelstyrelsens nye forsøg med risikodeling er derfor et skridt i den rigtige retning. Men det ville være spændende, hvis vi turde stille os på alle de erfaringer, der allerede eksisterer og afprøve risikodeling, som fokuserer på betaling for sundhed.

 

 

 

Profil
Tove Holm-Larsen authorimage Tove Holm-Larsen giver den økonomisk interesserede læser overblik over medicinalsektoren. Hun peger på signifikante megatrends i en kompliceret branche med vital betydning for Danmark.

Tove Holm-Larsen er ph.d. i sundhedsøkonomi og adjungeret professor på Ghent Universitet i Belgien. Hun driver rådgivningsfirmaet Pharma Evidence, hvor hun rådgiver store danske og internationale virksomheder i forbindelse med bl.a. prisforhandlinger i det meste af verden.



Tidligere bloggere på borsen.dk