Er du også en af dem der ikke tør springe ud i det uvisse?

Johan Hygum Hillers

Personligt er jeg blevet meget nysgerrig på en persona, som jeg efterhånden er stødt på en hel del gange i mit daglige virke. En ambitiøs young professional, der er ansat i en mellemstor/stor virksomhed, som parallelt med deres nuværende position går rundt med en spirende drøm i maven om at blive selvstændig eller som minimum afprøve noget radikalt anderledes end det nuværende, senere i deres karriere. 

For de fleste bunder drømmen i en romantisk forestilling om at være i stand til at kunne bestemme over egen tid, arbejde med egne idéer, have et stort ansvar, gøre en direkte forskel og have mulighederne for at kunne forme en organisation fra bunden. Jeg har selv været selvstændig de sidste syv år, og jeg genkender nemt disse grunde til hvorfor, det kan føles dragende at stå med styrepinden i egen butik. 

Mange aspirerende selvstændige bliver det aldrig


Jeg er dog ikke 100 pct. overbevist om, at antallet af unge, der drømmer om at blive selvstændige, tilnærmelsesvis stemmer overens med antallet, der rent faktisk ender med at blive selvstændige, og det kan der være mange forskellige årsager til. Det kan være et udtryk for, at de ikke får gjort noget ved det, ikke lykkes eller ligefrem ikke ønsker at være det alligevel, når det kommer til stykket. Det er i og for sig naturligt nok.

For mig opstår problemet, når der ikke aktivt bliver taget stilling til, hvordan det parallelle drømmescenarie kan komme til udtryk i ens nuværende situation, og/eller hvordan man kan gøre noget for at komme et skridt tættere drømmen. Her rammer vi kernen af min nysgerrighed og sigte med dette indlæg.

En af faldgruberne er, i min optik, at der generelt hersker ét missing link i forhold til ovenstående problemstilling – navnlig et manglende fokus på at forfølge det uvisse og turde tage en chance. Alt for ofte bliver jeg mødt af udsagn såsom; det kan jeg da ikke bare gøre, jeg ved ikke, om det kan betale sig, jeg kan ikke lige gennemskue vejen hen til målet. 

Samtidig oplever jeg ligeså ofte, at villigheden og iveren efter at udfordre disse udsagn udebliver uden så meget som at have gjort ét helhjertet forsøg. Og så hopper kæden af for mig. 

For det efterlader de unge i en situation, hvor de, efter min mening, ender med at begrænse sig selv og deres udvikling, hvilket både er et tab for dem personligt og virksomheden, de er ansat i. Og det er i det hele taget paradoksalt, at mange går rundt med en drøm om, hvad de vil i fremtiden uden at afsøge mulighederne for at gøre noget ved det, det sted hvor de er lige nu. 

Det skal du spørge dig selv om

Det synes jeg, vi skal have gjort noget ved. Jeg vil i nedenstående komme med nogle bud på, hvilke spørgsmål der er essentielle at overveje, hvis man står i en situation, hvor man drømmer om noget andet end det, man er i gang med her og nu. Som leder kan man måske hente inspiration til samtaleemner til næste 1:1 møde med en ung medarbejder. 

Udgangspunktet for alle spørgsmålene er at afsøge svar på, hvornår man sidst har ageret og handlet uden for det, der forventes og/eller står i ens jobbeskrivelse. Det, vil jeg mene, er en af hovedforudsætningerne for at indfri ens drømme om at afprøve noget helt andet end det, man laver lige nu.

Overvej følgende overordnede spørgsmål:

Hvilken rolle har jeg nu, og hvordan afviger den fra rollen, jeg drømmer om at have i fremtiden? 
Og hvad har jeg gjort internt i min nuværende virksomhed for at komme tættere på den rolle, jeg drømmer om at have i fremtiden?

Hvilke rammer er jeg en del af nu, og hvordan afviger de fra rammerne, som jeg drømmer om at være en del af i fremtiden?

Og hvad har jeg gjort internt for at komme tættere på de rammer, jeg drømmer om at være en del af i fremtiden?

Hvad har jeg gjort for at prioritere tid til mine egne idéer/projekter i mit nuværende arbejde?

Hvornår har jeg sidst forfulgt et uvist scenarie/taget en chance i min nuværende position? 

Tag chancen inden det bliver mere overskueligt

Ja, det er store spørgsmål. Ja, det kan virke uoverskueligt. For hvor skal man starte, og hvad bliver slutningen? Det kan jeg af gode grunde ikke svare på uden at have talt med den enkelte, men jeg ved dog, at det ikke bliver mindre uoverskueligt eller svært i fremtiden, hvis du en dag bliver selvstændig. Der er det uvisse, og det at tage en chance en del af hverdagen.

Derfor er min afsluttende anke; tag dog en chance og afprøv nogle af de ting, du går og drømmer om i din nuværende rolle i stedet for at gå og vente på, at du måske, måske ikke tager springet som selvstændig senere i din karriere. Der er simpelthen for mange, der går og taler om det, uden bare at gøre lidt for at afprøve præmisserne for, hvad det vil sige at være "på egen hånd". 

Profil

Johan Hygum Hillers

Johan Hygum Hillers

Johan Hygum Hillers deler ud af indsigter fra sit daglige arbejde med Young Professionals verden over.

Johan er selv en del af den unge generation, der lige nu er i gang med at skubbe til erhvervslivets status quo. I sit daglige virke har han en klar ambition om at forbinde ambitiøse og nysgerrige mennesker fra København til Shanghai, Singapore, London og New York, samt finde løsninger på hvordan vi, ung som erfaren, kan bidrage bedst muligt til vores egen og hinandens karriere.