Der hviler et stort ansvar på ECB's nye chef

Henrik Franck
BLOGS Af

Den Europæiske Centralbank skal have den nuværende IMF-chef Christine Lagarde som ny centralbankchef. Hun erstatter Mario Draghi, der reddede euroen i 2012. Det bliver også Lagardes vigtigste opgave at holde sammen på euroen og undgå deflation. I det hele taget har ECB’s rolle ændret sig fra at skulle sikre lav inflation til at sikre euroens overlevelse og undgå deflation som i Japan. Men med de nuværende negative renter er manøvrerummet for ECB skrumpet meget ind.

Euroens redningsmand Mario Draghi træder til efteråret tilbage som centralbankchef i Den Europæiske Centralbank (ECB), når hans embedsperiode udløber. Han bliver erstattet af franske Christine Lagarde, der i dag er direktør for Den Internationale Valutafond (IMF).

Dermed er det et farvel til manden, der tilbage i 2012 med sin berømte ”whatever it takes”-replik reddede euroen, efter at gældskrisen i Sydeuropa truede dens eksistens.

ECB's rolle er som forvandlet

Den manøvre er et fint vidnesbyrd om, hvordan ECB’s rolle har ændret sig fra før finanskrisen og til nu. Før finanskrisen havde ECB en klokkeklar opgave i at sikre lav inflation og kun det. 1970’erne og 1980’erne havde lært os, at høj inflation og talrige devalueringer ikke var nogen god opskrift på at skabe stabile økonomier. Efter finanskrisen har ECB’s opgave ændret sig markant. De seneste 10 år har handlet om undgå sammenbrud af eurozonen, og at deflation a la Japan ikke kommer til at ske.

De seneste måneder har sat en tyk streg under ECB’s forandrede rolle. Inflationsforventningerne i eurozonen er gået igennem gulvet på det seneste og er nu rekordlave, selv om styringsrenten er minus 0,4 procent. Det har skabt en vis panik i Den Europæiske Centralbank (ECB).

Det mulige sammenbrud af eurozonen er ikke noget, man taler så ofte om, men på baggrund af de pengepolitiske beslutninger, som centralbanken i Frankfurt har truffet, er det reelt det scenarie, man målrettet har arbejdet efter at undvige. Da Draghi i sommeren 2012 sagde, at “ECB er klar til at gøre alt inden for sit mandat for at redde euroen. Og tro mig, det vil være nok”, genskabte det investorernes tillid til euroen.

Sydeuropa truede euroens eksistens

Oversat til konkret handling har det betydet, at ECB har købt statsobligationer i både Italien og Spanien i stor stil, hjulpet Grækenland ud af suppedasen, ligesom de sydeuropæiske banker har fået lettere adgang til at låne penge og dermed sikre deres overlevelse. Det er alt sammen ting, der tjener et højere formål: At undgå euroens sammenbrud.

ECB ejer i dag en tredjedel af alle statsobligationer i eurozonen og halvdelen af alle realkreditobligationer, og renterne er på et rekordlavt niveau for at holde hånden under eurozonens økonomi. Det smitter også af på Danmark. Man kan i dag få et 30-årigt realkreditlån til 1 procent – for nogle år siden var vi til sammenligning alle sammen ved at gå ud af vores gode skind, da et 30-årigt lån kom ned i 4 procent. Blot for at illustrere, hvor opsigtsvækkende det egentlig er med så langvarigt et lån til så lav en rente.

Danmark har i øvrigt verdensrekorden for laveste rente nogensinde sammen med Schweiz. Den blev sat i 2012, da den var nede i -0,75 procent. P.t. har samtlige danske statsobligationer uanset løbetid i juni fået negative renter. Det er uden fortilfælde.

Lagarde får begrænset manøvrerum

Lige nu står vi i en situation, hvor ECB har signaleret klart og tydeligt, at man er parat til at lempe pengepolitikken yderligere, men det kan blive sværere, end det lyder. Sådan vil det også være under den nye centralbankchef, når hun overtager posten. Christine Lagardes manøvrerum bliver begrænset. Den nuværende rente er på -0,4 procent, og der er grænser for hvor meget mere pengepolitisk ammunition ECB har i skuffen. ECB kan godt gøre renten yderligere negativ, men i praksis bliver det svært for centralbanken at sænke renten meget mere.

Alligevel kan det blive nødvendigt at gøre forsøget. Med de uhyre lave inflationsforventninger, der er gældende for øjeblikket, så er deflation ikke et urealistisk scenarie, men det er et scenarie, som ECB for enhver pris skal og vil undgå. Det er en hovedopgave for Draghi lige nu, og det bliver en hovedopgave for Christine Lagarde, når hun overtager tøjlerne den 1. november.

Deflation er det værste mareridt for en centralbank

Faktisk er deflation en centralbanks værste mareridt. Mens man godt ved, at man skal håndtere inflation med stigende renter for at tage noget af væksten ud af økonomien, ved man ikke, hvordan man får bugt med deflation.

Deflation sker meget sjældent og er langt mindre hyppigt forekommende end inflation. De to bedst kendte eksempler er Depressionen i 1930’erne, hvor der skulle en verdenskrig til at stoppe det. Det siger sig selv, at det ikke er en ønskværdig løsning. Anden gang var det så Japan, der fik deflation i slutningen af 1990’erne, og som stadig ikke har fået bugt med det. Reelt ved vi altså ikke, hvordan vi kommer deflation til livs.

Det er her ECB står: Med en toneangivende minusrente på 0,4 procent og få redskaber i den pengepolitiske værktøjskasse og en eurozone med meget beskedne vækstudsigter og uden nogen inflationstegn. Måske er der snart brug for en retorisk stærk centralbank, der kan komme med en ”whatever it takes”-lignende melding. Der skal Christine Lagarde have ordet i sin magt – præcis som Mario Draghi havde i sommeren 2012.

FAKTA – ECB’s centralbankchefer (præsidenter):

  • Wim Duisenberg, Holland – 1998-2003
  • Jean-Claude Trichet, Frankrig – 2003-2011
  • Mario Draghi, Italien – 2011-31. oktober 2019
  • Christine Lagarde, Frankrig – 1. november 2019 (indstillet)

 

Se flere blogs



Profil

Henrik Franck

Henrik Franck

Henrik Franck blogger om investeringer, økonomi og politik. Tre forhold, der ikke kan adskilles, når vi skal blive klogere på udviklingen. Henriks indsigt i økonomiske og politiske systemer giver et særligt grundlag for at skabe mening i udviklingen.

Henrik Franck er direktør og partner hos Danmarks største bankuafhængige kapitalforvalter, Formuepleje. Han er uddannet cand.polit. og MA i Law and Diplomacy fra The Fletcher School of Law and Diplomacy, Boston. Henrik Franck har mere end 25 års erfaring fra den finansielle sektor. Han har blandt andet arbejdet som makroøkonom og været investeringsdirektør hos både PFA og Juristernes og Økonomernes Pensionskasse.



Få Henriks indlæg
som RSS-feed her