Der forsvandt det hårde pres på de amerikanske medicinpriser

Tove Holm-Larsen
BLOGS Af

Amerikanerne betaler langt mere for medicin end folk i resten af verden. Det ved de. Og de er rimeligt utilfredse med det. Så utilfredse, at det hvide hus har erklæret lavere medicinpriser for et specifikt mål. En vigtig brik i denne kamp har hidtil været Scott Gottlieb, chefen for de amerikanske sundhedsmyndigheder, som har været utrættelig i sin kamp mod de høje medicinpriser. I torsdags chokerede han medicinalverden ved pludseligt at sige sit job op. Kampen mod de høje medicinpriser i USA har fået en mavepuster af dimensioner. Det giver Pharma en gylden pause til at overveje, hvordan de skal ændre deres prisstrukturer i USA. For en ting er sikker: Presset på de amerikanske priser vil komme massivt tilbage, når præsidentvalget for alvor går i gang.

Der er grund til, at amerikanerne klager over høje priser

Det er en kendsgerning: Amerikanske medicinpriser ligger langt over de europæiske. Især har stigningen i prisen på insulin skabt stor vrede og diskussion, fordi en stadigt stigende del af regningen ender hos den enkelte diabetes-patient. På grafen herunder kan man se stigningen i personlige udgifter til forskellige typer af insulin beregnet af en arbejdsgruppe under American Diabetes Association i 2018. 

 

USA har optrappet krigen mod de høje priser.

USA har de sidste par år i stigende grad forsøgt at bekæmpe de høje medicinpriser. I forrige uge var CEO’s for bl.a. Sanofi, Pfizer og Merck fx indkaldt til at stå skoleret for senatet for at forklare, hvorfor priserne er så høje, og hvordan de vil arbejde for at få dem ned. Men en mere markant og vedvarende krig mod priserne er de sidste to år blevet kæmpet af FDAs direktør Scott Gottlieb. FDA forhandler ikke pris med Pharma, men Gottlieb har i stedet arbejdet utrætteligt og meget medie-aktivt på at skabe mere konkurrence og derigennem sænke priser. Det har han gjort ved at støtte hurtigere og mere effektiv optag af biosimilær- og generisk medicin på markedet, og dermed forsøge at disrupte den lange patent-tid som pharma lever af.

Er de amerikanske priser overhovedet vigtig for Dansk Pharma?

Ja! Er det helt korte svar. Dansk lifescience eksporterede i 2017 samlet set for 108 mia. Det svarede til 16% af Danmarks eksport. Ifølge en rapport fra Damvad fra 2018 var eksportandelen, der gik direkte til USA på 28 mia. kr. i 2016, hvilket svarer til 26 % af den samlede danske eksport af life science produkter. USA er altså ikke bare et halv-interessant marked for dansk pharma, men DET interessante marked. Dansk pharma og biotek er derfor nødt til at tage prisdiskussionen alvorligt.

Pharma føler sig udsat for shaming

Pharma har hidtil forsvaret de høje amerikanske priser med, at deres overskud ikke er blevet større, men at stigningen blot reflekterer de øgede rabatter, som de såkaldte ’Pharmacy benefit managerne (PBM)’ konsekvent kræver. Pharmas pointe er, at disse rabatter ikke går videre til patienterne, men blot ender i lommerne på PBM’erne. Sikkert er det, at amerikanerne har fået opbygget et meget kompliceret betalingssystem (se figuren herunder), hvor der er en meget lav incitamentstruktur til at forhandle prissænkninger til den enkelte borger – og især til den fattige borger uden sundhedsforsikring.

 

Pharma har fået tid til at tænke innovativt

Scott Gottliebs afgang har givet Pharma en kortvarig pause i presset på prisen. Men i stedet for at glæde sig over pausen er det tid for at overveje nye innovative pris-strukturer, som for alvor vil give god og betalelig medicinsk behandling til amerikanerne. Skal hele strukturen ændres ved hjælp af det nuværende politisk pres? Skal der satses på risk-sharing agreements? Skal hovedfokus være på salg af digitale helhedsløsning for den enkelte borger snarere end ’bare’ salg af medicin? Prispresset i USA vil komme tilbage. Og det Pharma-firma, som finder en model, der kan bringe ny betalelig medicin til markedet i USA, kommer til at vinde markedet – og folkestemningen.


 

Se flere blogs



Profil

Tove Holm-Larsen

Tove Holm-Larsen

Tove Holm-Larsen giver den økonomisk interesserede læser overblik over medicinalsektoren. Hun peger på signifikante megatrends i en kompliceret branche med vital betydning for Danmark.

Tove Holm-Larsen er ph.d. i sundhedsøkonomi og adjungeret professor på Ghent Universitet i Belgien. Hun driver rådgivningsfirmaet Pharma Evidence, hvor hun rådgiver store danske og internationale virksomheder i forbindelse med bl.a. prisforhandlinger i det meste af verden.