Handelsskibene sejler fortsat over Nordsøen efter et hard-brexit

Danske Rederier
BLOGS Af

Langstrakt og nervepirrende. Der er fortsat stor usikkerhed omkring udfaldet af Brexit-processen.

Alle tidligere forsøg på en afklaring er slået tilbage til start. De britiske forhandlinger har varet i godt tre år, og nu står vi ved premierminister Theresa Mays måske sidste chance.

Og tiden løber stærkt. De britiske parlamentarikere og regeringsmedlemmer har nu blot 16 dage tilbage før Storbritannien, ifølge aftalen, skal være udtrådt af EU.

Det er meget kort tid. Og det kan virke som for kort tid for erhvervslivet til at tilpasse sig – også selvom de fleste forhåbentlig er gået i gang.

Men går det hele i stå, hvis Storbritannien vælger at forlade EU uden en aftale?

Ikke helt.  

Målrettet indsats

Danske politikere, embedsmænd og virksomheder har været gode til at være forudseende og har fulgt udviklingen på den anden side af Nordsøen tæt.

Der er igennem længere tid herhjemme blevet arbejdet målrettet på at være i stand til at fortsætte de daglige forretninger, uanset hvilken aftale Danmarks tredjestørste eksportmarked ender med at lande på.

Realiteten er, at såfremt Storbritannien træder ud af EU uden en aftale, vil landet efter 29. marts blive anset som et tredjeland.

En af de største konsekvenser heraf er kravene til told og moms, hvilket ikke alene vil påvirke omkostningerne, men også hindre den smidige bevægelighed af varer, som mange virksomheder i dag er afhængige af leveres på det rette tidspunkt.

Her har blandt andet Frankrig, Danmark og en række af de øvrige europæiske nabolande allerede oprustet på toldere, systemer og arbejdsprocedurer med henblik på at imødegå kaos og sikre at der er hænder til at få transporten af varer til at glide fremad.

Samme forberedelser har rederierne gennemført. Danske handelsskibe er vant til at sejle over hele verden, og er godt rustede til at kunne håndtere de nye procedurer, der vil være efter et Hard-Brexit, så handlen over kanalen fortsat vil finde sted.

Det, vi formentligt vil opleve i en overgangsperiode, er først og fremmest store forsinkelser og kødannelse i varestrømmen.  Vi må forvente at se lastbiler i kø uden for havnene. Det skyldes, at selvom rederierne er klar, så skal hundredetusindevis af kunder i Storbritannien og i EU også vænne sig til nye toldprocedurer. Og her kan vi ikke forvente, at alle er parate til en ny virkelighed med Storbritannien som et tredjeland.

De europæiske virksomheder kan forvente at skulle udfylde en masse toldpapirer, som de ikke er vant til i dag, fordi mange hovedsageligt handler inden for det indre marked, hvor disse har været afskaffet i mange år.

Vi må med andre ord forvente forstyrrelser af handlen, hvis Storbritannien træder ud af EU uden en aftale, men ikke nødvendigvis, at handlen deraf vil bremse helt op.

Det bliver i ordets egentlige forstand uhyggelig interessant at følge det britiske parlaments videre vej i de kommende dage. Omdrejningspunktet herhjemme må fortsat være at forberede sig på det værste scenarie, mens Danmark arbejder for, og håber på, det bedste.

Det vil være uendelig trist og dyrt, hvis vi taber en tæt fremtidig relation til Storbritannien på gulvet. Storbritannien aftager årligt danske varer til en værdi af godt 91 mia. kr., og holder 45.000 danskere beskæftiget.

Men selvom Danmark er godt forberedt, så er det briterne selv, som må løse den situation, som de har bragt sig selv og os andre i.

Det er i høj grad på tide, at briterne beslutter sig for hvilken stol, de fremover vil sidde på.

Det har de nu 16 arbejdsdage til.

Profil

Danske Rederier

Danske Rederier

Anne H. Steffensen
Anne H. Steffensen tager temperaturen på den globale økonomi og politik, og blogger dertil om diversitet og ledelse. Annes indsigt i et globalt erhverv og globale udsyn gør hende til lidt af en kanariefugl for de udfordringer og muligheder, som Danmark kan stå overfor på den globale scene.

Anne H. Steffensen er adm. direktør i Danske Rederier, der er branche- og arbejdsgiverorganisation for dansk skibsfart, der sammenregnet gør Danmark til verdens sjettestørste søfartsnation, og som danskernes største eksporterhverv årligt eksporter for omkring 200 mia. kr.

Anne er uddannet cand.scient.pol. fra Århus Universitet, og har i sin karriere haft flere poster i Udenrigsministeriet, blandt andet som Danmarks ambassadør i Storbritannien.