Markederne reagerer ikke længere automatisk med uro og kursudsving, når den politiske usikkerhed er høj, og vice versa. Det skyldes efter min mening, at der er mere larm end reel usikkerhed om de økonomiske vilkår.
Jeg regner ikke med, at billedet ændrer sig meget fremover, og markederne kan muligvis blive endnu mindre følsomme over for politisk usikkerhed.
Volatiliteten dykkede i januar trods politisk usikkerhed
Det kan umiddelbart undre, at der var så udpræget ro på valuta-, rente- og kreditmarkederne i januar, når man tænker på den store usikkerhed på den politiske front med handelskrig, Brexit, spørgsmålet om, hvad centralbankerne gør, etc., men volatiliteten på finansmarkederne har faktisk været afkoblet fra den politiske usikkerhed siden 2011/12.
Hvorfor ignorerer markederne politisk usikkerhed?
Det er der flere forklaringer på. Først og fremmest kan der være en tendens til politisk støj. Det gælder for eksempel i USA, hvor politikernes proklameringer ofte ikke har meget at gøre med den politik, der så bliver ført. De politiske signaler fra Trump-regeringen er tit svære for investorerne at tolke. Trump er imidlertid et symptom på udviklingen snarere end årsagen, som langt hen ad vejen er den meget polariserede og ophidsede debat. Jeg mener, at polariseringen i samfundet og de sociale mediers spredning skaber metafortællinger, der er synlige i nyhedsdækningen. Vi bryder os ikke om at få udfordret vores vante forestillinger og tror hellere på de facts (eller måske ligefrem ‘fake news’), der bekræfter os i vores overbevisninger
… og hvordan kan man måle den?
Her på det seneste har man blandt andet forsøgt at vurdere den politiske usikkerhed i USA ved at se på, hvor ofte ordet ‘usikkerhed’ forekommer i avisartikler sammen med ord som ’økonomi’ ‘Federal Reserve’, ‘Kongressen’ og ‘underskud’. Jeg mener dog herved let, at man kommer til at overvurdere usikkerheden om regeringens politik i forhold til perioden før den globale finanskrise.
En artikel i Washington Post om USA’s uholdbare gældsætning og uenigheden mellem Det Hvide Hus og Kongressen afspejler ikke nødvendigvis, at usikkerheden om regeringens polititik er steget. Måske afspejler den bare, at avisen gerne vil skrive en artikel om, hvor uansvarlig Trump er. Man vil måske nok vurdere, at den politiske usikkerhed falder, når Trump-æraen rinder ud, men usikkerheden vil formentlig ikke falde til niveauet fra før finanskrisen, når den opgøres på denne måde.
For lidt fokus på økonomi
Jeg tror faktisk, at vi nogle gange fokuserer for meget på politik og for lidt på økonomi, når vi analyserer volatiliteten på finansmarkederne. Den politiske usikkerhed er kun vigtig for markederne, hvis den medfører politiske indgreb, der påvirker de fundamentale økonomiske forhold som vækst og inflation og adfærden på finansmarkederne.
Sker det, vil den politiske usikkerhed slå igennem i risikopræmierne, dvs. den ekstra kompensation, investorerne forlanger for at investere i aktier o.l., og i kursudsvingene på markederne i forhold til den såkaldte risikofri rente.
Ikke engang Brexit og Trump kunne skabe røre
I 2016 fokuserede mange for eksempel på følgevirkningerne af Brexit og Trumps valgsejr. Volatiliteten på markederne skød ganske vist i vejret, men det holdt ikke længe. Hvorfor? De fleste økonomer troede ligesom jeg, at den økonomiske vækst ville dykke oven på Brexit og Trump, men vi fik i stedet et kraftigt opsving i 2. halvår, blandt andet fordi den lempelige pengepolitik beroligede finansmarkederne.
‘Forkert’ fokus
Desuden fokuserer det finansielle system nogle gange på den ‘forkerte’ politiske usikkerhed. Volatiliteten i den svenske krone steg for eksempel kraftigt forud for valget i september, selv om der var almindelig enighed blandt de politiske observatører om, at en ny regering ikke ville ændre væsentligt på den økonomiske politik.
Markederne stabiliserede sig så et par dage før valget og ignorerede fuldstændigt, at Sverige kom til at stå uden regering i fire måneder, da det ikke påvirkede den økonomiske politik.
Vi overser også indimellem politisk usikkerhed, som ikke har været så meget fremme i medierne, men har betydelige konsekvenser for økonomien og finansmarkederne. Forvirringen om den tyske regerings politik, når det gælder partikeludledningen fra biler, har for eksempel skabt flaskehalse i bilsektoren med konsekvenser for realøkonomien og det finansielle system. Denne politiske usikkerhed og hvordan den påvirkede virksomheder og markeder har ikke fået nok opmærksomhed.
Måske endnu mindre volatilitet fremover
Men hvad så nu, hvor den politiske usikkerhed er ekstra stor? Vil det skabe større volatilitet fremover? Jeg tror det ikke.
Usikkerheden, når det gælder handelskrigen mellem USA og Kina, er muligvis den største risikofaktor i år, da den både har konsekvenser for realøkonomien og det finansielle system. Topforhandlingerne mellem de to parter i sidste uge forløb godt, og chancen for, at de kan indgå en aftale allerede i marts, er steget.
Brexit er stadig uafklaret, men min vurdering er, at afstemningen i det britiske Underhus i tirsdags støtter mit syn om, at Storbritannien ikke forlader EU uden en aftale.
Den amerikanske centralbank meldte meget forsigtigt ud på mødet i sidste uge med signalet om, at de ikke forhøjer renten igen, medmindre inflationstallene er højere end forventet, og at de snart vil afslutte reduktionen af balancen.
Når volatiliteten på markederne har været så lav, som det er tilfældet, i de seneste år, skyldes det blandt andet, at pengepolitikken har ligget fast, og efter de seneste meldinger fra Federal Reserve regner jeg heller ikke med, at der vil være større usikkerhed om pengepolitikken fremover.
Endelig forventer jeg, at der kommer mere fart på verdensøkonomien fra 2. kvartal, og det kan muligvis gøre markederne endnu mindre følsomme over for politisk usikkerhed.
