Hvad hvis jeg tager fejl - risici i 2019

Thomas Harr
BLOGS Af

Jeg ser som udgangspunkt lyst på udsigterne for verdensøkonomien og finansmarkederne i år og regner ligesom markederne med, at der kommer mere fart på økonomien, når vi når hen i 2. kvartal. Men som altid er der ubekendte og risikofaktorer, der må tages med i ligningen, og risiciene er lige nu betydelige. Der er en klar risiko for, at det kan gå galt.

Mine positive forventninger bygger på en række forudsætninger: (1) USA og Kina indgår en handelsaftale i 1. halvår, og her ser udviklingen ud til at gå den rigtige vej; (2) Afmatningen i euroområdet i de seneste måneder skyldes bekymring over handelskrigen, stigningen i oliepriserne og flaskehalse i den tyske bilindustri, og det vil igen gå fremad i euroområdet senere i 2019; (3) Storbritannien kommer ikke til at forlade EU uden en aftale, og skulle det endelig ske, vil det ikke have store følger for euroområdet; (4) Italien havner ikke i en gældskrise inden for de næste par år.

Hvor slemt kan det blive, hvis jeg tager fejl?

Lad os først se på de typiske årsager til en finansiel krise eller økonomisk nedtur. Alle finansielle kriser er forskellige, og de er derfor svære at forudsige. Hvad krisen ender med, afhænger af de fundamentale forhold som f.eks. vækst og inflation samt den generelle tillid og den politiske reaktion. Alt dette er også svært at forudsige. Man kan dog som regel iagttage et fast mønster, når det trækker op til en finansiel krise. Forud for krisen vil man typisk se et kreditboom og en stor stigning i aktivpriser og gearede investeringer. Det er en situation, hvor bankerne vil være særligt udsat. Desuden vil en krise ofte blive forværret af skrøbelige offentlige og private balancer. En kraftig stigning i inflationen pga. højere priser på råvarer som f.eks. olie kan udløse en alvorlig økonomisk nedtur, og en stram penge- og finanspolitik kan ligefrem udløse en recession.

Det trækker ikke op til en recession

Ligner de aktuelle risikofaktorer for verdensøkonomien så de typiske årsager til kriser og recessioner? En egentlig handelskrig mellem USA og Kina vil kunne udløse en stor stigning i råvarepriserne og strammere finansielle forhold og samtidig lægge en dæmper på investeringerne.

Den Internationale Valuta Fond har set på, hvad der kan ske, hvis handelskrigen imellem USA og Kina eskalerer, og USA samtidig  lægger straftold på 25 % på al bilimport, som Trump truede med sidste år. I analysen tager de højde for, hvordan erhvervstilliden påvirkes, og for de strammere finansielle forhold og den forventede politiske reaktion. IMF regner sig frem til, at en omfattende handelskrig vil skære op til 1,6 % af væksten i Kina, op til 1 % i USA og omkring 0,5 % i euroområdet. En egentlig handelskrig mellem USA og Kina vil altså ifølge IMF have betydelige følger både for Kina og USA, men vil ikke udløse en recession. 

Men hvad med euroområdet?

Jeg er mere bekymret for, hvordan en eskalering af handelskonflikten vil påvirke et euroområde, der allerede er på vej ned i gear. Afmatningen i den europæiske eksport i 2. halvår 2018 har trukket den indenlandske efterspørgsel ned. Hvad hvis opbremsningen fortsætter?

Her ser jeg med nogen bekymring på kombinationen af lav strukturel vækst og høj offentlig gæld i mange af de store eurolande. I Italien og Frankrig, der begge er stærkt gældsatte, var den offentlige gæld i procent af BNP stort set uændret under opsvinget fra 2015 til 2018. Italien og Frankrig havde i samme periode en gennemsnitlig nominel vækst på hhv. 2,1 % 2,2 %. Den italienske centralbank advarede i fredags om, at Italien kan have været i recession i 4. kvartal, og Frankrig har en meget lille stødpude, da den årlige vækst faldt til 1,4 % i 3. kvartal 2018, og PMI-indekset ligger under 50 og dermed peger på lavere økonomisk aktivitet.

Risiko for lavvækst i Europa

Jeg regner med, at euroområdet vil vokse 1,5 % i år drevet af et opsving i eksporten og solid indenlandsk efterspørgsel, men hvis nogle af de risici, jeg har nævnt her, bliver til virkelighed, bliver væksten måske blot på 0,5 %-1,0 %. Det vil sende Italien i recession og sætte deres offentlige finanser under pres igen.

Jeg forventer, at ECB på mødet i denne uge vil fremhæve, at risiciene for den økonomiske vækst peger nedad, mens de hidtil har vurderet at risikobilledet har set afbalanceret ud. ECB har stadig redskaber tilbage i værktøjskassen, men der skal formentlig meget til, for at de igen begynder at opkøbe obligationer eller sætter renten ned.

Finansielle risici i forbindelse med Brexit

Skulle Storbritannien forlade EU uden en aftale, vil følgerne for europæisk økonomi formentlig være relativt beskedne. Men et ‘no-deal’ Brexit vil betyde, at væksten bremser op, og at boligpriserne falder, i Storbritannien. Det vil ramme det britiske finansielle system hårdt og kan smitte kraftigt af på den europæiske finansielle sektor, da de finansielle systemer og bankerne er tæt forbundne på tværs af den britiske kanal. Finanscentrene i euroområdet kan dog på længere sigt få fordel af et ‘no-deal’.

Jeg ser ikke den store sandsynlighed for, at de amerikanske virksomheder kommer ud i en gældskrise, eller at Kina får en finansiel krise, men skulle det ske, vil det have meget ødelæggende virkninger for den globale økonomi og det finansielle system. Det er derfor også risici, man bør holde øje med. 

Alt i alt ser jeg lys forude for den globale økonomi og finansmarkederne i år, men jeg vil igen understrege, at der også er betydelige risici.


 

Se flere blogs



Profil

Thomas Harr

Thomas Harr

ph.d., Global Analysechef i Danske Bank
Thomas Harr blogger om de globale og nordiske økonomier, deres samspil med politik, og hvad dette betyder for finansmarkederne.

Thomas Harr er global analysechef i Danske Bank med ansvar for bankens analyse af makroøkonomi samt valuta- og rentemarkederne. Inden han kom tilbage til Danske Bank i sommeren 2014 arbejdede han 7 år i Singapore hos den engelske bank Standard Chartered, hvor han havde ansvaret for bankens valuta- og renteanalyse i Asien. Thomas har en ph.d. i økonomi fra Københavns Universitet og Master i økonomi fra London School of Economics.