Stop konsulenterne - de har jo ikke noget tøj på!

Esther Dora Rado
BLOGS Af

"Nogen må stoppe konsulenterne," sagde jeg til en fjern bekendt, som netop var vendt retur fra en en-dags stammetrommesession i en kold kirke foranlediget af et af verdens fremmeste strategibureauer: Ledelsesteamet skulle som en del af rejsen udi at nå frem til virksomhedens sande værdier - lære at spille i takt. Sig mig engang - er vi tilbage i børnehaven eller hvad?! 

Så! Nu skal I, søde små topledere på over halvtreds og langt mere, sætte jer her i rundkredsen, så får I en tromme i hånden hver, og så skal vi spille samba. Sammen. Ikke noget med at overdøve de andre eller tyvstarte på instrumenterne, nej, lille hr. Peter, formanede strategikonsulenten, som var fløjet ind fra USA og havde spidse sko på. "Den går ikke, du skal spille sammen med Thomas og Marie - i takt! SÅ kan vi lære at interagere og vekselvirke som et team."

Gud fri mig vel! Er det, hvad dyr ledelsesrådgivning er blevet til i dag? Bongotrommer og gasongas-stemning? Hvordan slipper konsulenthusene mon afsted med de programmer? Hvorfor er der nogen, som køber dem? Efterlyser fornuften her. Eller skal man selv til at opfinde sådan noget ramram og tage folks penge? Hvordan kan det i øvrigt være, at hveranden konsulent i dag har så mange talenter, at de både kan lave strategi i alle mulige afkroge - og facilitere sportsevents, kokkeskole eller mavedans? Det fjerner lidt den originale mening med ordet konsulent, som henleder, til at man søger råd hos dem om noget helt specielt. I værste fald udvander det fagområder.

Købere i kø til vanvid

Betale, det vil de øjensynligt gerne, de gode ledelser, og gerne rigtig meget, hvis konsulenthusene har gode navne. Mere desto bedre navn, også selvom indholdet tilsyneladende er det samme. Således står de tåkrummende eksempler på lige fod med køberne i kø, en lang spiral af meningsløse ud-af-boksen non events, værdidage, motto-konkurrencer, fælles stretch, latterkonger, krammedamer, firma-yoga og andre rædsler i strategi-udviklingsrejse-regi, der samler sig i et vortex af ulidelig og overfladisk sleskhed, som de betalende ledelser åbenbart ikke ænser vanviddet i længere:

Topledere, der på foranledning af hamrende dyre konsulenters storslåede idéer, står i bare tæer i strandkanten med hinanden i hånden og synger kumbaya, mens de måbende medarbejdere må parere den ene lamme ordre efter den anden om på rituel maner at omsætte ønsker for virksomhedens og arbejdsfællesskabets fremtid til ord på sirligt tilskårne fortune-cookie lapper og proppe op i røven på flerfarvede festballoner, inden de får en gang helium og sendes af helvedes til. Nogle gange med lys i. Alt imens tænker de så på, hvad ledelsen mon har betalt for det cirkus, når nu der ikke var råd til den lønforhøjelse eller bonus eller den nye kaffemaskine... Hvilket arrangement. 

Tror, det er et hit

"Medarbejderne elsker det," siger konsulenterne og lederne til sig selv og klapper over aktiviteter og inddragelse i virksomhedens strategi, men her er en hemmelighed: De fleste elsker at gøre alt mulig andet end at arbejde, så når der er stor tilslutning til strategidagen eller teamdagen, så er det ikke fordi, medarbejdere er jubelidioter, som synes, det er fantastisk at hækle sæler, springe over buk eller blive tacklet af en overkåd chef en fugtig tirsdag morgen på den hundelortbefængte græsplæne bagved virksomhedens parkeringsplads. Og det er heller ikke fordi, de føler stor jubel over at blive inddraget i virksomhedens strategi, for de fleste ved godt, at der ikke sker en dyt alligevel, at deres ideer aldrig bliver taget, og at det hele bare er et stort, internt marketingstunt, der skal forherlige ledelsen, og som koster mange penge. Næh, de jubler fordi, de "næsten" har fri, og fordi der som regel er øller bagefter. Det er langt fra, fordi de føler, det giver værdi. 

Hvad er resultaterne?

For gør det nemlig egentlig det? Tit er der med alt det gallare, der nu skal fyldes på strategiprogrammerne, for lidt tid til at blive implementeringsklare, hvis man da ikke køber den udvidede to-års pakke. Derfor bliver resultatet mere "havde vi det ikke sjovt, var det ikke fedt, var det ikke en god middag bagefter," fremfor - fik vi nu de rigtige værdier fremhævet, kom vi i mål med strategien, og hvordan får vi forankret det hele i virksomheden.

Som med joken med mussefamilien, som tilkalder nogle konsulenter, fordi der hver dag bliver spist et medlem af familien af en kat, og de store, dyre konsulenter så efter lang beregning finder frem til, at familien da bare skal blive til en hund, så de kan skræmme katten væk - god idé - men de smutter, da man spørger hvordan, det er der hverken mere tid eller råd til at finde ud af. Man oplever, hvordan det vigtigste bliver noget, der paces igennem, og folk tager sig til takke med det sidste mottoforslag a lá "Party in the Sky" med det tyrkiske flyselskab, som bestemt ikke er en fest at flyve med - eller som dengang en konsulent ved bordet foreslog, at en elvarevirksomhed skulle rebrande sig som barnets hjem hjemmefra - og altså det nye fede sted at hænge ud. Man tænker gisp, men folk køber jo altså de her utroligt malplacerede forslag, og jeg tænker, det må være fordi resten af forløbet var så trættende, at man bare vil videre og have noget rødvin. 

This is not real. Ingen køber den. Brug det heller ikke i markedsføring. Og det er ikke sådan, medarbejderne har det, når I siger strategidag.

Sådan noget pjat som trommer, rundbold i papirshatte eller ønsker i balloner hører få steder hjemme, og det er fx i børnehaven eller til bryllupper. Og man skal virkelig tænke inddragelse af medarbejdere i strategiprocesser igennem og forsøge at gøre det mere indefra og hjertefyldt end amerikansk og storslået, for ikke engang ens egne børn kunne man få til sådan noget uden at kaste op. "Nu laver vi en hvem-er-vi weekend herhjemme, og så spiller vi rundbold med mor og far, og så får vi bare en helt ny, fed familieidentitet," bare forestil jer det. Hvordan "man" er, eller hvilke værdier, der hersker, kan man kun præge ved eksempler og fremhævelse af værdsat adfærd, og det virker virkelig meget bedre, hvis det kommer oprigtigt og indefra og også fra dem, det drejer sig om i første ende - og ikke ved at forcere dem i nd i tredje indslag på agendaen på en strategidag, når ledelsen og konsulenterne ligesom har besluttet sig for, om det skal være en pige eller en dreng.

Konsulenternes mangfoldighed - mangfoldighedskonsulenter?

Brugen - og den enorme betaling - til konsulenter, ender dog ikke her, flere gange har jeg undret mig over virksomheders grænseløse brug af dem. Et par sager har jo allerede været fremme i medierne, men mange bruger undskyldningen om ikke at måtte øge headcount for derfor at bruge fuldtids-timeansatte konsulenter, der smides millioner efter om året, selv fra virksomheder i enorme kriser, ligesom virksomheder gladeligt synes at betale i dyre domme for at få de gode konsulenthuse til at forestå fyringer i hobetal i stedet for at gøre dette selv. Hvilket jo giver totalt meget mening, når nu der skal spares - not! For ikke at tale om, at det er et totalt velkendt fænomen inden for alle former for konsulentarbejde, at der sidder en junior hjemme på kontoret og laver fodarbejdet, men den kendsgerning synes man også at se igennem fingrene med, når det kommer til pris, og man kører skuesp illet med partner og senior til møderne og betaler for overlevering til kontormusen på kontoret. 

Kritisk stillingtagen og galimatias-censor 

Vi MÅ simpelthen til at stille lidt flere spørgsmål til, hvor det er nødvendigt at bruge konsulenter og bruge dem til den ekspertise, de har. Jeg har selv i min tid som konsulent oplevet at blive bedt om de mærkeligste ting for at fylde tiden ud, og det er det rene spild. Ligeledes hvilke forventninger, der skal være til de forløb, konsulenter stiller med. Det er en tohovedet drage, at man tror, konsulenter kan alt - og at konsulenter tænker, de kan alt, eller føler, de skal kunne tilbyde alt. Og hvad med inflationen i priserne for det? Det er helt vanvittigt, hvad folk betaler!

Man må gerne tænke selv, når man står der i mudderhullet med en gryde på hovedet og fægter træsværd med sekretæren, at måske er de millioner for det her forløb - der indeholder sådan noget her - lige i overkanten. Hvis man da ikke nåede at tænke over det før. Eller når man sidder ved et af de her skabelonskabte missions-visions møder, hvor det bonner helt ud på bullshit-bingo pladen, og det meste egentlig er noget, man har lært på sin MBA, og kunne have sagt sig selv. 

Jeg tror, at en del af problemet er, at mange ledelser har været vante til, at strategifirmaer var en vigtig add-on og sparringspartner. Selvfølgelig kommer der et halvstolt krumt smil på, hvis det er McKinsey, man bruger. Og det kan jeg da godt forstå. Good on you! Men udfordringen er, at mange forløb tager mere og mere kreative elementer ind, det synes at have taget overhånd i en sådan grad, at folk simpelthen har fået skyklapper på over for dem, og det ser dummere og dummere ud. Tid til lige at træde et skridt tilbage og komme tilbage til essensen - tilkøbt specialviden begrænset til et område, som nok udover sjældne tilfælde ikke er events.


 

Se flere blogs



Profil

Esther Dora Rado

Esther Dora Rado

Esther Dora Rado er erhvervskvinde og CEO for Corporate Communications. Hun er specialist i virksomhedskommunikation og profilering af topledere. Desuden er Esther bestyrelsesmedlem i Board Assure A/S, der arbejder med udvikling af direktions- og bestyrelsesmedlemmer.

Få Esthers indlæg
som RSS-feed her