Afmatningen i Europa, og hvad den kan lære os om 2019

Thomas Harr
BLOGS Af

I dette indlæg vil jeg besvare spørgsmålet om, hvorfor euroområdet og Skandinavien bremser op, og hvor bekymret, man skal være over dette. Betyder de svage nøgletal på det seneste, at det er ved at være slut med konjunkturopgangen? Svaret på det spørgsmål har stor betydning for mennesker, virksomheder og finansmarkeder.

Fortiden gør os klogere på fremtiden

For lige at opsummere så startede 2018 med et brag. Aktierne skød i vejret efter et 2017, hvor euroområdet havde den højeste vækst i et årti. Meget har dog ændret sig siden da, og euroområdet kører nu i det laveste gear siden 2014. Samtidig ser det ud til, at privatforbruget i Sverige er gået helt i stå, og spritnye tal fra i dag viser, at væksten i Norge nu er på det laveste niveau siden 2016.

Det er altid vigtigt at reflektere over fortiden og gøre status over nutiden for at forberede sig til fremtiden. Hvorfor var væksten i Europa så høj sidste år, hvorfor er den faldet i år, og hvad fortæller det os om 2019? Efter min mening kan svaret koges ned til: tillid, samhandel, olie og pengepolitik.

Tillid

2017 var Europas år. Ved udgangen af 2016 var vi alle bekymrede over usikkerheden om valget i Frankrig oven på Brexit og Trump. Men så vandt Macron, og på vej ind i 2018 undervurderede mange muligvis den populistiske bølge, der skyller ind over Europa. Så kom Italien, der viste, hvor stor afstand, der er, mellem EU's establishment og befolkningen i nogle af medlemslandene. Det er spændinger, som er kommet for at blive. Jeg regner ikke med, at den italienske regering ændrer budgetmålsætningerne, når de skal indsende et revideret statsbudget til EU i dag. Det betyder formentlig så, at Italien skal en tur igennem EU's særlige procedure for lande med for store offentlige underskud, men jeg tror, at markedet allerede har indstillet sig på dette. Det, der især giver anledning til bekymring omkring Italien, er efter min mening ikke en ansvarsløs regering, men snarere, at Italiens meget lave langsigtede vækstrate øger risikoen for en recession og dermed en krise. Jeg forventer, at Italien vil have en negativ effekt på tilliden i Europa – også i 2019.

Samhandel

Der var fremgang i kinesisk økonomi i 2. halvår 2016 og ind i 1. halvår 2017, og det trak væksten op på emerging markets, mens eksporten i euroområdet samtidig nød godt af en svag handelsvægtet euro. Billedet er imidlertid senere vendt. Euroen er blevet kraftigt styrket i en periode, og Kina er blevet ramt af handelskrigen med USA. Her på det seneste er euroen igen blevet svækket, og jeg regner med, at den fortsætter med at falde, da renteforskellen mellem euroområdet og resten af verden vokser. Jeg sætter chancen for, at USA og Kina indgår (handels) våbenhvile, når Xi Jinping og Donald Trump mødes den 1. december, til 60 %, men den økonomiske vækst i Kina vil formentlig stadig være under pres i 1. kvartal 2019, da eksporten til USA er blevet fremskyndet på grund af frygten for, at USA indfører ny straftold på kinesiske varer. En våbenhvile mellem Trump og Xi vil kunne stabilisere Kina og dermed også komme Europas eksport til gode.Sverige har i modsætning til euroområdet haft en solid eksportudvikling i 2018 hjulpet af en lav svensk kronekurs. Jeg regner med, at den svenske krone vil blive styrket, når Riksbanken begynder at sætte renten op, og det kan lægge en dæmper på eksporten. Norsk eksport er faldet i 2018, når den opgøres i mængder, da eksportpriserne er strøget i vejret i tråd med udviklingen i olie- og gaspriserne. Undtagelsen her er Danmark, hvor eksport og vækst har set stærk ud på det seneste. Det skyldes, at eksporten er mindre cyklisk i Danmark end i de andre nordiske lande. Derfor fik vi ikke den store gevinst af den kraftige europæiske optur i 2. halvår 2017, men samtidig bliver vi heller ikke ramt af nedturen nu.

Energipriser

Den store stigning i energipriserne siden 2017 har trukket inflationen op i euroområdet, Sverige og – ikke mindst – Norge. Det har udhulet husholdningernes købekraft, da de nominelle lønninger ikke er fulgt med op, og privatforbruget er derfor blevet svækket til trods for pæn jobvækst, særligt i Norge. Danmark er igen undtagelsen her, idet inflationen er faldet i år, hvilket sammen med høj lønvækst har understøttet privatforbruget. Olieprisen er dog faldet kraftigt på det seneste, og jeg reger ikke med, at vi kommer til at se en gentagelse af prisstigningen på knap 100 %, som vi oplevede fra medio 2017 til oktober 2018. Kerneinflationen er lav i euroområdet, men er begyndt at stige i Norge og i mindre grad Sverige. Jeg tror alt i alt, at afmatningen i privatforbruget i euroområdet, Norge og Sverige vil aftage, efterhånden som der kommer mere gang i reallønsvæksten. I den sammenhæng vil jeg dog også pege på det mismatch, der er opstået mellem udbud og efterspørgsel på det svenske boligmarked. Det giver en ekstra risiko for et fald i boligpriserne, der kan sætte en bremse på privatforbruget som følge af boligejernes formuetab.

Pengepolitik

Endelig er der pengepolitikken. I Euroområdet og Sverige falder væksten i pengemængden i takt med, at centralbankerne aftrapper obligationsopkøbene. Pengepolitikken bidrager derfor mindre til den økonomiske vækst i dag, end det var tilfældet fra 2015 til 2017. Jeg regner dog med, at Den Europæiske Centralbank vil åbne for nye ekstraordinære lån til bankerne i euroområdet (de såkaldte TLTRO-lån) i 2. kvartal 2019. Bankerne vil formentlig så optage lån for rundt regnet 100-150 mia. euro til gavn for udlånsvæksten i euroområdet, som i forvejen er relativt høj. Bemærk i øvrigt, at de svenske bankers udlån til husholdningerne er bremset op i takt med afmatningen på det svenske boligmarked.  

Hvad er så læren?

Jeg ser alt i alt de største risikofaktorer i Sverige. De er længst fremme i konjunkturforløbet, og Riksbanken er på støt kurs mod renteforhøjelser. Opsvinget ser ud til at køre videre i euroområdet, selv om IMF og EU er for optimistiske i deres nye prognoser, hvor de venter en vækst på 1,9 % i 2019. Der kommer formentlig mere fart på norsk økonomi, når eftervirkningerne af den tørre sommer forsvinder, men oliepriserne udgør efter min mening en risikofaktor. I Danmark ser væksten fin ud, og jeg forventer vækst lige i underkanten af 2 % i de kommende kvartaler. Jeg tror desuden, at centralbankerne i Skandinavien og euroområet vil forhøje renten mere, end finansmarkederne indregner, da en normalisering af pengepolitikken ser ud til at stå højt på dagsordenen hos alle tre centralbanker.


 

Se flere blogs



Profil

Thomas Harr

Thomas Harr

ph.d., Global Analysechef i Danske Bank
Thomas Harr blogger om de globale og nordiske økonomier, deres samspil med politik, og hvad dette betyder for finansmarkederne.

Thomas Harr er global analysechef i Danske Bank med ansvar for bankens analyse af makroøkonomi samt valuta- og rentemarkederne. Inden han kom tilbage til Danske Bank i sommeren 2014 arbejdede han 7 år i Singapore hos den engelske bank Standard Chartered, hvor han havde ansvaret for bankens valuta- og renteanalyse i Asien. Thomas har en ph.d. i økonomi fra Københavns Universitet og Master i økonomi fra London School of Economics.